I stedet for at gå på arbejde, lagde jeg mig til at sove igen og drømte, at jeg scorede fikst med hælen for det danske landshold.
Fan-forelæsning om Franquin og fodbold her (på fransk).
Uddybende bemærkninger: – Jeg så det for mig på fjernsyn. – Iflg. et new-age drømmetydeleksikon, en af mine venner havde stående engang, betyder fodbolddrømme penge.
Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.
Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?
Ikke engang fodbold.
– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.
– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)
Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.
Det er sjovt, at Harry Redknapp hedder sådan, for han errød i knappen!
Vent lidt, et udvidet slægtsforskningsprojekt har vist, at Redknapp kommer af gammelengelsk og betyder rød "knap" eller "knop", altså redhead, rødhåret person. Hmm.
Her bør man i sagens forstand også nævne den amerikanske komiker Red Buttons:
Der er en norsk blomst, der hedder rødknapp (Knautia arvensis):
Ellers er den røde knap, som ethvert barn jo ved, den, man trykker på, når man vil sprænge jorden i luften:
At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.
Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:
Tobakken var bare en gen-opfindelse.....................................................................Historie .........................Af åndedrættet.
(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)
Og så brugte han et ord som melankoli.
Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).
Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.
Jeg ser en del Veetle, det er min mest besøgte side, mest tv-serier – The Office (US), Weeds, Penn & Tellers Bullshit, Entourage, når de er der, de kommer og går – fodbold og nye film, så man slipper for at se dem i biffen. (Det har jeg gjort siden i sommer, da min nevø viste mig, hvordan man hacker VM-kampe og advarede mig om, at man kan spilde en del tid derinde.)
Når jeg er træt The NYT, går jeg over til The Guardian, fordi jeg bliver deprimeret af amerikansk politik, og deres dækning af WikiLeaks er bedre (jeg er fuldstændig hypnotiseret af alt det med WikiLeaks og Assange, det minder mig om en gammel William Gibson-roman, al den vægt og alt det pres, der kommer ned på én person. Jeg kan godt lide Umberto Ecos [han er altid skidegod] begreb "sousveillance", undervågning, om at borgerne overvåger staten nedefra.)
Avisen havde også et godt link til en side med private optagelser fra gamle kassettebånd fundet på loppemarked.
Jeg har en kasse dvd'er, jeg har lånt af Donzo, liggende ved siden af sengen, men jeg får dem aldrig set. Min kone og jeg er nær færdig med Deadwood og The Shield og The Wire og er begyndt på Curb Your Enthusiasm, sidste sæson, men vi får aldrig set dem, fordi hun sætter sig til at se Ashton Kuchner- eller tilfældige film på fjernsyn eller er træt eller vi har skændtes, og hun vil ikke have, at jeg ser dem selv, for så føler hun sig udenfor. Det er sygt. (Selv vores videokigning er dysfunktionel.) Jeg er ved at dø for at se dem færdig! Jeg tror, jeg bare ser dem og så lader som om, at jeg ikke har gjort det. Det er nok det nemmeste.
Så har jeg efterlyst og fundet en god film-podcast: Elvis Mitchells The Treatment på KCRW (gratis på iTunes). Han kan være temmelig irriterende, men han har de bedste gæster, på det seneste f.eks. Russel Brand, en af verdens bedste snakkere, som jeg finder yderst grinagtig og stjæler replikker fra (pseudofilosofi, der imponerer damerne og får en til at virke følsomt alvorlig), og Lena Dunham, der er aktuel med Tiny Furniture. Jeg er så gammel, at hendes far, penismaleren, er et af mine idoler.
Det er rart at have noget i ørerne, når jeg cykler på arbejde og alligevel ikke kan læse en bog.
Mange af de populære TED Talks er også gode, men det er videoer. Jeg plejede at se en igennem på vej hjem i bussen efter at have afleveret min datter i skolen og følte mig forfrisket med en god ide i en lækker indpakning.
David Byrne henviste til Talks'ene på sin mailingliste. Hans foredrag om betydningen af koncertstedets dimensioner for den kompositoriske proces er ret godt.
Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gået til fodbold.
Det skævvred min hjerne.
Jeg strømmer VM på mobilbredbånd. Det er en ny måde at se tv på. Bevægelserne ser anderledes ud i lav opløsning. Ind i mellem ser det sådan her ud (herunder og foroven):
Det minder mig om Tintin: Det gådefulde juveltyveri: (s. 50, pan. 1-3, overs. Jørgen Sonnergaard) De bryder linket oftere, efterhånden som turneringen skrider frem.
For første gang siden 1974 har jeg ikke noget mod Tyskland. Jeg har tilgivet dem, at de var nazier. Som de selv siger: – Jeg var ikke engang født dengang! Hvad skal jeg gøre, hade min morfar?
