mandag den 27. oktober 2008

Værredagen

***
Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.
***

Kafferif

***
Den sorte bryg er stærkt tiltrængt,
hvis jeg ikke får den snart er det strengt.
Uden kaffe havde jeg mig for længe siden hængt.

Den glider ned og skubber ud i den anden ende, som for mange tykke mænd på en parkbænk.

Kaffen er smørelsen til lyksaliggørelsen.

Javamand
***

søndag den 26. oktober 2008

Værre end julen på mange måder

***
Jeg har været så dum at lade mig lokke ud på landet med familien og noget af min kones familie.
Så tager jeg mig en herlig lur.
– Gider du ikke komme at dække bord?
– Jo.
(...)
– Jeg skal ikke sige det en gang til, skal jeg?
– Du er jo ikke engang begyndt at riste endnu.
Tænk at blive talt sådan til.

Falde i søvn til Trivial Pursuit.
– Hvor døde Dronning Dagmar?
Jeg er så uinteresseret i alt, hvad det handler om.

Pladespilleren kan kun køre på 45, og der er ikke nogen singler.
Vivaldi på spilledåse.

Jeg har skidetravlt med arbejde. Jeg savner min navlestreng til nyhedspatten. Er Obama kommet hjem fra Hawaii?

Jeg er bekymret, for jeg har så skideondt i knæet, at jeg knap kan køre bil.

Vi skændes i bilen, og hele familien græder. Der er ingen, der kan tage det.

Feltseng. Fuck dig til godnat.
***

fredag den 24. oktober 2008

torsdag den 23. oktober 2008

Ny lyd

***
Forestil jer min overraskelse, da der, midt mens jeg sad og hørte WFMU på nettet, pludselig dukkede en sang op, der lød fuldstændig som mig! Tænk at have en radiostation, der lyder fuldstændig som en selv!

Hør selv sangen ved at klikke på videoen her:


NB! Sangen er WireTappet, så der er lidt andet fra playlisten på vej ind og ud.

Skønsangsperlen her hedder Rock ’n’ roll arian og er af Peter Wahlbeck, en svensk komiker, som mine kilder fortæller mig var stor i 80’erne og 90’erne, men for mig lyder det som stærk poesi*) og peger præcis i den retning, jeg har drømt om at tage min egen musik.

Den gav mig lyst til at genoptage arbejdet med min LP-plade, så jeg ringede til mit pladeselskab. Han lå syg i sengen med influenza, men var meget entusiastisk. Han får altid mest fra hånden, når han er dårlig, især i den visionære afdeling.

Planen er at skære noget stærk vinyl i 100-250 eksemplarer til undergrundsmiljøet. Og den er jeg med på. Udgive nogle ting under samme hat og samarbejde på kryds og tværs. Den er jeg også med på. Kr. 5.000 er ingenting at fyre af på et kunstprojekt, der kan bruges til julegaver i 11 år. Det eneste, jeg skal, er at lære at masterere.


*) Også lidt som min elskede Einar Örn på hans seneste avantgardistiske hiphop-plader, Ghostigital 1 og 2. Kan anbefales. Jeg finder god gammel skandinavisk avantgarde me-eget inspirerende og med stort lattervækkende potentiale.
***

Sin egen vægt værd i pulp

***
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).


Moralen er: Tegneserier er mere værd end anden gammel kulørt litteraturpulp.

Spørgsmål: Vil det sige, at hvis man laver sine historier som tegneserier, er der flere, der gider læse dem? Eller de holder længere? Aner det ikke. Det er i al fald ikke nok bare at gennemillustrere.

PS Det minder mig om Lenny Bruces gamle guldkorn med, at det er bedst at blive interviewet til pornoblade, fordi sådan nogen gemmer folk, pænt, i en stak inde i skabet.

PPS Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg finder gamle tegneserier i en container, tegneserier jeg ikke anede eksisterede, hæfter i overstørrelse fra 50’erne og ukendte bind af Tintin m.m. (tit er det er problem at få det slæbt med hjem, så stort er mit fund.)


