Fred Astaire på denne Great Stars-plade ligner Vermeers pigeportrait.
Viser opslag med etiketten kunst- og kultursektionen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunst- og kultursektionen. Vis alle opslag
torsdag den 1. december 2011
onsdag den 23. november 2011
14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne
– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.
– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.
– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?
– Har du en blog? spurgte min bror.
– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.
– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.

– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.
– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.

– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?
– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.
Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.

Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.
søndag den 13. november 2011
Det stirrede op på mig og var grønt i siden
En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.

tirsdag den 13. september 2011
Min nye helt
Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:
Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.
Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.
James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?
92 år gammel var han, da han døde i 2008.

James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).
Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.
Han være hyldet!

Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.
Dette billede ser ud som om, det var malet i går:

Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)
mandag den 29. august 2011
Skudt i gang
Årets hippiekulturbegivenhed i udlandet er startet uden mig. Jeg var ikke velkommen. Ikke at jeg havde regnet med at blive inviteret tilbage sidste år, og jeg kunne heller ikke se hvorfor. Men alle andre var inviteret igen i år undtagen mig og Michael.*) Jeg er skidemisundelig. Og så tænker jeg efter: Hvad ville jeg egentlig få ud af at tage med? Intet kunstnerisk, men to varme semi-gourmetmåltider om dagen og en historie at fortælle. Satans også. Jeg er ikke en festlig type nok, men bare et indadvendt nørklehoved. Her kunne jeg tæve lidt mere på mig selv, hvis jeg gad...
*) Sultanen sagde udtrykkeligt: – Vi vil ikke have Gudsrost og Michael med. Det sagde kuratoren. Hvad sagde han det for? Paladsintriger. Den kommunale kulturformidler er på min side – tror jeg, eller også er hun bare den eneste, der svarer – men hvad kan hun gøre? Stærk som okse er hun, sunde tænder. Havde feriebilleder af sig selv i bikini mellem billederne fra sin bogreception.
onsdag den 1. juni 2011
I kunstfagligt øjemed
Jeg talte med en provokationskunstner, der havde været i Polen, men det havde ikke været nogen succes.
– De følte sig måske provokerede? spurgte jeg.
– Ja, sagde hun uden at fortrække en mine.

mandag den 16. maj 2011
Tese
Man kan sige hvad som helst, bare man lader en figur anden end en selv sige det.
Eks. 1

– Død over Dronningen!
Eks. 2

– Dronningen leve!
Eks. 3

– Knep dronningen i røven med Bjørn Nørgaard!
Mere om dette senere.
søndag den 8. maj 2011
Nu deltager jeg igen i den offentlige debat
Hvor er jeg dog resigneret og magtesløs. Jeg er ligesom en af de der indvandrere, man læser om i bladene, der ikke har noget at sige ude i verden og derfor lader det gå ud over konen og børnene eller bliver terrorist. Sådan er jeg også ved at blive terrorist med brosten mod dårlig offentlig kunst.
Jeg kom gående hjem i går aftes med børnene, da en idiot smadrede sin flaske kaffeinerede alkoholdrik op mod væggen.
– Du skal ikke glo på mig, sagde han, da jeg fikserede ham med mit strenge blik.
Sådan får jeg det af Bjørn Ølgaards lortekunst.

Billede af smadret busstoppested jeg ikke fik taget.
Hvis der er noget, jeg hader, er det dårlig offentlig kunst
Her er Børge Lortegårds seneste, som jeg stødte på på min vej.

Grangiveligt en lang lort på vej ud mellem et par røvballer.
Omgivet af en lortekloak:

Og udsmykket med mytologiske genitalier.
En ståpik:

Et par patter og en kusse:

En til ståpik:

Jeg er ikke Prince Charles, jeg synes bare, det er noget lort.
onsdag den 4. maj 2011
Den brede
Min kulturelle indflydelse har atter gjort sig gældende: Adidas lancerede i sidste uge en Copenhagen-model (undskyld reklamen) i præcis de farver, jeg har påvist som værende de sande danske. (I hvert fald københavnske. Jeg kan ikke udtale mig om resten af landet. Jeg tjekkede min Analytics: Jeg har 1 læser uden for det storkøbenhavnske område og ingen i Jylland. Jeg har ikke begreb om, hvad folk tænker på rundt omkring i landet eller ude blandt den brede befolkning, thi jeg er meget elitær. Og har sorte tæer og skyder med mit kulturelle propgevær.)

onsdag den 20. april 2011
Originale ideer til billig popsurrealisme
To gange i aften, faktisk tre gange i dag, er jeg stødt på, at andre har lavet ideer, jeg har fundet på.
1. Mund i brystet
Min udgave:

Still fra fransk musikvideo:

2. Skulptur af løbende næse
I Sarah Silvermans udgave, en skulptur til et holocaust-mindesmærke:

Crying Nose (3. sæson, sidste afsnit). (Kan klikforstørres.)
Detalje:

3) Tandbørste med tænder på

Nancy Fouts: Toothbrush (2010).
Men den har Jasper Johns heldigvis lavet før:

The Critic Smiles (1959).
Okay, det er ikke som Alexander Graham Bell og telefonen og Marconi med radioen, men alligevel.
Heraf kan jeg lære ikke at være så snedig, som jeg selv tror.
Konklusion: Når man beskæftiger sig med klichéer, er det ikke så mærkeligt, at det hele har været lavet før.
mandag den 11. april 2011
Hvad mon Dronningen tænker?
Tænk, at der var engang, at kongehuset var ligesom Gaddafi.*)

Hvem udfører og godkender de her majestætsfornærmende frimærker? De er uflatterende og teknisk ekstremt dårlige.
*) Nu er det ikke værre, end at dronningen får museumsudstillinger af sin kunst ligesom Saif Gaddafi. En dag med lidt held vil han også leve tilbagetrukket og korsstingsbrodere.

