Viser opslag med etiketten mit referencegrundlag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mit referencegrundlag. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

16 baljer fulde


Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.



fredag den 16. december 2011

Gider jeg noget i dag?


Jeg kan ikke finde ud af, om mine visioner bare er noget, jeg har set i en tegneserie engang, og desuden, om det gør nogen forskel.



mandag den 12. december 2011

Fremlejer uden stemmeret


Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til?
– Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog.
Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.

Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.

Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.

– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang.
– Jeg ved det, sagde min kone.
– Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.

Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.



onsdag den 8. juni 2011

Indprentning af flugtplan


– Hvis der er nogen, der overfalder mig, sagde jeg til mine børn, – skal I bare løbe jeres vej. Jeg skal nok klare mig, men det er svært, hvis jeg også skal forsvare jer. Løb hjem eller ring til politiet, når I er på behørig afstand.

Der er typer, der udnytter, hvis man er sammen med børn. De truer en på en måde, som de ikke ville gøre, hvis man var uden børn. *)



Jared Diamond beskriver den gamle situation med manden, der går forrest, mens kvinden går bagefter med et kæmpe læs brænde eller en unge, f.eks., som ikke sexistisk men naturlig, idet manden skal have armene fri til at forsvare sin familie.


*) – Hvad vil du så gøre, far?
– Jeg løber bare ud mellem bilerne eller hopper op og ned som en abe. Jeg skal nok klare mig.
– Hvad hvis de har en pistol?
– Det er en anden historie. Jeg har ikke tænkt videre end til en kniv.


Slut på Lektion 1.



mandag den 23. maj 2011

En sjælden gæst i samtalekøkkenet


– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.



mandag den 4. april 2011

Svaret er: persille


Min datter smed min iPhone på gulvet, fordi hun var sur over, at hun skulle noget andet, og nu virker stikket til øretelefonerne ikke.

Men kan jeg blive sur på hende? Nej, det kan jeg ikke, for hun har diabetes.

Måske hvis jeg smed den på gulvet en gang til efter Obelix og bautastensprincippet?

Det er irriterende, for det ødelægger min dagsrytme. Hvad skal jeg nu have i ørerne, når jeg cykler omkring i bybilledet?



tirsdag den 18. januar 2011

Grundbog


- Er det fysisk muligt, at vi kunne have en form for fysisk kontakt?
- Mener du fysisk som i naturlovene?
- Ja.
- Ja.



Dit hår er som det brusende hav. Dine øjne er to svesker. Dine tænder er det skær, hvor min tunge går på grund. Dine læber er brændende buske.

mandag den 3. januar 2011

Hånden på hjertet


Jeg har aldrig kunnet fordrage Lille Per. Jeg kunne ikke lide ham, da jeg var barn (ikke at jeg nogensinde så filmene), og jeg kan ikke lide ham nu.



Han er en dæmon.

Jeg kunne heller ikke lide Tarzans boy.


Han var simpelthen for væskeholdig.

Korak er god nok. Boy er dum.



Nej, jeg kan ikke lide små drenge.

Jeg er ligesom skomageren i Albert:




Og det tør jeg godt sige, selvom jeg selv har været en lille dreng.


Det hjælper dog, hvis de har fedt hår:




tirsdag den 27. juli 2010

Funkis


Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

mandag den 19. juli 2010

Intens involveret diskussion


Jeg vil godt have, at min kone skal tro, at jeg er en pokkers ka'l. Da jeg første gang mødte hende, var jeg på vej ud, der skete noget for mig. Det er der ikke gjort siden.

Og her er, hvad jeg føler: Jeg føler, at jeg har svigtet hende ved at svigte mig selv.

Vores intense, involverede følelses- og forholdsdiskussioner ender altid med, at jeg skal forklare for min kone alle de ting, der er galt med mig selv.

Jeg har det ligesom Søren Brun, når Trine viser ham lysbilleder af alle de fejl, han har gjort i sit liv.


Fig. 1


Fig. 2

PS Jeg har affotograferet flere striber fra sekvensen, hvis der er nogen, der er helt vilde for at se dem.

fredag den 9. juli 2010

Det har ikke noget med mig at gøre


Jeg sagde til dig: Nu kan jeg ikke tage, at der sker flere ting. Og så gjorde du dette.










onsdag den 7. juli 2010

Hvad har holdånd nogensinde gjort for mig?


Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gået til fodbold.

Det skævvred min hjerne.




Jeg strømmer VM på mobilbredbånd. Det er en ny måde at se tv på. Bevægelserne ser anderledes ud i lav opløsning. Ind i mellem ser det sådan her ud (herunder og foroven):



Det minder mig om Tintin: Det gådefulde juveltyveri:

(s. 50, pan. 1-3, overs. Jørgen Sonnergaard)

De bryder linket oftere, efterhånden som turneringen skrider frem.




For første gang siden 1974 har jeg ikke noget mod Tyskland. Jeg har tilgivet dem, at de var nazier. Som de selv siger: – Jeg var ikke engang født dengang! Hvad skal jeg gøre, hade min morfar?

tirsdag den 6. juli 2010

Lad mig spise kage


Når jeg siger, at jeg tager krummerne fra dit bord, er det ikke engang for sjov.




IDÉ: Kage formet som en kvinde, der springer ud af en kage:


Anmærkning: Det er ikke meningen, at bunden af kagen skal ligne en elefantfod.


UPDATE: Eller alternativt og måske mere apropos: en bordformet kage med tandmærker i.


Nej, det er ikke en skammel, men benene kan ikke være for tynde, ellers falder kagen sammen. Tak.

torsdag den 1. juli 2010

Intet undgår mit skarpe blik


På Falkoner Allé ligger der en fiskeboutique:



Det er lissom i Asterix & byplanlæggeren:


(s. 50, pan. 7, overs. Per Då)

tirsdag den 16. februar 2010

Dybt forstyrret


Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

tirsdag den 2. februar 2010

Jeg vil være mig i stedet for mig


Jeg føler mig så flad og tom, og nu ved jeg hvorfor: jeg har ikke lavet andet end at arbejde hele året, og nu har jeg ikke så travlt. Alligevel nåede jeg ikke længere end til at tænke dét, før der kom nye jobs ind ad slisken til min mørke fangekælder. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, mit liv skulle være, men nu sidder jeg i det.

Min datter, der er så ung, spurgte endnu engang: – Hvorfor laver du sådan noget kedeligt arbejde?
Og ved gud, jeg havde intet ordentligt svar. Ordene undslap mig, og jeg måtte ty til tegneserie-lignelser: – Tænk på Vakse Viggo, han er altid ved at falde i søvn over sit arbejde.
Men det er ikke noget godt eksempel at foregå med. Det ærgrer mig på den måde ikke at være noget.

Nu vil jeg gå ned og købe nogen cigarer, så jeg desto tydeligere kan smage mit selvhad og tilværelsens meningsløshed.

Jeg ved heller ikke, om jeg har tænkt mig at gøre det, jeg vil hellere lade være.



Senere bankede hun mig i Tank Trouble under hånende tilråb: – Du er for gammel, lad ungdommen komme til [parafraseret]. [...] Der er ingen, der siger "luk arret" mere. Det hedder bare "luk". Ha, hvis Burkan hørte dig nu!
– Ha! sagde jeg, – du bankede mig ikke med det dobbelte [50-26]. Derfor vandt jeg. Godnat!

mandag den 18. januar 2010

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten


En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.




*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.