*** Jeg var nødt til at forlade stuen i går, fordi min familie (en hustru, to døtre) insisterede på at se en højlydt dokumentar på DR om piger med anoreksi. Jeg har arbejdet hele dagen og tager skolemødet, fordi min kone ikke vil gå glip af sin dansetime, og laver mad, og så insisterer de på at se et program om anoreksi, mens de spiser. For himlens skyld! Det er ikke fordi det ødelægger min appetit, jeg gider bare ikke høre om nogens problemer (især ikke på DR's måde). Vores lejlighed er så lille, det ikke er til at være nogen vegne for lyden af bekymrede forældre fra provinsen, og jeg er nødt til at sidde ude i køkkenet og spise. Mutters alene på mit martyrkors.
– Det er faktisk et ret alvorligt problem, siger min datter (13). – Det er jeg sikker på, siger jeg, – jeg gider bare ikke høre om det, mens jeg spiser.
– Du kunne høre om et nyt alvorligt problem hver aften, indtil du var 96 år gammel, og du ville ikke blive færdig, tilføjer jeg tarveligt.
Der er virkelig ikke til at være nogen vegne. Jeg skruer i det mindste ned for lyden, når jeg ser min fodbold, og så skal jeg alligevel altid høre på deres kommentarer og bede dem flytte sig, fordi de hele tiden går ind foran skærmen.
Mit hoved er ved at eksplodere. Jeg kan ikke mere. Gud, lad mig krepere, før du sender mig forbandelser flere. ***
*** Da min datter var lille og så de her skilte, sagde hun: – Hvorfor har de ikke nogen hals?
Og hun har selvfølgelig ret. Hvad hvis der kommer et vindstød, snurrer deres hoveder så rundt? Hvad holder deres hoveder oppe, magnetisme?
Hvad det selvfølgelig er, er en modernistisk konvention. Det samme ses i UPA-stilen – der er ingen forbindelse mellem hjulene og bilen f.eks.:
Eks. 1
Eks. 2
Ligesom her:
Det ligner et forbud mod unaturlig omgang mellem en lastvogn og en bus.
Cirkeline har ingen ben og hendes fødder rører ikke kroppen. Fordi teknikken er billig, men også pga. af et bevidst valg (Cirkeline er oprindeligt fra 1950'erne ligesom UPA-stilen).
Her er flere eksempler på flyvende hoveder:
Magritte: Kunsten at leve
"Det djævelske Hoved" fra Thorfinn.
Zone hvor man må spille fodbold med fars hoved.
Konklusion: Der er ingen, der siger, at piktogram-folk ikke skal have hals.
Se f.eks. dette centraleuropæiske skilt:
Betydeligt mere nuttet og ikke sværere at aflæse, fordi figurerne har hals og er mindre stiliserede. Jeg kan også godt lide, at de bærer hat og sløjfe, men det er måske bare mig. (Hypotese: Halsløse piktogrammer dukkede op på omtrent samme tid, som folk holdt op med at gå med hat.)
Addendum 1 Hvad er det i øvrigt med rullestolen på dette skilt? Hvordan skal hjulet kunne dreje rundt? Det ligner en gyngestol.
*** Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder. – Kom her, min dreng. – PSCXRCHTZZZSCCHHH!
Manglende billedmateriale: Her skal man forestille sig en slowmotion-optagelse af en norsk langrender nærme sig målstregen med snotten dinglende som en metronom fra næsen. ***
*** Det har været den værste weekend i mit liv. Jeg har bare siddet og lavet ikke en skid og tænkt på, hvor meget jeg har lyst til at gå min vej, hele tiden. Men jeg har ingen energi. Faldt i søvn til en fodboldkamp. Jeg kunne have sovet nonstop. Min familie klager over forskellige foregøglede lidelser og lægger sig og laver ingenting. Set på min kone spille PlayStation i fire timer. Sloges med min datter (13): – Gør hvad jeg siger. – Nej. – Jo. – Nej. – Jo. – Du la'r mig være, du la'r mig være, du la'r mig være. – Du gør, hvad jeg siger! – Nej. – Jo. – Nej. – Jo. – Nej.
Jeg kunne ligeså godt have været død.
– Hvorfor har jeg ingen energi i weekenden? spurgte jeg min kone. – Det er der ingen, der har, sagde hun. – Jamen, folk går da i Silvan og sånoget.
*** En af mine venners kæreste gik fra ham. Et par dage efter faldt han på cyklen og slog fortænderne ud. Jeg tror på en eller anden måde, han gjorde skade på sig selv som straf, for at føle at han rigtigt lever.
Intet som smerte og selvmutilation til at bringe en tilbage i sin krop. Så intenst man lever, når man bløder.
(De har to børn sammen. I dag har hun fire og ingen mænd.)
Michael Silberbauer uden tænder. Hvorfor bruger fodboldspillere ikke tandbeskytter ligesom basketballspillere og andre mennesker, spørger jeg bare? ***
*** Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.
*
Jeg vovede lige at gå ind i stuen og foreslå, at jeg godt ville se fodbold og blev mødt med en barrage af protester (3-1 i køn). Jeg ved ikke engang, om der er fodbold på. Ellers har min kone ikke sagt et ord til mig hele dagen. Ikke et ord om mine stegte sild med persille.
Det hele er min skyld, og det er mig, der kommer ind og er sur. (Jeg siger, det er hende, der er sur. Det var derfor, hun sagde, det var mig.)