Ever since Nero, there has been a depressing connection between bad art and megalomaniac regimes: Hitler the opera lover, architect and painter; Stalin the poet; Tony Blair the rock guitarist.
(Jonathan Jones, The Guardian)
Dronning Margrethe, en slags Hitler.
torsdag den 17. marts 2011
Ind bagved
Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.
Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?
*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.
Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.
– Jeg tager sengen, sagde jeg, – jeg er den største
Lysbilleder fra min hippiekulturbegivenhed i udlandet
Første nat ved hkb'en i udl. blev jeg vækket af væsler, der sloges inde i væggen, men det var bare Michael, der raslede i sin sovepose, fandt jeg ud af fire dage senere, da det skete igen.

tirsdag den 15. marts 2011
Lysbilleder fra sidste års hippiekulturbegivenhed
Jeg spurgte slotsherren: – Hvad synes du om mit maleri?
Han drog af sin Gauloise og svarede: – Det ligner 30.000 mennesker, der har gruppesex.

søndag den 13. marts 2011
Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet
Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.
Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.
– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.

torsdag den 10. februar 2011
Ind over hinanden
På det sidste*) er jeg begyndt at have komplet stilhed, når jeg maler. Som et eksperiment. Det er på en måde meget rart.
I går, da jeg skulle sove, blev jeg ved med at se Maxfield Parrish-skyformationer i permutationer.
*) Det vil sige én dag.
Maxfield Parrish er ham, Spielberg samler på. Alle bøffer fra ham. Han satte små dukketeatre op med fotos for at få dybde i sine billeder, som reference.
torsdag den 3. februar 2011
Nye fiaskoer, 8 . del
Jeg holdt fernisering i provinsen. Der kom én gæst og min moster, men hun måtte gå tidligt, fordi hun skulle videre i teatret. Den anden gæst, den ene, blev til gengæld samtlige to timer. Det var svært at finde samtaleemner så lang tid. Galleriejeren var ude at slå købstadens historie op på Wikipedia for at tjekke en pointe.
Jeg ville ønske, jeg var mere Trampedach-agtig, så jeg kunne have drukket mig fuld og smidt noget ud af døren, men hvor sjovt er det, når ingen kigger på?
Så skulle jeg holde samtalen gående hele vejen hjem igen over broen. Jeg fandt derved ud af, at min chauffør f.eks. elsker at løse kryds-og-tværser. At han ikke går så meget ud og godt kan lide at ligge på sofaen.
Spørgsmål: Hvad laver du for sjov?
Jeg tog kun derover, fordi han kørte. Ellers havde jeg fandme heller ikke gidet.
Konklusion: Det var faktisk en meget nedslående oplevelse, og her var jeg bange for at sælge for billigt. Jeg var bange for, at jeg ville sælge ud og ikke have noget tilbage. Det kræver faktisk lidt at hive sig op fra igen. Men det var meget rart at se min gamle moster. Hende ser jeg ikke så tit.
mandag den 17. januar 2011
Bag om samlingen
Det er lidt sjovt, der er en kunstsamler, der hedder Rump, og et af de værker, han har doneret, forestiller en rump.
Oho-hahaha!


Statens Museum
lørdag den 3. juli 2010
Humørhjørnet
REGNESTYKKE
Et stift stykke – eller det er ikke matematikken jeg er stivest i
Hvis man siger, at den gennemsnitlige danske penis er 15 cm lang i erigeret tilstand og at der er groft sagt 2 millioner kønsmodne mænd i Danmark, kan der på ethvert givent tidspunkt befinde sig 300 kilometer stådreng her i kongeriget. Det er måske ikke noget, man har lyst til at tænke på, men tallene lyver ikke.
Jeg er ikke tilsvarende sikker på verdens befolkningstal, men hvis vi siger, at her bor 3 milliarder kønsmodne mænd på planeten og at penislængden er den samme som i den vestlige verden, regionale udsving med- eller modregnet, svarer det til, at der på ethvert givent tidspunkt potentielt befinder sig groft sagt 450.000 km stådreng her på jorden, hvilket er nok til at nå kloden rundt i hvert fald 10 gange. Med andre ord hvis alle verdens mænd var homoseksuelle og med på en spøg, kunne man lave en daisychain, der gik hele vejen rundt om jorden 10 gange, hvis en stor del af forsøgspersonerne vel at mærke var iklædt pontonsko. Så kunne kvinderne servere, mens de stod dér og lod sig fotografere pr. satellit. (Note: Interessant idé til et kunstprojekt, kontakt Christo).
Appendix A: Hvor langt er der til månen?
Abonner på:
Opslag (Atom)
