Viser opslag med etiketten indiskretion en selvfølge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indiskretion en selvfølge. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Ud i nye led


– Var det ikke meget hyggeligt? sagde jeg til min kone. Jeg havde faktisk en god fornemmelse efter min fars fødselsdag. – Han talte oven i købet med [min datters navn].
– Jeg kunne ikke undlade at høre, hvad han talte om, sagde min kone. – Han fortalte hende om, hvor svært det var for ham, da din mor ville skilles og var ham utro.

Og således forplantes giften til de næste generationer. Vinderne skriver historien. Hendes elskede farmor, der forkælede hende med kærlighed alle de år. Hendes farfar, der kun har passet hende én gang, eller i hvert fald ladet sin kæreste gøre det.



"Jeg er din farfar" er det eneste, han siger til min yngste datter, når han ser hende. "Jeg er din farfar." Han har gjort det samme med alle sine børnebørn, men nu er hun den yngste.

Jo, jeg har læst den


Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

fredag den 16. september 2011

Tænkeboks


Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

tirsdag den 13. september 2011

Tilbage i nyhederne


Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).

Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.

Det hele var spild af tid.

*

Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.

tirsdag den 31. maj 2011

Afskårne karrierebaner, 1. del


Jeg kunne aldrig blive spion. Jeg ser for godt ud, jeg ville stikke ud.

Jeg kan heller ikke holde på en hemmelighed.



Note: Der er folk, der ikke kan lide, når alle sætningerne begynder med jeg, men jeg kan ikke se problemet.

tirsdag den 26. april 2011

Feberhed


Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.



lørdag den 22. januar 2011

Hej kære nabo


Min kone holdt selskab og smed mit improviserede bobleplast-gardin på badeværelset ud. Nu kan alle folk se ind, når jeg skider.

Det havde hængt der, siden vi flyttede ind.

Det dækkede ikke helt. Engang fik jeg øjenkontakt med en nede i gården, der vinkede. Og jeg vinkede igen. Hvor pinligt.

Det dækkede ikke det nederste højre hjørne, og jeg opdagede, at man kunne se alt det, man ikke havde lyst til at se, fra køkkenet, engang vi havde gæster.

Nu gør det ikke så meget, hvor fugten driver ned ad ruderne og slører.



Min kone har sat en gardinstang herud, men intet gardin, og hun har ikke hængt den op. Det er den sædvanlige procedure.

Jeg sidder herude nu så stoisk som munken, der sætter ild til sig selv.

tirsdag den 20. juli 2010

Tab / vind


Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.




Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.




onsdag den 10. februar 2010

Brændende bobler


Et videospil er meget godt, når man ikke gider tænke på noget. For tiden spiller jeg det her på min telefon:


Bubbles Lab (jeg er gået i stå på bane 25).

Jeg spillede det i dag i toget og glemte at stå af på min station. Så kom billetkontrolløsen.
– Jeg skulle have været af i [navnet på sidste station]. Jeg skal møde min mor på hospitalet.
– Du slipper denne gang, men sig det ikke til nogen.
– Tak, det er en hård nok dag i forvejen, sagde jeg, men der var hun halvvejs nede gennem den tomme vogn.

Ikke at det havde gjort nogen forskel. Jeg er forberedt på det værste i dag.


Her er mine telefontegninger fra i går aftes under samtale med min mor:




søndag den 4. januar 2009

Slibrig samtale

***
Min ven rockstjernen fortalte mig engang, at hans trommeslager havde haft en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på hans pik, og han kunne ikke få det af, lige meget hvad han gjorde. Nogle år senere genkendte jeg trommeslageren til en havefest og gik hen og sagde: – Jeg havde en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på min pik, og jeg kunne ikke ryste det af.

Han sagde ikke noget, men vendte mig bare ryggen. Jeg troede, han ville synes, det var morsomt eller i det mindste godt husket. Min ven 2Mason, der var med, sagde: – Det er den slibrigste samtale, jeg nogensinde har hørt.

Han havde nok ret. Jeg var i noget ængsteligt humør den aften, fordi min kone havde sagt, at hendes gamle kæreste ville være til festen. Det var han så ikke alligevel. Jeg kan ikke engang huske, om hun var der. Hun skulle komme sammen med nogen andre.

Hun kom hjem om morgenen og sagde, hun havde tabt sin vielsesring i vandet, da hun var ude at bade. Vi havde ikke været gift så længe.


Baggrund: Jeg var skæv igen. Vi varmede op hos 2Mason ude på Amagerbrogade, og spørg mig ikke hvorfor, jeg synes vi skulle køre fra en af hans andre venner på cykel. Det har naget min samvittighed, og hvis jeg nogensinde kommer i AA, vil jeg sørge for at give ham en undskyldning.


Morale: Folk er ikke nødvendigvis interesseret i at høre noget, du har at sige, bare fordi du kan huske det. (Henvisning til tidligere historie om irriterende forfattertyper, der blærer sig med deres hukommelse.)

***