Vi kan begge to passe vores bukser fra gymnasiet

***
Jeg løb ind i min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, lige nede på gaden i går. Han spurgte til mit helbred:
– Er det noget alvorligt?

– Det er ikke godt at vide, sagde jeg, intet er afgjort. Men jeg kan godt lide at dramatisere det.

– Min opfedningskur ser ud til at virke, fortsatte jeg, men jeg lider jo af B12-mangel. Det er så jeg har lyst til at sætte tænderne i en stegt lever med bløde løg.

– Hvad med tofu, sagde han, spiser du det?

– Ikke nok, sagde jeg, men det er ikke til at få for en rimelig penge her omkring.

Og så diskuterede vi tofu lidt.

– Hvad med dig? Hvordan har du det? Hvad er dit kropsmasseindeks?

– 74, sagde han. Men jeg tror, det var hans vægt.

Jeg scannede ham over engang:

– Hvordan lever du egentlig?

Åbenbart kun lige med nød og næppe (se tidl. indlæg). Han sælger ingen kunst og er nødt til at tage forefaldende, fysisk arbejde, staklen.

– Hov for resten, sagde jeg, ved du hvad, jeg gør det i for tiden? Æbletærter, apple pies, med æbler fra haven.

– Skal vi ikke mødes en aften? sagde han.

– Det kan vi godt, sagde jeg, hvor er du egentlig på vej hen nu?

– Ud at spise hos nogle venner i Vanløse.

– Aha, sagde jeg, nu forstår jeg, hvordan du lever!

*

Så så statsanerkendt og etableret er han altså heller ikke.

Han mødte (lad os sige det var) Tal R (eller en anden førende dansk maler) inde på Hovedbanegården.
– Prøv at se, hvad jeg har, sagde Tal og tog et bundt pengesedler op af lommen, der var så tykt, at han knap kunne bukke det sammen.

*

– Ved du hvad, sagde jeg, jeg havde et gennembrud i forgårs, da jeg stod under bruseren. Jeg fandt ud af præcis, hvad det er, jeg skal lave (i mit maleri).

– Jeg har altid spået dig en stor fremtid, sagde han.

Og det har han også.
***