*) Og mest af alt, at jeg ikke troede, de var noget værd. Jeg mener, oversættelser. Men da jeg kom hjem, så jeg selvfølgelig, at det var en førsteudgave. Der var næsten hele serien, undtagen den første, Tarzan abernes konge.
***

Og klap for øjet

***
Jeg er blevet en af de fædre, der går og slukker for lyset altid.


***

onsdag den 22. oktober 2008

Hvor var jeg?

***
Min mor ringede lige. Hendes kemo giver hende hukommelsessvigt. Hun glemmer sine nøgler i døren og buskortet i bussen. Det er kemoen, jeg slog lige bivirkningerne op.
***

Tanghavets fange

***
Her havde jeg lige en god dag i går, og så fik jeg i morges et anfald af dårlige nerver lige nede på gaden. Jeg stod bare og samtalede med Dr. TB, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at jeg pludselig blev fanget i mit indre gitterværk. Det var meget ubehageligt at stå dér og ruske. Så jeg skyndte mig hjem og lavede åndedrætsøvelser og armbøjninger.

Da jeg kom ind på mit værksted opslugt af disse mørke tanker, faldt min loftsventilator ned, da jeg tændte for den. Næste gang hænger jeg den op i andet end en stump ledning. Det er anden gang det sker. Der røg fire pærer og lampetteskærme.


Note: Siden her er lutter pulpforsider med blæksprutter!
***

tirsdag den 21. oktober 2008

De ser det værste lort

***
Jeg har en nabo, der altid ser fjernsyn. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se ned i deres lejlighed, og de sidder altid og ser fjernsyn fra tidlig morgen til sen aften, efter jeg er gået i seng. Min kone har en teori om, at de er prøveløsladt, hvad hedder så noget, afsidder fængselsstraf hjemme med et af de der ankelbånd på, men det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de godt kan lide at se TV.

*

Jeg skulle til at postere dette indlæg, da jeg bemærkede, at persiennerne var trukket dernede. Det var de de næste 14 dage, indtil i går ved midnatstide, hvor jeg så lys i vinduet. Nu kan jeg fotodokumentere det vanskelige perspektiv og tegne efter, tænkte jeg. Men de har rykket om på møblerne dernede. Fjernsynet er ikke længere at se. I stedet for så jeg en mand sidde i en sofa, rulle noget mellem fingrene og lidt efter bukke sig ned og sniffe noget op i næsen gennem et rør. Jeg skulle have fotodokumenteret.

Det kan lære mig at holde øjnene for mig selv.
***

mandag den 20. oktober 2008

Min dansetime

***
Jeg fik en gratis dansetime*) på The Fred Astaire Dance Studio, og tog derover sammen med min kone, selvom det egentlig kun var for én person, men det fandt jeg først ud af, da jeg kom derover.

Danselæreren havde hagehul og havde været med i Saturday Night Fever.
– Dig, sagde han til mig.
– Ja?
– Du skal lære at stå stille.

Det havde jeg aldrig tænkt på, at jeg ikke gjorde. Men siden da har jeg, hver gang jeg er kommet ind til et selskab, været den, der var bedst til at stå stille. Ingen flagren her. Helt stille har jeg stået og set de andre vride sig. Det giver et vist overblik.

– Synes I, John Travolta var en god danser? spurgte han.
– Ja, klart, sagde jeg.
– Det var han overhovedet ikke, sagde læreren.

Derved mente han, at Travolta ikke var rigtigt skolet, men jeg hævdede, at han havde en særlig medfødt bevægelsessans, der gjorde ham brillant, også i Pulp Fiction.

– Vis mig, hvordan I danser, sagde han, og så tog jeg min kone i mine arme, tæt, og trippede rundt.
– Det ser meget rart ud, sagde han, – men I gør det ikke rigtigt.

Så tog han min kone og svingede hende rundt.
– Du skal stikke dit lår ind mellem hendes ben, sagde han, – så er det dig, der bestemmer.
Og så gjorde han det på min kone og svingede hende rundt noget mere.
Jeg havde lyst til at pande ham en.
Bagefter sagde han til mig: – Det tog du pænt.

