Viser opslag med etiketten historiens vingesus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historiens vingesus. Vis alle opslag

tirsdag den 29. november 2011

Intet forandrer sig





Fra Retronaut (nederst), en glimrende side. En af de bedste ting ved nettet er alt det gamle lort, der kommer frem igen (fra historiens tilstoppede kloak, om man vil).

onsdag den 14. september 2011

Jeg spiser mit mentale grønt


En af de bedste ting, jeg har lavet i lang tid, er, jeg har downloadet en stribe foredrag fra Berkeley om den vestlige civilisations historie. Jeg er foreløbig nået til Solkongen, og der er alt muligt, jeg ikke vidste eller aldrig har hørt efter. Europa som begreb, hvor går grænserne osv. (mig altid: Israel er med i det europæiske Melodi Grand Prix?), muslimerne i Europa (skurke har altid navn med Z – som Zorglub, Zorgon, Zurg og lign., tyrkisk eller østligt klingende navne), alle de skel, der går hundredvis af år tilbage (jeg kan ikke lide Hapsburgerne).

Jeg var ved at blive lidt træt af Dan Savages podcast, jeg kan hans moraler udenad efterhånden, og tænkte, at jeg ville inddrage et andet stofområde ud over analsexteknikker – babysteps, masser af lube, gnid den evt. frem og tilbage over anus uden at forsøge indtrængen – men det kan godt være svært at få det hele med, når man cykler.


iTunes U: UC Berkeley: Carla Hesse: European Civilization from the Renaissance to the Present (efteråret 2008). Link



PS Jeg startede med tre foredrag fra forårssemestret, der var bedre, vil jeg mene, men da jeg endelig fik dem hørt og ville hente flere, var de alle blevet taget af igen. Hvis jeg trænger til at repetere, tager jeg et semester til ved Thomas Lacquer og ser, hvordan han er.

PPS Det føles også enormt meget ligesom at gå på højere læreanstalt, fordi professoren siger ting som: Husk nu at læse lektier, husk nu at aflevere jeres opgaver. Og forsøger at nå de unge med lamme referencer til iPods og lign. for at sætte historiske begivenheder i relief. Haha! Men en god foredragsholder, det er hun. Hold da helt ferie, hvor jeg lærer noget
.

Liste over 400 gratis online kurser fra førende universiteter.

tirsdag den 3. maj 2011

'Osama bin Falafel'


Her er et forskud på min tiåret for 9/11-tale

Et par dage efter 9/11 stod der dét på en container på Nørrebro: "Osama bin Falafel". Så vidste jeg, verden ville være okay.



Tak.

onsdag den 20. april 2011

Originale ideer til billig popsurrealisme


To gange i aften, faktisk tre gange i dag, er jeg stødt på, at andre har lavet ideer, jeg har fundet på.


1. Mund i brystet

Min udgave:


Still fra fransk musikvideo:



2. Skulptur af løbende næse


I Sarah Silvermans udgave, en skulptur til et holocaust-mindesmærke:

Crying Nose (3. sæson, sidste afsnit). (Kan klikforstørres.)

Detalje:



3) Tandbørste med tænder på



Nancy Fouts: Toothbrush (2010).

Men den har Jasper Johns heldigvis lavet før:

The Critic Smiles (1959).

Okay, det er ikke som Alexander Graham Bell og telefonen og Marconi med radioen, men alligevel.

Heraf kan jeg lære ikke at være så snedig, som jeg selv tror.


Konklusion: Når man beskæftiger sig med klichéer, er det ikke så mærkeligt, at det hele har været lavet før.

onsdag den 23. februar 2011

Opdateret – næste morgen


Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?


tirsdag den 28. december 2010

Vi er alle engle


Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

onsdag den 7. juli 2010

Hvad har holdånd nogensinde gjort for mig?


Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gået til fodbold.

Det skævvred min hjerne.




Jeg strømmer VM på mobilbredbånd. Det er en ny måde at se tv på. Bevægelserne ser anderledes ud i lav opløsning. Ind i mellem ser det sådan her ud (herunder og foroven):



Det minder mig om Tintin: Det gådefulde juveltyveri:

(s. 50, pan. 1-3, overs. Jørgen Sonnergaard)

De bryder linket oftere, efterhånden som turneringen skrider frem.




