Viser opslag med etiketten de hjemløse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten de hjemløse. Vis alle opslag

mandag den 21. marts 2011

Jeg var så stolt af mig selv


Ved et af mine første jobs blev jeg bedt om at ændre "bulnede bumser på The Bowery". Så jeg skrev det om til "betlende bumser på The Bowery".


© Vagabondfotografen Jacob Holdt. Det er sgu ikke bare sjov altsammen.

fredag den 14. januar 2011

Det er hvad jeg har


Vi sidder i toget på vej hjem fra Nordhavn, så kommer der en hjemløs kvinde forbi, der rører mit hjerte, fordi hun er så tandløs, efter jeg først har rystet på hovedet nej-nej.
– Her, jeg har fem kroner.
– Fem kroner, pft! siger min kone.
– Hvad?!

søndag den 2. januar 2011

Decideret uciviliseret


En jeg kender, der er fra Frankrig, siger, at han ind imellem har følt sig helt "transparent" i Danmark, og jeg kan godt forstå hvorfor. Der er ingen, der siger goddag til hinanden f.eks. Det var det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem fra Sydfrankrig forrige sommer: lige så snart man kommer til Danmark, holder folk op med at hilse på hinanden. Og det er en skam. Når man hilser på hinanden, anerkender man den anden persons eksistens som menneske. Nogen gange er det alt, man behøver. Hvis der står en og sælger Hus Forbi, behøver man ikke at købe det ulæselige blad, men det er okay at sige davs. Hvis folk føler sig usynlige, bliver de sindssyge. Det er umenneskeligt andet.

Jeg har engang oplevet at stå med min daværende og hendes mor og hendes lillesøster ved bredden af en svensk skovsø og se en plet blive større og større, indtil den viser sig at være en kanofuld danskere, der går i land, uden at nogen siger et ord til hinanden. Det er kunstigt, som svenskerne siger. Det kræver mere energi at lade som om, at nogen ikke er der.

Danskerne er et bondsk og uhøvisk folkefærd. Der er ikke engang et ord for "please" eller "excuse me" på dansk. Hvis nogen støder ind i hinanden i Netto, siger de ikke undskyld. Sådanne ord tjener til at afventilere irritation, før den ophobes (halvdelen af alle blogindlæg handler om, at folk bliver irriteret, når de står i kø i Netto), og det er en nyttig ting, hvor folk bor tæt sammen.
Tak og hej kan ikke alt.
Tak.
Hej.



torsdag den 11. februar 2010

I forbifarten




Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.




*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.


torsdag den 28. januar 2010

Hvad er stipendier?


– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
– Du skal bare lave en masse film.
– Jamen, hvordan bliver man det rigtigt?
– Man går på filmskole.
– Hvor henne?
– Der er Filmskolen her i Danmark.
– Pff! Tror du, jeg gider lave danske film!
– Det er ellers en meget god skole (and going there you're set for life).
(...)
– Jeg har ikke råd til at sende dig på filmskole i udlandet.
– Hvor meget koster det?
– Jeg ved ikke ... måske 22.000 dollars om året.*)
– Det er jo ikke mere, end I betaler i husleje.
– Ja, så kan vi bare blive hjemløse og sende dig på filmskole.
– Ja.
(...)
(...)
– Det bedste er at blive ved med at lave sine egne film sammen med sine venner, det gjorde Spielberg og Coen Bros. og Sam Raimi ...

Og så løb hun ned til bussen.

*) Mere lign. $30.000 (UCLA).


"For Steven Spielberg's first film's premiere, his father rented a local theater, and his mother and sisters sold popcorn and sodas. Spielberg's first commercial venture grossed $600, netting him a profit of $100", står der her.

onsdag den 25. november 2009

HER, TAG MIG - om rummelighed i politik

***
Lad mig nu skrive noget, der er fuldstændigt uaktuelt, men som det ligger mig på sinde at fyre af, ligesom alt andet jeg overhovedet nogensinde tænker på. Det er princippet. Nå.


Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.
– Kan jeg interessere dig i--
– Nej.
– Det kunne jeg forestille mig.

Hvor irriterende! (For alle. Hvorfor skulle hun også spilde en af sine dyre foldere på mig? Som regel går jeg altid lige forbi Hus forbi-sælgere og andre, der vil en noget på gaden, men da jeg havde låst cyklen her, ville jeg lige se, hvad der skete, hvis jeg fik øjenkontakt.) Det kan godt være, at jeg ikke ligner en konservativ kernevælger (og gudsketak og lov da for det), men det er irriterende at blive dømt på sit udseende. Jeg ville ønske, at der var en politiker eller et parti, der sagde: "Kom indenfor, kom indenfor, vi vil godt have dig her". Som det er nu, er der ikke et eneste parti, der appelerer til mig eller hvor jeg ville føle mig hjemme. Det samme gælder for de fleste, jeg kender: man aner ikke, hvor man skal gøre af sin stemme. Det virker som om, politik mest går ud på at dele folk (i Nixon-stil) eller holde folk ude (ligesom DF, de røvhuller).


Fra pressen: Her er en svensk forfatter i Information: "Når der er valg i Sverige næste år, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal stemme. Hvis du befinder dig på venstrefløjen, er der ikke længere noget alternativ. Der er helt tomt". Også på midten. Der er et gabende vakuum lige i midten.
***

fredag den 4. september 2009

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***

tirsdag den 21. april 2009

Prospekt VII

***
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
***

tirsdag den 19. februar 2008

En stor mangel ved Storm P.


Én ting, tusindkunstneren Storm P. ikke kunne, var at tegne lækre damer.

En skam. Men heldigvis kunne han jo tjene penge alligevel.

Her har jeg podet en af hans berømte vagabonder med en Anni Lippert-pige bare for at afprøve effekten.



Og her er en til bare for at hamre pointen hjem.



onsdag den 31. oktober 2007

Levende død i en kiste af pap

Den første dag sendte vores skulpturlærer os ud at finde skrald til at lave skulpturer af. Nogle var heldige at finde keyboards, de kunne hive tasterne af, andre fandt hjul, de kunne sætte under deres (alt ser godt ud på hjul). Jeg fandt en lang papkasse på fortovet og åbnede den og fór tilbage, for der lå en mand og sov nede i den, som Dracula i sin kiste i dagslys.

Er der nogensinde nogen, der er blevet dræbt, fordi de har lagt sig til at sove i skraldet (fx. en brandert) og er blevet losset op bag i skraldevognen og kværnet?

Jeg forestiller mig altid lig gemt nede i de frosne snedriver ved cykelstien, som dukker frem, når det tør.



Papkister for de miljøbevidste kan bestilles her.

•

Efter redaktionens afslutning indsætter jeg dette vagt relaterede billede fra The Spirit: