Viser opslag med etiketten kaffenerver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaffenerver. Vis alle opslag

torsdag den 10. december 2009

Eller også var det tirsdag

***
Hvert år siger jeg til mig selv: i år skal være et godt år. I år skal være året, hvor der sker noget. Men det gør der aldrig (ikke i 20 år, og før det var det samme: intet).

Det er ren overtro.

Det var ligesom dengang, Bo sagde, at min lykkedag var torsdag, og derfor gik jeg hver uge og ventede på, at der skulle ske noget godt om torsdagen. Der var uger, hvor jeg ventede til torsdag med overhovedet at foretage mig noget. Jeg må hellere vente med at begynde på det til torsdag, tænkte jeg, f.eks. ifht. at rentegne eller sådan noget. Jeg må vente til torsdag med at lave den opringning, kunne jeg f.eks. tænke. Det var ikke fremmende for min personlige udvikling og karrierebue.

Det var ren overspring.

Der er ingen ideelle øjeblikke. (Eller også er der, hvis man er i zonen – i zen'en, hvor man skal vente til det rigtige tidspunkt med at sætte strøget. Men man kan selvfølgelig ikke vente til torsdag med at komme i zonen. Kaffe hjælper heller ikke.) Mit output var minimalt, grinagtigt, men mine undskyldninger var endnu rimelig friske. Der var endnu håb.
***

torsdag den 5. marts 2009

Jeg har ikke været udenfor i tre dage. Jeg er ikke gået glip af noget

***
I min ungdom, da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg aldrig komme op om morgenen. Jeg ville gerne, men det lykkedes sjældent. Når jeg så på vækkeurets tal, blev jeg numerologisk: 10:22, 11:22, 11:33, 11:44 og 11:55 var vigtigere end de andre tal, og det lykkedes mig oftere at komme op på de tidspunkter. 12:12 og 12:34 ligeså. 13:13 var kriminelt. Der var dage, jeg måtte skynde mig for at nå i banken. Jeg begyndte først at foretage mig noget kl. 10 om aftenen, og så var jeg for træt. Jeg drak kaffe, til min hånd rystede og jeg ikke kunne rentegne.

De tal er stadig vigtige for mig. Især 11:44 og 11:55. Jeg tror, det begyndte, da jeg arbejdede på Bakken, og tiden faldt mig så lang, at jeg konstant måtte tjekke mit ur. Hvis der var gået 10 minutter, var det godt. Mindre, og tiden føltes ekstra lang, så det var vigtigt, hvornår man turde kigge på uret. Spændingen skulle trækkes ud, til belønningen lignede noget.
***

tirsdag den 26. august 2008

Min arbejdsdag af Mandejammer

***
Her er min arbejdsdag:
Jeg kommer ind, tænder for computeren, espressomaskinen, stirrer ud i luften, bekymrer mig. Læser avis. Laver en liste over alle de ting, jeg skal gøre. Lægger den over ved siden af de andre lister. Drikker noget mere kaffe. Høj af 8x espresso kan jeg dårligt holde på en pensel eller en blyant, så intenst jeg dirrer. Indspiller et acapella-track til kaffens gunst om kaffens glæder. Sætter mig ned igen. Løser en sudoku på lokum. Går rundt og overvejer at rydde op. Ser hvad der sker på nettet. Ringer og siger til min kone, at jeg kommer senere hjem, fordi jeg "er lige midt i noget." Hengiver mig til mit skaberværk en times tid, før jeg må løbe. Glemmer at lukke bøtterne, så malingen er tørret ind, når jeg kommer ind næste dag. Og sådan går det slag i slag. Jeg når kun noget i sidste øjeblik, og det kun næppe, og så er jeg træt. En dag er jeg død, og så er det heldigvis for sent at fortryde noget.
***