Viser opslag med etiketten åndelig udmattelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten åndelig udmattelse. Vis alle opslag

tirsdag den 13. december 2011

Blodskudt


Jeg vil godt skrive en roman, men tanken om at finde på en historie gør mig helt udmattet. Folk elsker en god historie. Hvem gider høre om, hvad der foregår inde i nogens hoved? Ikke mig! Giv mig noget at rive i, jord og blod og hud under neglene. Osv. Marimba-Johnny smilede lystigt op mod baren. En sporvogn klirrede. Hendes cremede lår over strømpebåndet. Forår i Prag, hvor selv Muldvarpen kan se. Han rømmede sig og så dovent op fra puden.



tirsdag den 24. maj 2011

Bagudnikken


Min kone snakkede til mig i går. Noget om sit arbejde. Jeg spurgte selv. Hendes stemme gik op og ned. Jeg stod ovre ved komfuret og var nødt til at lukke øjnene og læne hovedet tilbage mod væggen, jeg var så træt.



fredag den 14. august 2009

Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***

torsdag den 11. september 2008

Elegi i krigsregi


Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.

tirsdag den 9. september 2008

Hovedindretning - det sølverne foer

***
I morges, da jeg vågnede med den sædvanlige smag af død i munden, sagde jeg straks til mig selv, inden for et sekund: Det jeg skal er ingenting. Det kan jeg sagtens klare. Det er bare arbejde.

Hvilket er en usædvanlig optimistisk tilgang, selvom det selvfølgelig er rigtigt nok: Jeg har lavet så meget af det her arbejde, at jeg ved hvad det handler om efterhånden. Det tager bare et vist stykke tid, og bagefter er mig hjerne træt.

Alligevel ved jeg sgu ikke, om jeg kan nå det. Jeg skal nå hjem og lave apple pie.

Og så gider jeg selvfølgelig ingenting, og min motivation er i bund. Jeg gad ikke engang skide, men jeg sku’.

Hvad skal resten af dagen mon bringe?
***