Viser opslag med etiketten mine helte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mine helte. Vis alle opslag

lørdag den 1. oktober 2011

Mundrugning


Min gennembladring af forældede klunsebøger har lært mig, at den gamle vits med fisken inde i fisken faktisk findes i virkeligheden.


Bent J. Muus [lidt sjovt navn dér]: Danmarks Dyreverden, Bind 4, Fisk I (Hans Hvass, red., Rosenkilde og Bagger 1978), s. 155.

Den gamle vits:

Frit efter hukommelsen.


Hovedet med et andet hoved inde i munden er et yndet motiv – det er klart, det dukker op, når man sidder og tegner.

Eksempler fra billedkunstens historie:

1. Max Ernst

Skt. Antons fristelse, 1945 (udsnit).

2. Wally Wood


Det er det gode gamle evighedsbillede:


Opskrift på, hvordan man laver sit eget evighedsbillede.


Escher.

Det er sådan noget, jeg tænker på, når jeg kører rundt på cykel.

tirsdag den 13. september 2011

Min nye helt


Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:






Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.

Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.

James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?

92 år gammel var han, da han døde i 2008.


James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).

Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.

Han være hyldet!



Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.

Dette billede ser ud som om, det var malet i går:



Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)

lørdag den 23. april 2011

Også her en foregangsmand


Man ser forresten af disse billeder, hvorfor Dan Tùrell valgte at barbere sin isse og gå med den åndssvage hat:


Nokkengang, 1985.

PS Han var tilsyneladende også ved at miste hørelsen:



mandag den 18. januar 2010

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten


En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.




*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.



lørdag den 8. august 2009

Blodig ulykke forude

***
Jeg sad fast i en kø på motorvejen i halvanden time i går.



Det var på vej hjem fra provinsen med min mor. Hun snakkede uafbrudt. Mens vi holdt stille, gik hun over og snakkede med de andre bilister.



Se denne film: This Filthy World med John Waters, der fortæller historier. Den er enormt skæg (og i øvrigt instrueret af Jeff Garlin, kendt fra Curb Your Enthusiasm).

Hvordan kan det være, at folk, når de når en vis alder, synes, det er nødvendigt at fortælle én om alt, der kommer ind i deres synsfelt, som om det var interessant? Min far gør det også. Hvad er det, der sker?
***

mandag den 25. maj 2009

JGB-land

***
J.G. Ballard skrev en uendeligt smuk historie, der var i The New Yorker. Han er Palle alene i verden, bare voksen. Han har benzin og masser af dåsemad. "Nu kan hans egentlige arbejde begynde".
***

torsdag den 25. september 2008

Jeg havde ret igen

***
Se lige hvad Jesper Deleuran, en stor kulturhelt, skriver om Rejsen til Saturn her på bloggen.



Lige da jeg troede jeg var komplet irrelevant og boede i et vakuum.


Note til selv: Jeg må have et eller andet system, så jeg kan se, når vigtige danske kulturpersonligheder besøger min side.
***

søndag den 3. august 2008

Min strandlæsning år 1999 - indeholder verdens bedste beskrivelse af at spise vandmelon!!!


Jeg læste Mark Twains selvbiografi, min yndlingsforfatter. Han led af en slags grafomani, tror jeg. Han kunne simpelthen godt lide at skrive. På et tidspunkt har han og hans kone lejet et hus i Italien. Hun er syg, måske døende, og han giver sig til at beskrive huset og alle værelserne: det værelse måler så og så mange skridt ved siden af en sal, der måler så og så mange skridt. Det er det kedeligste i bogen, der ikke er en rigtig selvbiografi men sat sammen af forskellige skrifter. Jeg tror simpelthen, han skriver for at foretage sig noget, ligesom vi andre kan finde på at knipse 38 billeder af himlen, hvis vi keder os.

