Viser opslag med etiketten husbondvold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten husbondvold. Vis alle opslag

onsdag den 11. maj 2011

Giganternes kamp


Alt er en kraftanstrengelse. Er der da ikke noget i livet, der kommer nemt? Og hvis det gør, vil jeg være i stand til at genkende det?
Uhu-uhu-uhej.

Jeg har glemt, hvor træt man bliver af at stå tidligt op, når man ikke har sovet ordentligt. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at skabe verdenskunst under disse omstændigheder? Hvad ville Picasso ikke have sagt? Han så kun børnene, når han gad male dem. Hvorfor er man ikke en stor mand? En Herkules,
der ikke ser sine drømme nedkules.
En Herakles
(på græsk)
og ikke jeg stakkels
mand, der får tæsk.
En olympisk helt
og ikke en krympet pik, der lugter fælt.
En Odysseus,
en Zeus,
og ikke en Jeppe, der får ris til sin røvs
og går fra sin snøvs.
Med et hjerte som en løve t-
illige
og ikke en taber bøvet,
der slås som en pige.
Forstår I, hvad det er, jeg forsøger at sige?
At knejse på Parnas
og ikke bare klemme på livets das.
Til Valhal blive hvervet
i stedet for at få bank af sin kone som Jeppe på bjerget.
Okay? Altså ikke sove på en mødding
og have ondt i sin ring,
men
på Olympus stå stolt blandt ligemænd.



I stedet for at knejse på Olympen
sidder jeg bare her og har ondt i rympen.

tirsdag den 10. maj 2011

Overgang


Jeg er begyndt at frygte, at min kone vil overhælde mig med olie og sætte ild til mig om natten.

Det er manglen på intimitet.

I nat strejfede hendes hånd min ene kølige balle. Der gik gnister igennem mig.



lørdag den 1. januar 2011

Jeg er ikke taler


Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

torsdag den 23. april 2009

Tøffelsky III

***
Jeg er blevet hjemme med et sygt barn, fordi min kones job er vigtigere, og benytter lejligheden til at gøre rent, men det eneste jeg kan tænke på er, at hun kommer hjem og kritiserer mig.



Jeg må engagere hende i samtale og høre, om hun har andet at sige, end jeg allerede hører inde i hovedet.
***

onsdag den 3. september 2008

Udartelse (forts.)

***
Jeg lå i sengen, og så slog hun mig (med noget tøj), og jeg sparkede en hylde af hendes tøj ud af reolen, og hun sparkede en hylde af mit tøj ud af reolen, og så rejste jeg mig op og slog hende (et svirp på armen).

– Du skal ikke slå mig, siger hun.
– Du slog mig først.
– Jeg slog dynen.

Og senere:
Hun begynder at sige et eller andet.
– Jeg gider ikke snakke med dig. (Bag blokken.)
Langt om længe, hende:
– Læg mærke til, at da jeg slog dig, var det spontant, mens du ventede, før du slog mig.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige det var præmediteret.


***