Hun er ekspert i at samle børnene omkring sig og vende dem mod mig. "Vi" her i familien indeholder ikke mig.
Nu græder børnene over ingenting, fordi der er en lugt af ozon mellem deres forældre, og fordi de er trætte. ***
*** Jeg ringede til J. Per. Han er deprimeret efter han er holdt op med at ryge hash og gad ikke have, at jeg kom ned og røg hans smøger.
– Tak for din bramfrihed, sagde jeg.
– Nu vil jeg tage mig et bad og skifte skidesæk og lægge mig ind og se fodbold, sagde han.
Fodbold! Det havde jeg glemt. Jeg abstinerer, fordi vi ikke kan tage TV2 i koloen. I går var vi hjemme, og hvad var der på?: Østrig-Tyskland. Leicester-Stoke. ***
*** Jeg kiggede ned og så en ungersvend sætte et bordfodboldbord ud i gården. Så gik han væk med sin kæreste i hånden. Det lignede en symbolsk handling. Han vinker farvel til sin sidste fornøjelse i livet og starter et nyt kapitel. Ikke at jeg ikke forstår ham.
Så listede jeg midaldrende mand i krise ned og tog fodboldbordet og satte det i mit kælderrum, for jeg har ikke plads til det. (De var meget venlige og gav mig også skruerne og hentede boldene til mig.)
– Hvor var du henne? spurgte min kone. Jeg stod midt i falaflerne, da jeg påbegyndte min redningsaktion.
*
Jeg fandt også en kæmpe gammel radio fra 40’erne eller 50’erne. Den har jeg stillet til aftørring.
Jeg kan ikke sove. Jeg har ondt i mit ben. Min kone er til fødselsdag uden mig. Jeg gad ikke. Hvis vi kunne have fået en babysitter, hvad vi ikke kunne, selv om vi havde prøvet, havde jeg ikke gidet. Jeg har afskrevet den vennekreds, for de er ikke mine.
Jeg kunne ikke få mit fjernsyn her i kolostomimaven til at tage TV2. Det eneste jeg ville var at se fodbold, så kunne børnene have gjort, hvad de ville. Den lykke var mig ikke forundt.
PS Jeg kan heller ikke få mit mobile bredbånd til at virke.
Min kone sagde noget klogt i går (da hun var færdig med at kommentere Ronaldos nuttethed og hår). Hun sagde: – Det er utroligt hårdt med straffesparkskonkurrence, for pludselig er fokus ikke længere på ham der kan (score mål), men på ham der ikke kan (score mål).
– Bortset fra målmanden, sagde jeg. – Han kan jo (redde mål -red.).
Jeg tænkte over det igen i morges, da jeg vågnede: Hvor er hun dog klog.
Og så undskyldte jeg for at have sparket hende i røven med låret i nat i søvne, fordi jeg drømte jeg spillede fodbold. Jeg vågnede af det, det gjorde hun ikke. Til gengæld vågnede hun af den albue jeg gav hende i hovedet (det husker jeg ikke noget om).
Hvad er det med Michael Falchs næse? Den synes at have sit eget liv.
Jeg har ikke set noget lignende siden Julie Andrews.
Billedet her fra The Sound of Music er ikke digitalt manipuleret. Se selv efter her, i CinemaScope eller på DVD.
Spørgsmål: Er det sandt, at næsen vokser hele livet?
PS Phillip Cocu, eks-Barcelona, har en tilsvarende lang, spids næse, hvis der er nogen der kan huske den. Jeg var altid bange for, at han skulle knække den mod bolden.
Ikke så underligt er det alle de afdankede landsholdsspillere, der støtter op om Morten Olsen. I et tidligere indlæg beskrev jeg Morten Olsens virkelighedsbenægtelse, der nærmer sig George W. Bush-agtige højder.
Se, hvad Rommedahl siger i dag: "Vi er gode nok til at være med til EM. Den måde, vi spiller fodbold på, bør gøre os selvskrevne." Og her kommer det gode:"Det er ikke altid, det lykkes på banen, men i tankerne spiller vi fremadrettet fodbold".I tankerne! Ja, i dine drømme! Virkeligheden figurerer ikke for disse stakkels forblindede mennesker.
Jeg forestiller mig altid Rommedahl nede på knæ for at servicere Morten Olsen og ser hans enorme, våde øjne for mig bevæge sig op og ned i vidvinkel p.o.v. Hvordan kan han ellers altid blive udtaget? Ham og Grønkjær.
Er det tilfældigt, at mange fodboldspillere har kæmpe pandebenskanter? Se bare Marcus Allbäck (A) og (F), Morten Wieghorst (B) og Stefan Effenberg (C), (D) og (E)*. Kommer det af, at de header så meget til bolden? Eller kan det tænkes, at de er gode til at heade, fordi de har så stor pandebrask?
*Effenberg er så godt et eksempel, han skal have tre billeder! Man kunne vædre borgmure med hans pandeben.
Note:Videnskabelige undersøgelser viser, at det giver hjerneskader at heade til bolden. Andre undersøgelser hævder det modsatte. Juryen er ude. Døm selv!
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.