For første gang siden 1974 har jeg ikke noget mod Tyskland. Jeg har tilgivet dem, at de var nazier. Som de selv siger: – Jeg var ikke engang født dengang! Hvad skal jeg gøre, hade min morfar?

søndag den 14. juni 2009

Det er jo bare

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på mere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned, rigtigt eller forkert. Jeg har mistet mine indre pejlemærker. Det, jeg troede var noget, hvad er det? Noget andet eller slet ingenting? Jeg har ikke noget at holde fast i, det hele skrider, som jorden under en fuld mand



En blank tavle spulet ren i knækket hvid. Optagelser på rundkørsel. Den første film fra luften af et tungere end luften-fly. Horisonten oppe. Lave overflyvninger. Loops af forglemmelse, ostet nitrat. Jeg kan ikke længere køre i de samme baner, jeg har glemt dem. Jeg har glemt de cirkler, tanker der altid dukker op i badet, samme gamle om og om. Skyllet ud, spundet ud for enden af sæbegalakser, trævlet op, uhørte usagte, ligegyldige ildtunger, spruttende i en kreds
en kreds af formummede tilhørere, skamfuldt nedsænkede, vidtspændte øjne, gnistrende indsatser, tændsatser af spændt forventning


Første film fra fly i luften. Smuk.

Tag til stranden. Eksplodér dit hoved indvendigt bag øjenlågene. Flad ud. Sved en dag. Behold dit væsen. Mærk salt, kokos, sved på tungespidsen, dyp tæerne, eksplodér din væren i spændt forventning, det er jo bare ord, et øjeblik, en række navnløse krigere, opslugt, nedleret, afbleget, fikseret

Fluer mod forruden forsagte minder ryggen til livet ryggen til alt det blivendes væsen en ordbestilling af lukkede døre en chance til
***

lørdag den 4. april 2009

En hel sæk

***
Jeg underholdt mig selv på nettet, efter familien var gået i seng, og faldt over denne film fra det gamle loppecirkus i Tivoli:


Jeg troede ellers, at loppecirkus var fup, men det var åbenbart kun visse dekadente udøvere af kunsten i dens nedgangstid, der undlod at bruge egentlige lopper.

Det er meget sjældent, at jeg prøver at underholde mig selv på nettet, for jeg laver aldrig andet end at Google dagen lang i arbejds medfør, men når jeg har læst The New York Times og set The Daily Show og Colbert, ved jeg som regel ikke, hvad jeg så skal. Derfor er jeg nu i går begyndt at kigge ind hos Grow a Brain, en blog jeg alligevel altid falder over, når jeg Googler ting.



Glimrende blog med masser af aparte links, der førte mig videre til Dark Roasted Blend (aahh! Java!), der har en side om loppecirkusser (med link til den danske film) og masser af steampunk-billeder, bl.a. af underlige russisk 50’er-industri, tro det eller ej – af det jeg har set indtil videre. Den tjekker jeg igen. Der var pudsigt nok også billeder fra dette københavnske projekt, jeg ikke havde hørt om, for jeg har ikke hørt om noget. Det er okay, men lidt kunstigt og kulturstøtteagtigt, jeg kan bedre lide loppecirkusset.




***Følg mig på mine kommende klikskursioner!!!
Der er en hel verden derude.
Det er næsten som en god bog!!!***


PS Det tager tre mdr. at træne en loppe. Det gad jeg nok se Hannibal Hildorf gøre. Så blev jeg fan.
***

torsdag den 26. februar 2009

Kulturtorturtur – jeg gad ikke alene

***
Jeg vækkede J. Per for at få ham med på den Hirschsprungske, og det var skidekedeligt. Men man skal jo til det ind imellem, kulturen. Han har haft tilbagefald og røget noget "god pot" over en forlænget weekend.

– Tænk at være udenfor, sagde han.

Vi slog et smut gennem Botanisk Have og kiggede efter kæmpelotussen.

– Der er Fyrebakken, sagde han, hvor hippierne sad i 60’erne og fyrede. Efter hvad han fortæller mig, voksede der hamp i Haven dengang, der var lige til at plukke. Hvem ved. Eik Skaløe nævner også Fyrebakken i en sang. Så bliver man så meget klogere.

Jeg er ellers ikke meget for at ændre mine rutiner. Nu er hele dagen skudt i sænk. Jeg fandt ikke det billede, jeg kom efter (af Vesuv i udbrud), og jeg blev ikke inspireret. Der var et par meget gode himler:




J. Per styrede direkte hen til billedet af opiumsrygere:


Zarthmanns kineserier. Mærkelig ide med mønster over det hele.


Dette billede af "sol mellem graner" er det bedste:


Hammershøi, den store mester.


