Viser opslag med etiketten ingen forstår mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ingen forstår mig. Vis alle opslag

fredag den 6. januar 2012

Mågeslet


Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.



torsdag den 22. december 2011

Tzching! Tzching! Tzching!


Postkortstørrelse

Et år gav jeg min far et maleri i fødselsdagsgave. Der gik et par år, så gav han det tilbage igen.

– Vi kan ikke have det, sagde han. – Bente siger, det ligner en stor penis.

– Hvordan vil du så forklare tænderne?

– Tag det nu bare, sagde han.

Nu ligger det herovre i en bunke.

Næste år savede jeg et stykke af en palet og gav det til ham.

– Tusind tak, det er jeg virkelig glad for. Er du sikker på, det forestiller "Diset morgen ved Taarbæk Havn"?

– Ork ja, sagde jeg.

Jeg havde skrevet titlen på.

En anden gang lavede jeg et pænt aftryk af en stor svamp.

– Orv, tak, sagde han.

Hans kæreste købte et mage til til at give til sin veninde.

Der kan man bare se. Folk foretrækker det, de selv ser. Eller ikke ser. Alt efter, hvad de ser. Men så vagt som muligt i al fald.


Gudsrost Grymland: Det glemte pas (grafisk særtryk, 2011).


I mit næste liv bliver jeg monokrommaler, hahahahahahaha!

– Dine nye spejlbilleder er fantastiske.

Det er udstrækningen af min succes.

mandag den 15. februar 2010

Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger


Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.

torsdag den 12. februar 2009

Hvad byder man ubudne gæster? – Kunst & kommerce III

***
En gallerist-type fra provinsen dukkede uanmeldt op på mit værksted midt i mit hemmelige arbejde. Jeg har aldrig set ham før.
– Nå, du maler nok med fantasien, sagde han.
– Nej, jeg maler faktisk med en pensel, sagde jeg. Haha.

– Jeg kan godt lide det med næsen, sagde ham kunstneren, der havde taget ham med.
– Det er et virkeligt dårligt billede, sagde jeg. – Men jeg kan godt lide det. Det gav mig en ide til en serie.
– Er det nu en næse? sagde galleristen spindsfindigt.
Det er det.

– Er dét et hul i tanden? spurgte han.
– Ja, det er det, sagde jeg. – Jeg er glad for, at min visuelle kommunikation er tydelig nok.

Og så kritiserede de det billede, jeg tog frem for at vise dem.
– Der er for stor kontrast mellem forgrunden og baggrunden, sagde manden.
– Jeg har lige lavet det færdigt, sagde jeg og begyndte at forklare og endte med at lave undskyldninger. Okay, det er ikke Mona Lisa, men hele ideen var kontrasten mellem forgrunden og baggrunden.

Farisæere og filistre. De forstår ikke mit sande geni!


Bonusdialog:
– Hvor er hun grim, sagde han og pegede på et andet billede.
– Det er et portræt af min kone, sagde jeg. Haha.
– Det er jeg ked af at høre, sagde han. – Se den firkantede næse.

***

torsdag den 22. januar 2009

1mm

***
Jeg er én millimeter fra et panikanfald, og min kone forstår mig ikke. Jeg gider ikke høre på hendes bekymringer. Nu sover jeg alene.

– Jeg har ikke overskud til at høre på dine bekymringer! Snap out of it!
Snap! Crackle! Ruske! Rasle!
– Sådan har jeg aldrig opført mig over for dig.

– Tro mig, når jeg siger det til dig, jeg kan ikke tage det mere.

Det eneste hun skulle var at tage sig af mig.

– Jeg er positiv og rolig, og du bliver ved og ved. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det nu.
– Du skal ikke råbe af mig.
– Forstår du ikke en skid?

Jeg har kun haft overskud til at sige, at jeg er tæt på et panikanfald. Prøv at lytte til, hvad jeg siger.

Kan hun lægge sig selv til side i 2 sekunder.

Mit hjerte banker 1000 kilometer i timen.
***

torsdag den 22. maj 2008

Portrættegning er utaknemmeligt (også portrætmaleri i øvrigt)

En dag i skolen tegnede jeg en ufatteligt vellignende profil af min ven "Kenneth". Så vellignende var den, at han rev den i stykker, da jeg viste ham den.

Jeg troede han ville blive imponeret.

Jeg prøvede at lave en ny, men den lignede ikke lige så godt. Det var et af mine første realistiske værker.

onsdag den 18. april 2007

Min spion fandt et spørgsmålstegn (?)

Jeg sendte engang lysbilleder af mine "værker på papir" ind til The Drawing Center, der har et open viewing program*. Min ven Steve arbejdede dernede på det tidspunkt og kunne rapportere, at han sneg sig ind på kontoret under et foredrag ved et aftenarrangement og så, at alle de indsendte bidrag var delt op i bunker: En stor bunke mærket Afslag, en lille bunke mærket Antaget og ét bidrag mærket med et spørgsmålstegn, og det var mit bidrag.






* Alle kan sende ind, prøv selv. Det er gratis. (link)