Viser opslag med etiketten mit spildte liv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mit spildte liv. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper


Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

mandag den 9. januar 2012

Intet satset, intet tjent


16:26
Ikke værst dag i dag, jeg har bare ikke lavet noget.

16:31
Spørgsmålet er, om noget, jeg laver, er en god ide.

16:32
Jeg rev min pik af og klaskede den op på væggen. – Her tag den, sagde jeg. – Jeg har ikke brug for den alligevel.

17:17
Hvordan undgår jeg, at mine malerier bliver grimme? Det er virkelig et problem.

fredag den 6. januar 2012

Mågeslet


Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.



En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn


Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

mandag den 19. december 2011

Hvad har du lyst til?



Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.

Og nu tør jeg ikke røre ved noget.


"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."
Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor.
– Marshall McLuhan

Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.

People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.

And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually.

–Steve Jobs



I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions.
– Brian Eno (min fremhævning)

Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.



Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.

– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.

Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.

Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?



En stak papir giver mere mening.

Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.

Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?

Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.

Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.

fredag den 16. december 2011

Gider jeg noget i dag?


Jeg kan ikke finde ud af, om mine visioner bare er noget, jeg har set i en tegneserie engang, og desuden, om det gør nogen forskel.



torsdag den 15. december 2011

Mærkelig tom fornemmelse


Mit lærred faldt ned og blev spiddet, men jeg kan ikke finde ud af, om det gør noget.


Åndssvag skruedims, der sidder nederst på dette ulykkelige staffeli.

Så slipper jeg for at male på dét, tænkte jeg.

Lårtykt


I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.



onsdag den 14. december 2011

Ligesom mig


Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

tirsdag den 13. december 2011

Man kan stille uret efter mine tilkortkomster


Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.

Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?


Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.


*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.



Eller ikke at lave


Vid, at jeg er meget, meget bevidst omkring, at jeg måske burde finde noget andet at lave.



Årets korteste dag


I dag kom jeg så sent i gang, at jeg ikke nåede det, før jeg skulle gå.



mandag den 12. december 2011

20% af ugen


Jeg kan ikke tro, at jeg sad og stirrede på min computer til kl. 15.

Men da jeg endelig kom i gang, var det meget fedt.

Men jeg skulle gå kl. 16.



Nu sidder jeg igen og spilder dagen, sagde jeg til mig selv. Bladrede billeder på nettet. Kunne ikke finde det, jeg havde inde i hovedet. Hørte Howard, men han er blevet kedelig. I øvrigt var det reruns. Ødelagde forholdet til to klienter med forvirrede mails. Kunne ikke læse lige. Ringede og aflyste noget, der først er i morgen.

Intet skabt, intet lært.

Har jeg ingen fornemmelse for min egen uevighed?

Hvad har jeg tænkt mig?

Men angsten er i mig. Jeg kan ikke konfrontere det, jeg skal.


Dagens tal er:



onsdag den 7. december 2011

Faderløs


Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

torsdag den 24. november 2011

Taksigelse


Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:



Alt hvad jeg har


Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.


*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

torsdag den 17. november 2011

Forladelse


Jeg undskyldte over for min kone, at jeg er sådan en taber. Hun mødte mig, før jeg var på vej ned igen.



torsdag den 29. september 2011

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement


Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.