Vi var også med i noget salsa og merengue med de andre prøvetimekursister, og det var meget sjovt, men jeg fik aldrig min soloundervisning. Danselærerinden i pailletter så bare bittert på mig og gik videre.

*

Jeg har groft sagt ikke danset, siden jeg mødte min kone.


*) Bagefter ringede jeg tilbage for at sikre mig, at det var et rigtigt sted og ikke bare nogen, der ville røve vores lejlighed, mens vi var ude.
***

Find på noget andet, I kreative typer

***
Jeg er træt af folk, der læser til lærer og siger: – Jeg vil i hvert fald ikke undervise.

Vi kan ikke alle sammen være Kim Larsen.


***

søndag den 19. oktober 2008

Ud i ’en

***
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
Jeg kan ikke fordrage naturen, når det er noget, man skal ud i, og den ikke bare er der.
Så trampede vi lidt rundt i sivene. Det synes børnene var meget sjovt. De fandt nogle stier og hemmelige "reder" derinde. Det lignede bøssemødesteder alt sammen.

Min kone havde taget et rør Pringles med som lokkemad.
– Spiste du lige en?
– Ja, sagde jeg.
– De er altså til deling.
– Ja, det ved jeg godt.
– Jeg har prøvet at spise chips med dig før, og du spiser dem alle sammen, det er ikke til at følge med.
– Jeg tog én. Én chip. Jeg er et voksent menneske, hvad skal du blande dig for, om jeg tager en?!

– Her, hold dem selv, sagde jeg, træt af at råbe, og stak dem ind under hendes arm.


– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
– Åhr ja, sagde de.
***

Fodr dyret

***
Hele byen lugter af brændt gummi. Jeg kan ikke få lugten ud af næsen. Var på vej ud på motorvejen på cykel, diametralt modsat, skæv, jeg har ikke haft en fornuftig tanke i tre timer. Åh gudskelov.
***

fredag den 17. oktober 2008

Ud af døren – NB! En overraskelse til sidst forandrer alt!

***
Der er så mange konflikter i et forhold, hvor den ene er et kreativt, skabende menneske – især om tid. Sådan har det altid været her i huset. Hver gang jeg skal ud af døren, skal jeg have dårlig samvittighed over at gå. I dag syntes min kone f.eks., at hele familien skulle være sammen (og lave noget hun har lyst til), fordi hun endelig har fri fra arbejde (i efterårsferien).

Så bliver diskussionen hurtigt ophedet, for jeg vil ud at male. Det kan jeg gøre, men ikke uden dårlig samvittighed. Det er svært at være skabende kunstner, når man ikke er 100% egodrevet. Jeg er så hyggelig og rar og tjenstvillig og pligtopfyldende, og mens jeg er det, går livet, og andre overhaler mig i inderbanen og tager pladserne før mig. Nu konkurrerer jeg med folk, der er gamle nok til at være mine børn.


*** NYHED! I dag sagde min kone noget, der forandrer tingene. Hun sagde: – Det er jo fordi, jeg gerne vil være sammen med dig.
Sådan havde jeg aldrig tænkt på det! Der kan man bare se. Jeg troede bare, hun altid var sur. Jeg lærer aldrig at regne hende ud. Heraf kan man lære at sige tingene lige ud, for ellers er der altså ingen, der fatter noget. Lad det være mig en lærestreg.
Jeg kan jo også godt lide at være sammen med dem. ***
***

onsdag den 15. oktober 2008

Hastigt karriereryk med endeløst potentiale eller potentiel endeløshed – to nyheder så sent som fra i dag


Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.

Man hører gerne det råd, at kunstnere aldrig må tage mindre for noget, når de først har etableret en markedspris. Prisen må altid kun gå OP! Det gør det ikke nemmere. Jeg må konsultere mine venner, metervaremalerne, og høre, hvad deres kvadratmeterpris er.

Hallo, det er ikke fordi, jeg regner med at gøre et salg her (på den mail). Det er et generelt problem, jeg taler om, med prissætningen.


