

Fra Retronaut (nederst), en glimrende side. En af de bedste ting ved nettet er alt det gamle lort, der kommer frem igen (fra historiens tilstoppede kloak, om man vil).
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det


En af de bedste ting, jeg har lavet i lang tid, er, jeg har downloadet en stribe foredrag fra Berkeley om den vestlige civilisations historie. Jeg er foreløbig nået til Solkongen, og der er alt muligt, jeg ikke vidste eller aldrig har hørt efter. Europa som begreb, hvor går grænserne osv. (mig altid: Israel er med i det europæiske Melodi Grand Prix?), muslimerne i Europa (skurke har altid navn med Z – som Zorglub, Zorgon, Zurg og lign., tyrkisk eller østligt klingende navne), alle de skel, der går hundredvis af år tilbage (jeg kan ikke lide Hapsburgerne).














Jeg vækkede J. Per for at få ham med på den Hirschsprungske, og det var skidekedeligt. Men man skal jo til det ind imellem, kulturen. Han har haft tilbagefald og røget noget "god pot" over en forlænget weekend.



Jeg har prøvet at rime på George Bush, men det er vildt svært:8 år med fuckin' BushNogen bedre forslag?
er værre end 8.000 år hvor der ikke er andet på fjernsyn end Frøken Nitouche.

Kære læsere
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".
Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur
Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel
Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide
*
Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale
Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker
Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi
Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede
*
Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)
Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.


Axel arbejdede i årevis i Barnes & Noble. Hver dag stjal han en hurtigskriver og en bog*). Derhjemme havde han en hel skotøjsæske fuld af hurtigskrivere og en hel væg fuld af skinnende nye bøger (over for en anden væg med hans Star Wars- og Simpsonsfigurer). Princippet var lidt af gangen: Hvis han en dag blev taget, ville det ikke være for noget særligt slemt.







Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.
Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.