Viser opslag med etiketten det arbejdende folk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten det arbejdende folk. Vis alle opslag

søndag den 2. oktober 2011

Kapitel XXVII af min næste roman


Jeg har nu to dage i træk prøvet at blive kørt rundt i bil af grænsepsykotiske førtidspensionister.

På vej til forbrænderen.

Mig: Der var engang, jeg stod og pissede, og mens jeg pissede, slog jeg en skid, og mens jeg gjorde det, slog jeg en bøvs. Det var fantastisk. Det er aldrig sket siden. Jeg tror, jeg var 17 år.

Jeg husker det så tydeligt, det var i løvtunnelen på vej ned til stranden.



Firserkoryfæet: Jeg prøvede engang at drikke et glas vand, samtidig med at jeg tissede. Det var en højst mærkværdig fornemmelse.

Og så var der nogen på bagsædet, der nævnte noget om en arbejder, der havde pisset nede foran Arken.

– Han skulle have pisset indenfor, så havde det været kunst.

Mig: At pisse er ingenting. Man skal bare drikke en masse væske. Men at fløjte foran alle folk, det er svært. Forestil jer en mundmuskulaturkontrol, det kræver. Kim Larsen kan gøre det. Roger Whitaker. Jeg kunne ikke fløjte foran 200 mennesker.

– Jeg kan slet ikke fløjte, lød det fra bagsædet.

Mig til firserkoryfæet: Det ville være fantastisk, hvis du kunne pisse og drikke samtidig og blive ved, ligesom cirkulær vejrtrækning når man spiller didgeridoo. Det ville jeg betale for at se. Jeg skulle gerne hente vand til dig.

Jeg forestillede mig, at han havde en tank og en slange.

Nu var vi der snart.

torsdag den 23. april 2009

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

onsdag den 8. oktober 2008

Det arbejdende folk

***
Er der egentlig nogen, der kender nogen arbejdere? Jeg gør ikke.

Min vicevært går hver dag rundt i en blå kedeldragt, men han laver aldrig noget. Hans arbejde består i at trække i arbejdstøjet. Så skubber han lidt rundt med en kost om eftermiddagen, og resten af tiden drikker han bajere eller sidder nede i sit kælderrum og ryger cigaretter. Nogen gange sover han dernede, hvis han er for fuld til at tage hjem.

Hvem er arbejdere? Jeg kender nogle håndværkere – en elektriker og en snedker. Er det arbejdere?
***

tirsdag den 2. september 2008

Obskøn graffiti (falliske malerier II)

***
Jeg kan bedst lide graffiti, der er obskøn. Det synes jeg passer bedst til.

***Kom med mig på fotosafari gennem byen!***

Fig. 1. Fra nedgangen til cykelkælderen.

Klik og forstør.

Fig. 2. Klunkepose observeret på Hauser Plads. Genskabt efter fantasien. Genial i sin enkelthed. Og så hang den lige i hovedhøjde.

Digitalt manipuleret trickfoto.

Fig. 3. "Pik" malet over på H.C. Ørstedsvej.

Arbejdere i færd med graffiti-afrensning. Man forestiller sig, hvad de siger til konen, når hun spørger, hvad de har lavet i dag: – Åhr, jeg har malet en pik over.


***Nye indlæg med obskøn graffiti er i støbeskeen. Så glæd jer!***
***

torsdag den 26. april 2007

Min T-shirt Hall of Fame


Jeg bringer i dag højdepunkter fra min T-shirt-samling. Jeg går aldrig med dem selvfølgelig, jeg nænner bare ikke at smide dem ud.
Hver T-shirt har sin historie.



Lærlingeforeningens årlige T-shirt
En klassiker i moderne tid. Jeg har kun haft lejlighed til at have den på i udlandet, og alligevel udtalte min tredje bedstemor, mens hun endnu levede: - Der står noget uartigt på den T-shirt, ikke?
Trøjens budskab er så tydeligt, at det transcenderer sprogbarrierer.
Gave fra min ven avantgardemusikeren og serietegneren, da jeg havde tigget længe nok om at få den.
100% bomuld.
Størrelse: X-large.





Rat Boy
- Hvem er Rat Boy? spurgte min nevø mig, og jeg måtte være ham svar skyldig. Jeg har heller ikke tænkt mig at slå det op nu. Det er med andre ord ikke godt at vide.
Købt på 14th St. for $2 (sammen med en klassisk Bob Marley-T med hampeblade på ryggen til samme pris [ikke gengivet]).
100% bomuld.
Størrelse: X-large.





Atom Smashers
Jeg fik denne mindeværdige trøje af min fætter, der arbejder på et atomkraftværk, efter blot kort tids intens plagen, fordi jeg synes den var højdepunktet af urban ironi. Den er for lille, og jeg har aldrig haft lejlighed til at bære den.
Atom Smashers forekom mig altid at være et fedt navn til et band. Jeg slår lige op, om der er nogen der hedder det... (halvandet minut efter: Nej, jeg kan ikke umiddelbart se, at noget band skulle hedde det, men jeg fandt dog et musikstykke med det navn (her).
100% bomuld.
Størrelse: Medium.





Ghostbusters på spansk

Et kup, 2 for $1 på 14th St. En meget, meget gammel T-shirt, jeg kun har båret ved særlige lejligheder for ikke at slide på den. Den plejede at være selvlysende, men hvor længe jeg end havde den liggende under arkitektlampen forud for denne fotosession, fadede den alt for hurtigt af til at jeg kunne nå at forevige effekten i et mørklagt rum med lang udløsning.
Mærkerne må indeholde verdens mest dødbringende, blødgørende ftalater. Den plejede at stinke helt vildt.
100% bomuld? Jeg må kigge efter på mærkaten.
Størrelse: X-large.





129

Originalt kunstværk af den semiobskure japanske New York-kunstner og eksperimentalmusiker Taketo Shimada. Silketrykte motiver bevidst påført forskudt i kunstens tjeneste på trøje indkøbt i Chinatown. Egentlig en gave til min kone, men jeg er den eneste, der har gidet passe på den og værne om den alle disse år.
100% bomuld.
Størrelse: Medium





Æstetisk bemærkning:
Læseren bedes bære over med den svingende kvalitet af fotosene her på siden. Det må være fordi jeg har taget dem med lys ind af vinduet og en lampe på samtidig. Det er under lavmålet ved jeg godt, men nu gider jeg ikke tage dem om.
Bemærkning 2: De fleste af disse T-shirts er jo efterhånden komplet antikke. Desto større historisk grund til at gemme dem.