En pestilens og plageånd

***
Det uundgåelige er sket. Jeg er blevet kontaktet af en i Facebook, som jeg ikke har lyst til at være venner med, en fyr der traumatiserede mig i mine sarte ungdomsår. Han har 452 Facebook-venner. Hvad skal han så med mig?

Jeg har frygtet dette øjeblik. Hvad skal jeg gøre? Ignorere ham og håbe på, han går sin vej? Eller bare blive venner med ham, fordi FB-venner ikke betyder noget alligevel?

Han ser ca. sådan her ud (forneden):

Frit efter hukommelsen.

Billedet øverst t.h. er fra The Superest, en ret sjov side, hvor forskellige tegnere skiftes til at lave superhelte, der overgår hinandens superkræfter. Start ved begyndelsen.
**

tirsdag den 14. oktober 2008

Altid først med de dårlige nyheder

***
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.

*

Jeg vovede lige at gå ind i stuen og foreslå, at jeg godt ville se fodbold og blev mødt med en barrage af protester (3-1 i køn). Jeg ved ikke engang, om der er fodbold på. Ellers har min kone ikke sagt et ord til mig hele dagen. Ikke et ord om mine stegte sild med persille.

Det hele er min skyld, og det er mig, der kommer ind og er sur. (Jeg siger, det er hende, der er sur. Det var derfor, hun sagde, det var mig.)

Hun er ekspert i at samle børnene omkring sig og vende dem mod mig. "Vi" her i familien indeholder ikke mig.

Nu græder børnene over ingenting, fordi der er en lugt af ozon mellem deres forældre, og fordi de er trætte.
***

mandag den 13. oktober 2008

Rejst fra lejet

***
Min kone kommer hjem og bider næsen af mig, fordi hun har haft en dårlig dag på job.
– Lad mig komme ud af stuen, siger jeg, dronningen er vendt hjem til sit slot.
– Åhr, hold kæft, siger hun.
– Jeg kan ikke tage al den negativitet, siger jeg.
– Det er dig, der er negativ, siger hun.
– Her var fredeligt, indtil du kom hjem, siger jeg og forlader sofaen og går ud på lokum.
Hun er vred over de hjemlige priser på hårforlængelser.
Jeg er stadig sløj.
***

søndag den 12. oktober 2008

Stikord

***
Jeg fandt de vanter, jeg løb Eremitageløb i, og de lugtede forfærdeligt. Jeg kastede dem fra mig med et skrig.

Jeg tror, jeg vil bruge efterårsferien på at gå ned og købe et stort stykke grottelagret emmentaler.

Jeg var på Statens Museum for Kunst (som er gratis) i dag, og dette var overraskelsen:


Alessandro Mattia (1631-1679): Portræt af Laura Chigi.
***

lørdag den 11. oktober 2008

Snapshot

***
Min yngste datter har sin lille veninde på besøg. For lidt siden stod de og råbte "bøsse!" ud af vinduet mod gaden og fnes.
Veninden kom lige over til mig og sagde: "Ligger du ikke meget i sengen?"
"Kun når du er her," sagde jeg. Jeg er vist ved at blive til min far, limet til sofaen. Men jeg har altså ondt i halsen. Jeg har et tæppe over mig.
Min kone styrter rundt og gør rent.
***

fredag den 10. oktober 2008

Helgomand

***
Jeg har talt med to kvinder i dag (hverken mere eller mindre, når man ikke regner familien med), der begge er blevet medlem af Helgoland Badeanstalt (der ikke er helt færdigbygget endnu, så man kan vade lige ind hos damerne).
Hvad er oddsene?
Den første gav mig en flaske vin, den anden gav mig en løgsuppeopskrift, og jeg har ikke engang fødselsdag.

Jeg var også engang vinterbader, i hvert fald indtil november da de pillede badebroen ned, og jeg havde altså tænkt mig at vade ud. Hurtigt ned og så lige så hurtigt op og mærke blodet tæske rundt i kroppen og blæse alle toksiner og antistoffer mod skjoldbruskkirtlen direkte ud af alle porer med vinden og sluden piskende mod kroppen. Så føler man rigtigt man lever.
Jeg havde ikke en sygedag hele den vinter.
Dagen efter de tog badebroen ned, begyndte jeg at ryge.
***

torsdag den 9. oktober 2008

Plussiden

***
Det gode ved at skulle arbejde er, at så behøver jeg ikke bekymre mig om ikke at producere noget kunst, fordi jeg er lovligt undskyldt.


***

Kald det et liv

***
Jeg har måtte arbejde snart to uger i træk. Det føles som at være ude på en olieboreplatform: jeg står op om morgenen og arbejder hele dagen og går hjem og sover. Min hjerne gør ondt med en fysisk smerte. Min hjerne er fysisk udmattet. Jeg ved godt, at der ikke er nerver i hjernen, men jeg har ondt i den alligevel, i mine tankefakulteter. Jeg ved knap, hvad dag det er, bare at det er en arbejdsdag. Mit liv ruller forbi mig ulevet, som en af de der baggrunde i en gammel film, som verden set fra Wells’ tidsmaskine, med mig som passager.

Hvad har jeg bortset fra min kaffebegejstring? Ikke meget. Jeg kan ikke engang høre musik meget af tiden, fordi jeg skal tænke så meget.

Og så ringer min mor og fortæller om sine veninders ulykker og kærester. Det går der 18 minutter med.

Mere kaffe, det er alt hvad jeg har.
***

Lettere irritation i går aftes ved 22-tiden

***
Det irriterer mig, at min kone sidder ved laptoppen (og tjekker fitnesscentre og dansekurser), og jeg ikke kan komme til.

– Er du ikke snart færdig, så jeg kan se The Daily Show? Du sidder bare og stener.

– Nej, jeg sidder ikke "bare og stener". Jeg søger.

Nu er hun inde et sted, der kommer mærkelig musik ud af.

Får hun ikke snart sin egen?


PS Jeg keder mig så meget, at jeg sætter mig til at beskrive situationen.

PPS Det gode er, at vi ikke endte med at flå hovederne af hinanden. Det er den nye orden.

***

onsdag den 8. oktober 2008

Den er god nok. Det er ikke noget man spøger med, hvis nogen ellers skulle være i tvivl

***
Min kaffe er sort og go'
i dag min 4x espresso nr. 2

fra en frisk pose bønner
dens aroma jeg påskønner

når jeg den kværner
i møllen og derefter ned.

***

Det arbejdende folk

***
Er der egentlig nogen, der kender nogen arbejdere? Jeg gør ikke.

Min vicevært går hver dag rundt i en blå kedeldragt, men han laver aldrig noget. Hans arbejde består i at trække i arbejdstøjet. Så skubber han lidt rundt med en kost om eftermiddagen, og resten af tiden drikker han bajere eller sidder nede i sit kælderrum og ryger cigaretter. Nogen gange sover han dernede, hvis han er for fuld til at tage hjem.

Hvem er arbejdere? Jeg kender nogle håndværkere – en elektriker og en snedker. Er det arbejdere?
***

Satans, jeg glemte at sætte kanden under i min espressomaskine, så nu spildte jeg lige en hel 4x!

***


Nu har jeg lavet en ny kop. Slrrp!

Jeg kommer lige lidt mere kød på:

Jeg har skidetravlt, men i stedet for at lave noget drak jeg kaffe med min bror hele morgenen. Nu er han taget ud at spille golf, og jeg sidder her under mit Damoklessværd.

Min læge siger, at jeg har antistoffer mod skjoldbruskkirtlen. Det kan umuligt være godt. Men der er intet jeg kan gøre. Intet!
***

***

tirsdag den 7. oktober 2008

Vigtig opfølgning

***
Undskyld, jeg skal lige have det her ud af systemet:

Mit krus tumlede
fra bordet til min G5’er og videre
ned på gulvet til sin ruin
trinvis
som King Kongs styrt fra toppen
af The Empire State Building.

Tak.


(Forvirret? Det er der ingen grund til at være. Se her.)
***

Det lille hjem

***
Min opfedningskur ser ud til at virke. Jeg sad i aftes og tastede med blæret bar overkrop, og så sagde min kone: – Se, du har fået tre deller.

Men jeg nægtede at se.

Så kom hun over og ragede mig på patterne og sagde: – Se, du har fået klavergang!

Men sådan noget gider jeg altså ikke kigge på.

– Det er godt, sagde jeg. – Jeg stopper ikke, før jeg har nået 100 kilo.

Og så tænkte jeg på noget andet, mens hun sagde: "Nej, nej, det må du ikke sige" og "ved du ikke det er usundt” osv. osv.
***

Jeg gider ikke købe ind

***
Jeg bliver træt bare ved tanken.

Jeg tænker på, om det er gået så godt mellem min kone og mig på det sidste, fordi hun har lavet al husarbejdet, mens jeg har lavet ingenting eller mandige ting som at drikke bajere uden for hjemmet og div. andre fysiske anstrengelser.


***

mandag den 6. oktober 2008

Woodstock uden sjov

***
Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.

*

(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)

*

Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)

Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.

Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)

Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.

Og så hurtigt væk.

Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.

Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***

lørdag den 4. oktober 2008

Glip

***
Min kone er sur på mig, fordi jeg tog til det her møde og blev og drak 20 (gratis) bajere i stedet for at komme hjem og ikke ringede og sagde noget.
"Fjols!" sagde hun og knaldede røret på.
***

fredag den 3. oktober 2008

Balladen om min Mickey Mouse tee

***
Jeg blev glad for at se dette billede af den internationalt kendte modedesigner Marc Jacobs i The NY’er for nylig, fordi jeg engang ejede den samme T-shirt.

Jeg købte den for $2 (dyrt!) af en hjemløs fyr på 1st Ave og tog den på til en fest hos Brrr. Og her kommer cluet: Jeg vidste, at hans ven Stan ville være der. Stan arbejdede for Isaac Mizrahi og havde altid corny T-shirts på.

Hans veninder sagde: – Hvad siger du så, Stan? Du har tabt.

Ganske rigtigt: min var bedre. Han så skamfuld ud.

Episoden illustrerer min suveræne, instinktive fashion-sans, der altid er forud for sin tid. En foregangsmand er jeg (undtagen hvis man spørger min kone, der ikke synes en cardigan skal have huller på ærmerne, men som min ven Jay-O sagde engang, før han fik en ny kæreste: – Når man møder dem, vil de have en punker, og senere vil de have, man skal ligne en bankmand).

*

Stan arbejdede i modebranchen og talte gay, men han var ikke gay. Det scorede han en masse piger på.

Han var meget stille og rolig, troede jeg, men Brrr sagde, han skiftede personlighed, når han rigtig drak, og kom i slagsmål på barer. Men det var vist efter, det ikke gik ham så godt inde hos Mizrahi og på aktiemarkedet.

Hvor mon han er i dag? (Han bar også en flippet brille, som sig hør og bør.)
***

Fuck, jeg tabte lige min kaffe ned over min G5’er!

***
Men jeg tørrede altså kaffen af den, før jeg fotodokumenterede, så I må nøjes med min ituslåede kop.



Da jeg fik den (G5’eren i fordums tid) sagde jeg altid: – Det eneste, den mangler, er en indbygget espressohane, men jeg havde ikke tænkt det på den måde.

Jeg må sætte en slags paraply over.
***

torsdag den 2. oktober 2008

Au2smil

***

***
Det her foto af Sarah Palin med Henry Kissinger minder mig om nedenstående foto fra Abu Ghraib. Palin har det samme automatiske kamerasmil – der er uægte, fordi de subtile små øjenmuskler ikke bevæges.



Se hvad Errol Morris den store, den navnkundige, indsigtsfulde og omhyggelige, skriver om det smil på sin blog i The NY Times.

Og læs evt. Paul Ekman’s bog om emnet: Emotions Revealed: Understanding Faces and Feelings. Jeg må tilbage til den, jeg fik kun læst den halvt igennem.
Et nedkog findes her.


Andet lighedspunkt: Kissinger og den irakiske fange ser omtrent lige livløse ud.