Jeg er træt af motiver og figurer. Der er også som sædvanlig for meget numsefiksering. Altså mandenumsefiksering. (Og så uden hår. Hvor er vi henne?)


Eckersberg var numsemand.

Onsdag er gratisdag, så hvis man absolut skal på museet, vil jeg foreslå, at man gør det den dag. (Ellers udmærket lille museum. Dansk guldalderkunst. Lad det være i fred, som det er.)
***

tirsdag den 20. januar 2009

Farvel dit dumme svin

***
Jeg har prøvet at rime på George Bush, men det er vildt svært:
8 år med fuckin' Bush
er værre end 8.000 år hvor der ikke er andet på fjernsyn end Frøken Nitouche.

Nogen bedre forslag?
Tror det næppe.
Bush er vor tids kartofler.



PS Sådan som jeg ser på det, er Bush mere interessant nu, hvor han ikke er præsident længere.

PPS Hans billede er næsten umuligt at se på.



***HUSK OBAMAS TALE KL. 17.35!!!***

***

mandag den 17. november 2008

Status på besværet

***
Kære læsere

I har måske undret jer over, hvor jeg har været. Mange har højt klynket: "Åh, Jammermand, kom tilbage, vort liv er så fattigt uden dig". Ganske rigtigt. Det er det. Som altid bliver man rig på medmenneskelig følelse, når man læser denne blog.

Her er kort skitseret, hvad jeg har lavet:

Jeg har været i New York og holde valgfest for Obama både før, under og efter sejren. Oh glade dag! Jeg har været i virkelig godt humør. Det er historisk. Jeg har været fyldt med en sjælden glæde over, at tingene kan lade sig gøre. Og det er en fornemmelse, jeg vil prøve at holde fast på.

Lidt mere om sejren: Det var en lettelse mere end noget andet. Den var lang tid på vej, og da den endelig kom, var der jubel, men mere lettelse end noget andet. Tårerne flød, mine venner.

Og kald mig bare naiv, kald mig bare blåøjet, kald mig bare åndsforsnottet, men jeg vil godt have lov til at hævde, at der i dagene omkring valget var tale om en mærkbar lettelse "racerne" i mellem. Jeg har oplevet mere øjenkontakt, tror jeg, end nogensinde før. Folk var glade. Jeg var glad. På valgdagen stod jeg og tudede nede i den trinidadiske roti-biks, rørt som jeg var over historiens dybde og min egen følelsesfuldhed. Oh glade dag!

Jeg er ligeglad med, hvor dårlig en præsident Obama bliver, det her var stort.

Men nu er jeg hjemme igen.

Før jeg rejste, sagde min kone til mig: "Jeg glæder mig, til du skal rejse" og "Jeg kan ikke rigtig have, du rører ved mig." Okay, jeg skulle ikke have strukket det til over en uge plus rejsedage, det var overmod, det indser jeg. Men jeg ved, hun ikke bliver ved. Jeg er jo uimodståelig.

Jeg har haft lyst til at afslutte bloggen her, for det var sådan et sørgeligt tidspunkt at gøre det på, men nu ved jeg sgu ikke rigtigt. Kan jeg hive mig op igen? Kan jeg klare præstationsangsten? I dunno. Vent at se.

Jeg har også en del lort, jeg skal have overstået, så det må I finde jer i.


PS Bemærk, at kulturhelten Jesper Deleuran har lagt en ny kommentar om Rejsen til Saturn. Og jeg skal huske at indsætte et link og besvare intelligent.

PPS Det er rart at vide, at man er savnet. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var flere kommentarer a la "Mandejammer, du er dog det genialeste" og "Jeg kan ikke leve uden dig og befinder mig uden dig og dine indsigtsfulde statusrapporter fra hverdagsdanmark og livet på kanten på noget nær selvmordets rand". Så tænk over det til en anden gang.

***

fredag den 26. september 2008

Jeg skal bæres det sidste stykke

***
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".

Højdepunktet kom, da Triple-K skreg højt af grin over noget, han havde skrevet, noget med nogens mor, og jeg skingert stemte i.
– Skal du grine ad mig? sagde han spidst, før han deklamerede færdig.
– Du begyndte, protesterede jeg.

Selvom det kun kortvarigt drejede sig om mig, og det kun sporadisk lykkedes mig at rette opmærksomheden tilbage til mit værk til sammenligning og uddybning, gik jeg fra mødet med en slagplan til færdiggørelse af mit nu 2. rev. manus, der er 92% klar, efter jeg høvlede et par knaster af i dag over et par engagerede gennemlæsninger.