Han er bedre, når han skriver om at spise vandmelon:

I know how a prize watermelon looks when it is sunning its fat rotundity among pumpkin-vines and "simblins"; I know how to tell when it is ripe without "plugging" it; I know how inviting it looks when it is cooling itself in a tub of water under the bed, waiting; I know how it looks when it lies on the table in the sheltered great floor-space between house and kitchen, and the children gathered for the sacrifice and their mouths watering; I know the crackling sound it makes when the carving-knife enters its end, and I can see the split fly along in front of the blade as the knife cleaves its way to the other end; I can see its halves fall apart and display the rich red meat and the black seeds, and the heart standing up, a luxury fit for the elect; I know how a boy looks, behind a yard-long slice of that melon, and I know how he feels; for I have been there. I know the taste of the watermelon which has been honestly come by, and I know the taste of the watermelon which has been acquired by art. Both taste good, but the experienced know which tastes best.

(fra kapitel 13, min fremhævning)


Det mest hjerteskærende er, da hans ene datter dør, og han giver sig til at beskrive hende: dengang hun fik alle børnene til at opføre Prinsen og tiggerdrengen for forældrene og naboerne, hendes indtagende, idiosynkratiske stavning (som han foretrækker frem for retstavning, fordi det passer til hende), udtalelser hun er kommet med, som han og hans kone har skrevet ned i en bog med sjove ting, børnene siger.


Mark Twain: Autobiography, Vol. I & II – fås på dit lokale folkebibliotek.



onsdag den 14. maj 2008

Rauschenberg, en stor helt, er død

Hvad var det med hans hånd, hvorfor var den krøllet sammen som en klo?

Muligt svar:
Han fik en hjerneblødning i 2002, måske var det derfor.

Er det rigtigt, at han og Jasper Johns var kærester (hvilket jo er interessant, da de var en tomands kunstbevægelse og styrede for vildt en overgang)?

Svar:
De arbejdede trods alt som vinduesdekoratører og boede sammen i årevis.
Her står der, at det var de. Men det var aldrig noget, man talte særligt meget om.

Ligesom The Beatles var de bedre sammen end hver for sig.

Rauschenberg var selvfølgelig genial til at lave kunst af skrald, og det må man tage hatten af for.


Combine painting, 1954. Så moderne det er. Jeg får altid lyst til at male, når jeg ser sånoget, fordi der er en enorm frihed i det.

Pudsig anekdote: Der står i New York Times’ nekrolog, at Rauschenbergs mor var så nøjsom, at hun klippede bagsiden af sin lillebrors begravelsestøj og lavede en nederdel ud af den, fordi hun hadede at se noget gå til spilde.

torsdag den 21. juni 2007

Snedighed

Da jeg var ung, tegnede jeg en tegning af en lygtepæl, der tissede på en hund, og syntes det var vanvittigt snedigt fundet på. Derfor skuffede og forvirrede det mig, da jeg senere så den samme vits i et hjørne af en Will Elder-tegning fra MAD. En isoleret detalje, det var alt, hvad jeg havde.

Jeg har senere lært at passe på med at være for snedig, Når jeg tror, jeg har fundet på noget rigtigt snedigt, er der som regel nogen andre, der har fundet på det først. Ikke så underligt i øvrigt, når man bevæger sig indenfor et felt af klichéer (en hajfinne i en sardindåse, f.eks. – man kan sætte en hajfinne i alt, og det behøver ikke være vådt). Det, der er vigtigt, tror jeg, er, at det, man laver, er personligt. Der er vel for fanden ikke nogen andre, der er bedre til at være én selv (og det siger jeg, der skriver pseudonymt).



Her er en anden af Will Elders tegninger fra MAD til sammenligning.

mandag den 30. april 2007

Shel Silverstein – mit idol

Mange danskere kender ikke legendariske, hedengangne Shel Silverstein, og det er en skam. Det var ham, der skrev alle Dr. Hooks sange og A Boy Named Sue, som Johnny Cash gjorde berømt.

Han lavede en af de bedste børnebøger i verdenshistorien: The Giving Tree. Det er også en af de sørgeligste. Jeg kan ikke forestille mig en bedre parabel for børn om livet og døden & Mor. Den får mig altid til at græde, og det er ikke kun fordi jeg er en tudesøren.