Ved et af mine første jobs blev jeg bedt om at ændre "bulnede bumser på The Bowery". Så jeg skrev det om til "betlende bumser på The Bowery".

© Vagabondfotografen Jacob Holdt. Det er sgu ikke bare sjov altsammen.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det




– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.
– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.

Den første dag sendte vores skulpturlærer os ud at finde skrald til at lave skulpturer af. Nogle var heldige at finde keyboards, de kunne hive tasterne af, andre fandt hjul, de kunne sætte under deres (alt ser godt ud på hjul). Jeg fandt en lang papkasse på fortovet og åbnede den og fór tilbage, for der lå en mand og sov nede i den, som Dracula i sin kiste i dagslys.
Er der nogensinde nogen, der er blevet dræbt, fordi de har lagt sig til at sove i skraldet (fx. en brandert) og er blevet losset op bag i skraldevognen og kværnet?
Jeg forestiller mig altid lig gemt nede i de frosne snedriver ved cykelstien, som dukker frem, når det tør.