Tre julefrokoster tre dage i træk, og nu skal jeg i blodbanken.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det









I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.
Det er ikke en god dag.*) – Hvad hvis jeg gjorde nar med din poesi? siger hun. – Men det gør jeg ikke.
– Hvorfor tror du, jeg ikke har vist dig et digt siden 1988? Jeg gider ikke høre på din kritik.
– Der fik du lige vendt den om, hva'?