Niller plejede at justere køleskabet ved at lægge mønter ovenpå for at opnå en mere behagelig brummelyd.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det







IDEER: Når mit snørebånd går op, Jeg kigger på himlen – den er blå, Hvad laver de nu for ballade i Folketinget?, Godt vi har vores gode humør, Hvor var du da jeg var ensom?, Jeg gi’r den hele armen, Tryk sømmet i bund, Jeg rejser med charter ned hvor peberet gror, Du er den eneste for mig og jeg er alt hvad jeg har, Er det ikke det vi har hinanden til?, Keld Heick er min gud – jeg vil også have tatoveret eyeliner på osv.
Kender du det? Her er hvor dum, jeg er: Jeg sad og lyttede til WFMU, da der pludselig dukkede dansktopsang op midt i musikken. Hvor avantgardistisk, tænkte jeg, og så var det bare fordi jeg var inde på Hildorfs MySpace-side, der spillede af sig selv oven i det andet. Døh! Men det var meget fedt. Jeg har hørt værre, også dér på stationen. Man ved aldrig, hvad man skal tro med kunstmusik.




Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.



Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!
Jeg overraskede min kone: Jeg sagde, jeg havde lyttet til avantgardistisk radio hele fredag aften – musik der lyder som en der kører rundt mellem radiokanalerne, en gammel plade med en dame der snakker til en delfin, der gentager hvad hun siger (som en papegøje, delfiner kan bare ikke sige konsonanter), en der reciterer en liste navne eller lignende under feedbackstøj og mærkelige lyde.
Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.
Findes der ikke et aftenskolekursus eller et sted, hvor man kan gå hen og spille, selvom man ikke kan? Det skal helst være med ligesindede, der heller ikke kan spille. Og det skal være avantgarde.
Hvordan fa’en får man arrangeret sådan noget? Der må være et mødested på nettet eller i det mindste en opslagstavle, hvor man kan avertere.
I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."
En af de få gange, jeg har spillet Lou Reeds Metal Machine Music, var da jeg passede min kærestes kat, mens hun var på Roskilde Festival.*) Det var altid en meget sur kat, der ikke ville have noget med mig at gøre. Men da jeg spillede MMM, hoppede den op på skødet af mig og spandt.
Den gamle floskel om, at fodbold bare er "22 voksne mænd, der løber rundt efter en bold", er selvfølgelig sand. Når man skærer ind til benet, er det dét, det handler om. Det er det avantgardistiske synspunkt. Ligesom med teater. Hvad er dét, når man trækker alt andet fra? Nogle mennesker, der stiller deres kroppe op foran én. Det er derfor, der er så meget avantgardistisk teater, hvor de smider tøjet (Dødens triumf, Hair). Det er essensen af teater.