Viser opslag med etiketten fanatisk irreligiøsitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fanatisk irreligiøsitet. Vis alle opslag

mandag den 19. december 2011

Højhellig søndag morgen


Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.



fredag den 17. december 2010

Den dag


I dag stod jeg op, så gik jeg i seng igen og så Richard Dawkins-videoer. Så gik jeg, før de andre kom hjem.



fredag den 25. december 2009

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.



I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

fredag den 4. december 2009

Jeg kaster et blik på verden omkring mig

***
Jeg synes, Danmarksflaget skulle se sådan her ud:



Det passer til.

*

Til reference:


Tilfældigt billede af Dyrehaven med mosaikfilter på.

Man kan også fjerne korset, hvis man er for streng adskillelse af kirke og stat:


Så ligner det et stykke Google Map.
***

onsdag den 7. januar 2009

Spillet

***
Kære læserbrevkasse

Jeg bliver ved med at blive inviteret til de her konfirmationer, og det koster min. 500 kr. hver gang. Er der en måde at tvinge de unge mennesker til at forblive religiøse, efter de er konfirmeret, eller de skal betale pengene tilbage? Kan man f.eks. kræve, at de viser sig i en kirke én gang, efter de er blevet konfirmeret, før man udbetaler pengene?

Jeg foretrækker mine religiøse typer rabiate.


Kh. Mande Hvad-er-jeg-lavet-af-penge? Jammer
***

torsdag den 28. december 2006

Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.