PS Fucking Kissinger. Jeg skal juble den dag han dør.
***

Hjemmets arne

***
Mine børn slås hele tiden, undtagen hvis man distraherer dem med fjernsyn, indtil de bliver trætte af det og begynder at slås om remoten eller med hinanden igen.

Jo større de bliver, des mere slås de.

Jeg kan ikke være i stue med min kone, når hun ser fjernsyn. Hun ser de værste udsendelser. Kun meget sjældent, hvis jeg er meget træt eller virkelig er glad for selskab, kan jeg holde ud at sidde der, mens hun flipper kanaler for langsomt eller ser Politiskolen 7.

Jeg skal have mit andet fjernsyn hjem fra kolonien.


Konklusion: Alle folk er trætte og vil helst se det de selv har lyst til.

Konklusion 2: Hvis alle folk er trætte, skal jeg ikke komme hjem og råbe: – Jeg gider ikke høre på Hannah Montana!
Eller: – Jeg kan ikke fordrage at høre TV-Avisen! og vandre op og ned ad gulvet og vifte armene over hovedet. Men hvad skal jeg så gøre? Svaret er indlysende: Gå på lokum. Fars sidste refugium.
***

onsdag den 1. oktober 2008

Vi kan begge to passe vores bukser fra gymnasiet

***
Jeg løb ind i min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, lige nede på gaden i går. Han spurgte til mit helbred:
– Er det noget alvorligt?

– Det er ikke godt at vide, sagde jeg, intet er afgjort. Men jeg kan godt lide at dramatisere det.

– Min opfedningskur ser ud til at virke, fortsatte jeg, men jeg lider jo af B12-mangel. Det er så jeg har lyst til at sætte tænderne i en stegt lever med bløde løg.

– Hvad med tofu, sagde han, spiser du det?

– Ikke nok, sagde jeg, men det er ikke til at få for en rimelig penge her omkring.

Og så diskuterede vi tofu lidt.

– Hvad med dig? Hvordan har du det? Hvad er dit kropsmasseindeks?

– 74, sagde han. Men jeg tror, det var hans vægt.

Jeg scannede ham over engang:

– Hvordan lever du egentlig?

Åbenbart kun lige med nød og næppe (se tidl. indlæg). Han sælger ingen kunst og er nødt til at tage forefaldende, fysisk arbejde, staklen.

– Hov for resten, sagde jeg, ved du hvad, jeg gør det i for tiden? Æbletærter, apple pies, med æbler fra haven.

– Skal vi ikke mødes en aften? sagde han.

– Det kan vi godt, sagde jeg, hvor er du egentlig på vej hen nu?

– Ud at spise hos nogle venner i Vanløse.

– Aha, sagde jeg, nu forstår jeg, hvordan du lever!

*

Så så statsanerkendt og etableret er han altså heller ikke.

Han mødte (lad os sige det var) Tal R (eller en anden førende dansk maler) inde på Hovedbanegården.
– Prøv at se, hvad jeg har, sagde Tal og tog et bundt pengesedler op af lommen, der var så tykt, at han knap kunne bukke det sammen.

*

– Ved du hvad, sagde jeg, jeg havde et gennembrud i forgårs, da jeg stod under bruseren. Jeg fandt ud af præcis, hvad det er, jeg skal lave (i mit maleri).

– Jeg har altid spået dig en stor fremtid, sagde han.

Og det har han også.
***

Poeten med æggene

***
Hvad laver jeg? tænkte jeg. Jeg stod under bruseren med sæben skummende mellem ballerne og forestillede mig, hvem der skulle have gratis eksemplarer af min debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Okay, Don O må godt få et, tænkte jeg, hvis han spørger.

"Til Don O, min bror i sjælen", skulle der stå.

Jeg kan garanteret komme af med 20 eksemplarer til mine Facebook-venner, tænkte jeg, og hvis min far køber 10 eksemplarer, skal jeg nok få solgt alle 500. Og så forestillede jeg mig mulighederne for at lave ændringer i 2. udgave og rette uundgåelig korrektur.

*

Her sluttede dagdrømmen. Jeg frotterede min hede, lyserøde krop og steg ud til virkeligheden.
***