Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.
En gallerist-type fra provinsen dukkede uanmeldt op på mit værksted midt i mit hemmelige arbejde. Jeg har aldrig set ham før.
Jeg er én millimeter fra et panikanfald, og min kone forstår mig ikke. Jeg gider ikke høre på hendes bekymringer. Nu sover jeg alene.
En dag i skolen tegnede jeg en ufatteligt vellignende profil af min ven "Kenneth". Så vellignende var den, at han rev den i stykker, da jeg viste ham den.
Jeg sendte engang lysbilleder af mine "værker på papir" ind til The Drawing Center, der har et open viewing program*. Min ven Steve arbejdede dernede på det tidspunkt og kunne rapportere, at han sneg sig ind på kontoret under et foredrag ved et aftenarrangement og så, at alle de indsendte bidrag var delt op i bunker: En stor bunke mærket Afslag, en lille bunke mærket Antaget og ét bidrag mærket med et spørgsmålstegn, og det var mit bidrag.