Viser opslag med etiketten sammenbrud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sammenbrud. Vis alle opslag

tirsdag den 20. oktober 2009

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

tirsdag den 6. oktober 2009

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

torsdag den 23. april 2009

Højere end stilhed

***
Jeg udveksler ikke 100 ord om dagen med min kone. Fem sms’ere kunne klare det. I da brugte hun nogle af ordene på at sige: – Hæver du stemmen?
Hun prøver at male mig som en voldsmand og en bølle, der holder hende tilbage. Jeg har ingen idé om, hvad der foregår inde i hovedet på hende.



My marriage is on the rocks. Ikke som på is, men som knust mod klipperne.
***

tirsdag den 21. april 2009

Dum idé IV

***
En af mine venners kæreste gik fra ham. Et par dage efter faldt han på cyklen og slog fortænderne ud. Jeg tror på en eller anden måde, han gjorde skade på sig selv som straf, for at føle at han rigtigt lever.

Intet som smerte og selvmutilation til at bringe en tilbage i sin krop. Så intenst man lever, når man bløder.


(De har to børn sammen. I dag har hun fire og ingen mænd.)


Michael Silberbauer uden tænder. Hvorfor bruger fodboldspillere ikke tandbeskytter ligesom basketballspillere og andre mennesker, spørger jeg bare?
***

mandag den 20. april 2009

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***

lørdag den 21. februar 2009

Lige når man tror, noget er en lille smule godt, kræver det den største koncentration af alle

***
Mit ægteskab er en optimistjolle på et lavahav (med en bund af asbest), og vi æder hinanden af sult.

Eller også er det en prop, der er stukket ned i en flaske rødvin, da den knak.

Eller også er det Apollo 13, og der er ikke mere gaffa.

Eller også er det en ismand i en ørken, og kamelen er død.

Eller også er det et marionetdilettantteater, og vi er kvalt i snorene.

Eller også er det Apache-tortur med honning og myrer, og jeg kan dårligt vrikke med tæerne.

Eller også er det godt, bare jeg ikke siger noget.

Eller også er det spiddet for enden af en gaffel og uspist på tallerkenen ved enden af festen.

Eller også er det et karneval, hvor masken sidder fast.

Eller også er det en smeltet iglo eller en våd gipsplade eller en papkasse uden bund eller et musecirkus uden ost eller en russisk roman uden storhed eller sort sne eller en sauna uden dør eller et blinkende lysstofrør på en lang gang eller en tohovedet kæmpe med en kølle i hver hånd eller en sort gryde eller en træhest til ridning på livets landevej eller en rustet balje til blomster eller en skovtur i regnen eller en levende begravelse eller et druknet orkester eller et sammenstyrtet hus uden kælder eller et stoppet lokum uden svupper eller en døv dans på glasskår, når alle er gået og sirenen har lydt.
***

torsdag den 15. januar 2009

En stemme i mørket

***
Min Analytics er brudt sammen. Dag for dag kunne jeg se mine tal gå ned, og nu har jeg slet ingen læsere.



Det er på én måde bedre. Så kan jeg skrive, hvad jeg vil igen.
***