***
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve sommeren. Min bedste stund her i weekenden var, da jeg gik ned i Døgn-Netto alene med min iPod i ørerne. Mit næstbedste stund kom, da jeg hackede mig ind på naboens netværk og kunne tjekke min mail og læse avisen.
Og det er oven i købet godt vejr.
Jeg kan godt lide min familie, og jeg kan godt lide at være sammen med dem, men jeg er rigeligt sammen med dem til hverdag. I ferien kommer kravet om, at jeg i hvert fald aldrig må foretage mig noget, jeg har lyst til, for mig, uden at jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre noget "for familien". Det oven i alle de andre krav om, hvad "vi", dvs. jeg, skal gøre ved huset, før det falder sammen som et bundt mikadopinde, oven i bebrejdelserne om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort i foregående år. Jeg kan ikke hive en mælkebøtte op uden at få et bebrejdende blik. Jeg har ikke brugt kanttrimmeren i to år pga. brok om, at jeg ødelægger naturens integritet – som en militærbarber, der studser en hippie – og jeg kan faktisk godt lide at kanttrimme. Hold kæft mand. Det er håbløst.
Snart er det sommer og regner hele tiden, og jeg kan sidde indenfor her i fritidshuset og se min familie spille Playstation som automatoner, mens min sidste spire af livsbegejstring visner og dør.
Jeg gider ingenting. Jeg byder døden velkommen. Døden er ikke så slem, hvis man bare lader være med at tænke på sig selv som et individ, men et trin i en slægt for DNA’ens bevarelse.
***