Målet er i sigte. Vil det lykkes mig at gøre denne ene ting færdig i mit liv? Eller skal jeg straks begynde på noget andet? Jeg klynger mig til mine fæller, som Dorando Petri, der blev hjulpet over målstregen af begejstrede hjemmebanedommere ved OL-maratonløbet i Rom, 1908.
***

torsdag den 11. september 2008

Elegi i krigsregi


Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.

onsdag den 14. maj 2008

Kaffeakkumulation

Jeg har denne underkop stående til afløb fra filterholderen (forgrund) til min espressomaskine. Prøv lige at se, hvor meget gammel kaffe der har samlet sig. I krigens tid ville man have skrabet det af og brygget på det en gang til.



Det er en vanvittig god kop kaffe, jeg nu søpper.

tirsdag den 13. maj 2008

Mere sladder om en af mine venner

Axel arbejdede i årevis i Barnes & Noble. Hver dag stjal han en hurtigskriver og en bog*). Derhjemme havde han en hel skotøjsæske fuld af hurtigskrivere og en hel væg fuld af skinnende nye bøger (over for en anden væg med hans Star Wars- og Simpsonsfigurer). Princippet var lidt af gangen: Hvis han en dag blev taget, ville det ikke være for noget særligt slemt.

Han og hans kæreste/kone vil ikke have børn. De vil selv være børnene. De har katte og vokser sig tykke sammen.

Han så The World Trade Center styrte sammen ud af sit vindue. Nu bor han med udsigt til The Chrysler Building.


*) Heraf kan man lære at betale sine medarbejdere ordentligt.


onsdag den 6. februar 2008

Visuel teori for begyndere, lektion 1


Når et billede er i sort/hvid, er det mere alvorligt.

Lad mig demonstrere.
Her er et billede fra et fotoalbum, jeg fandt ude på gaden:



Her er det i sort/hvid. Man ser straks, at det er mere alvorligt således:



Er kontrasten meget høj, er billedet meget alvorligt:



Er kontrasten meget lav, er det meget poetisk (især hvis man lægger et filter over):



Det er derfor, Peter Belli og Dario Campeotto og Bamse og sådan nogen idioter altid er i sort/hvid på coveret, når de vil prøve at lave noget kunstnerisk forsvarligt (gerne i closeup, så man kan se alle deres livserfarne rynker, det er mere ærligt).


(Hvornår er det Birthe Kjærs tur?)

De vil vende tilbage som Elvis i sort læder.



Det er ligesom manden, der tager briller med svært sort stel på og straks virker klogere.



Tillempet forklaring: Måske er det den historiske og dokumentariske tradition for s/h-fotografi, der gør, at billederne virker mere alvorlige/seriøse, eller også er det fordi, de bliver transposeret over i en anden visuel verden end den vante.

Billeder fra 2. verdenskrig er f.eks. meget mere alvorlige at kigge på i s/h. Når man ser farvefotos af nazier, ligner de gerne nogen, der har klædt sig ud. (Farvebilledet herunder ser pudsigt nok mere kunstigt ud, selvom det er originalen.) Er det udelukkende traditionen, der dikterer perceptionen, eller er det noget i selve formen?


Der er et fantastisk udvalg af farvefotos fra 2. verdenskrig her.


Note: Jeg ved desværre ikke nok om det her emne til rigtigt at holde for.
Men hvis man i øvrigt er interesseret i ideer om fotografi og (historisk) sandhedsværdi, har Errol Morris en virkelig god blog: http://morris.blogs.nytimes.com/


torsdag den 31. januar 2008

Min gamle lejlighed

Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.

Der står på museets hjemmeside, at omkring 7.000 mennesker boede i lejekasernen på 97 Orchard St. mellem 1863 og 1935. Det er jo helt vildt. Forestil jer den indvandrerstrøm, der gik igennem dér. Det var dér, man begyndte, og så hurtigt væk, så hurtigt det kunne lade sig gøre.



Hende, der boede i min lejlighed før mig, rejste hurtigt hjem til sin midveststat, da hun blev overfaldet af et crackhoved på Houston St. og fik ansigtet smadret ned i fortovet.

Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.



Det sjove var, at jeg også lavede uhyggelige dukker, mens jeg boede der (opsprættede, eksploderede og med gafler i). – Så skulle du have set, hvad hende, der boede der før, lavede, sagde min nabo Randy, maleren der altid røg pot og gik op i cykelsport.