Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

Høloftet

Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.

Højloftet.

En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.

Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.

Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.

En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.

Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.

Afskårne karrierebaner, 1. del

Jeg kunne aldrig blive spion. Jeg ser for godt ud, jeg ville stikke ud.

Jeg kan heller ikke holde på en hemmelighed.



Note: Der er folk, der ikke kan lide, når alle sætningerne begynder med jeg, men jeg kan ikke se problemet.

Det var da også en ide

Hvad er det med disse omslag? Prøver de at gøre klassisk musik *gulp!* hipt?





PS I det hele taget bemærker man stærkt nedringethed i alt, hvad der hedder klassiske pladeomslag, men det er jo kun godt. Jeg mener, det kan da ikke skade.

PPS Jeg har lige hørt begge disse cd'er og føler trang til at klappe mig selv på ryggen: Gudsrost har spist sin spinat.

PPS Forleden dag kom jeg til at høre en hel cd af Haydn, fordi jeg troede, den var på WFMU (men jeg havde klikket på noget andet): – Det var da en herlig musik, de spiller, tænkte jeg.

PPPS Jeg har også ædt en camembert i dag. Det er aldrig sket før. Jeg ændrer mig så sandelig, jeg vokser og gror.

Nyt mål, nye udsigter – curareblæk

Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".

Slørdans i brokvarter

Jeg tog til fest uden briller (og uden korrigerende linser af nogen art), og det var fint. Der var ikke noget at se alligevel, der ikke ligeså godt kunne være sløret.

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv

Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.

*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.

Jeg klarer mig nok

Min kone har købt beskyttelsesbriller til alle i familien undtagen mig.

Henvendelser ang. stel

***
Der var en fyr, der stoppede mig på gaden, hvor jeg bor, og spurgte:
– Hvor har du købt de briller?
– Hvad er du, en slags brillefreak? sagde jeg.

Forleden dag så jeg på modsatte cykelsti en fyr komme kørende på min drømmecykel – så høj og slank og sporty den var – men jeg orkede ikke at cykle efter ham for at finde ud af, hvor han havde den fra. Nu kan det ærgre mig, til den dag jeg dør.
***

Kontrol

***
I Iran stopper de folk på gaden og lugter til deres ånde. I aftes kom jeg hjem fra J. Per (nede i det sociale boligbyggeri), og min kone sagde: "Her lugter af hash" og lugtede til mit hår.
– Du har røget, sagde hun.
– Nej, sagde jeg og løftede brillerne og kiggede hende ind i øjnene med mit hypnotisk stålblå blik, – hvis jeg havde røget, kunne jeg så gøre det her?
– Du har ret, sagde hun.

Men jeg havde røget, altså tre af hans hjemmerullede Petterøes, mens han røg gentagent af den hjemmedyrkede. "Så og høst af livets lyst" står der på hans væg iblandt aum-tegnene.

Jeg kom ind ad døren. – Far! råbte min datter (9) og krammede mig. – Du lugter af værtshus, sagde hun.

Nu får jeg ikke skrevet indlægget færdig, fordi min kone er kommet ind og trykker sin nøgne midaldrende krop mod mig bagfra.
***

Forsinket konklusion på vittigt replikskifte i mellemgangen

***
"Du stråler som morgensolen" eller sådan noget, sagde jeg til min kone i forgårs. ***Vent lidt, nu kan jeg huske det: Hun brokkede sig over min opvask.***
– Du trænger vist til at få pudset briller, sagde hun.
– Det er ikke det eneste, jeg trænger til at få pudset, svarede jeg kækt.
– Haha!
– Pudset hvad? sagde min datter. – Pudset hvad?!
(Ikke noget.)

Og det har taget mig indtil i dag at finde et passende svar (for jeg gad ikke "ego"): Min glorie. Jeg trænger til at få pudset min glorie.


UPDATE fra tegneseriehistorien:

***

Dybt at stirre

***
Jeg forsøgte at se min kone dybt i øjnene, og så siger hun: – Hvorfor kigger du så mærkeligt på mig?!
– Det er kurmageri. Jeg forsøger at gøre kur til dig.

Så fat det dog!


***

Også indendørs

***
Der er dage, hvor jeg godt kan lide at have mine seje solbriller på. I dag er en af de dage. Det er rart at gemme sig bag ved dem som et skjold.

Jeg er fuldstændig udsocialiseret, udbrændt på socialisering. Andre mennesker, pff! Men man skal jo ud i blandt dem næsten dagligt.


Note til selv: Få studset øjenbrynene før gammel elev-festen.
***

Aldrig et venligt ord

***
Fucking lortemorgen. Mit humør er skudt i sænk, det lidt jeg havde.

For at få fem minutter til at gå, før Netto åbnede, smurte jeg min rustne kæde og sprayede ulækker olie op på min modebrille (da dysen røg af og skulle på igen).

Jeg mødtes med en gammel skolekammerat, der sagde til sidst om sin kone: – Hvorfor skal hun altid være så sur?

Sådan er det også hjemme hos mig. Er det PMS-spøgelset, der flaprer?

Jeg har ikke brug for alt det lort, og hvad jeg har brug for, får jeg ikke.

Alt, jeg gør i dag, er mod min vilje.
***

Balladen om min Mickey Mouse tee

***
Jeg blev glad for at se dette billede af den internationalt kendte modedesigner Marc Jacobs i The NY’er for nylig, fordi jeg engang ejede den samme T-shirt.

Jeg købte den for $2 (dyrt!) af en hjemløs fyr på 1st Ave og tog den på til en fest hos Brrr. Og her kommer cluet: Jeg vidste, at hans ven Stan ville være der. Stan arbejdede for Isaac Mizrahi og havde altid corny T-shirts på.

Hans veninder sagde: – Hvad siger du så, Stan? Du har tabt.

Ganske rigtigt: min var bedre. Han så skamfuld ud.

Episoden illustrerer min suveræne, instinktive fashion-sans, der altid er forud for sin tid. En foregangsmand er jeg (undtagen hvis man spørger min kone, der ikke synes en cardigan skal have huller på ærmerne, men som min ven Jay-O sagde engang, før han fik en ny kæreste: – Når man møder dem, vil de have en punker, og senere vil de have, man skal ligne en bankmand).

*

Stan arbejdede i modebranchen og talte gay, men han var ikke gay. Det scorede han en masse piger på.

Han var meget stille og rolig, troede jeg, men Brrr sagde, han skiftede personlighed, når han rigtig drak, og kom i slagsmål på barer. Men det var vist efter, det ikke gik ham så godt inde hos Mizrahi og på aktiemarkedet.

Hvor mon han er i dag? (Han bar også en flippet brille, som sig hør og bør.)
***

Verdens førende kunstner III

***
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).

Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.

Does he ever get sick of “me”?

“Yeah,” he replied. “Totally.”


(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)

Jeg så engang Damien Hirst ovre på The Gagosian Gallery, da han var midt i en fotosession (alvorlige unge kvinder i overalls og bandanaer gik rundt med gaffatape), og han er det mest deprimerede menneske, jeg nogensinde har set. Han så ud ad helvede til. Men han kan selvfølgelig også sagtens.

Han ser bedre ud nu med sit kortere hår og nye kreative brille.


Et portræt af ældre dato. Han skal altid stå ved siden af den haj og åbne munden.


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
***

Ny runde følsom mandehørm uafgjort på point

Der var nyt møde i Litterær Kreds, og selv om jeg ikke vandt runden, vil jeg sige, at jeg scorede et par gode point. I øvrigt var mit benarbejde formidabelt.

Hvad værre er, jeg har tilsyneladende et holdningsproblem, der gør, at mine kredskolleger ikke tror, jeg er alvorlig omkring min digterkunst eller måske noget. Det vil jeg tage højde for fremover ved at rynke panden bistert på de rigtige tidspunkter og forsøge at revle dobbelthagerne til eftertryk (ligesom Brian Laudrup, hver gang han skal sige noget, så man rigtig kan se hans hjerne arbejde – like he's choking back vomit, som om han holder et surt opstød tilbage). Jeg troede egentlig, at mine nye briller havde ordnet "seriøsitetsperceptionsproblemet". Måske skulle jeg også arbejde på min garderobe inden næste møde. Det er desværre almindeligt, at folk ikke tror, jeg mener, hvad jeg siger, og griner ad mig, når jeg er alvorlig.

Til gengæld er jeg nået et par skridt videre i struktureringen af min store følsomme debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Nu vil jeg smide så meget i, jeg kan, og senere tage det ud igen – som havet der skyller op på stranden og efterlader sine perler blinkende i skumbruset.


Selvmordsmetoden for de skoletrætte
Der er en historie om en skoleelev, der stikker blyanter op i sine næsebor og hamrer hovedet ned i bordet, så blyanterne går op i hjernen. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.

Godt set

Der en del udtryk på dansk, der ikke giver nogen mening. Tag nu talemåden "at se gennem fingre med". Det er ulogisk. Man ser jo ikke "gennem" men "imellem" fingrene. At se gennem fingre antyder, at man har røntgensyn eller hul i fingrene.

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Jeg troede det var pigen fra inde ved siden af

Det bankede på, og jeg råbte på vej ud i gangen:
– Er det pejlevognen?!
Og det var det.



Jeg siger: Lad os sætte pejlevognsfolkene til at lede efter liv på andre planeter.