Det er ren overtro.
Det var ligesom dengang, Bo sagde, at min lykkedag var torsdag, og derfor gik jeg hver uge og ventede på, at der skulle ske noget godt om torsdagen. Der var uger, hvor jeg ventede til torsdag med overhovedet at foretage mig noget. Jeg må hellere vente med at begynde på det til torsdag, tænkte jeg, f.eks. ifht. at rentegne eller sådan noget. Jeg må vente til torsdag med at lave den opringning, kunne jeg f.eks. tænke. Det var ikke fremmende for min personlige udvikling og karrierebue.
Det var ren overspring.
Der er ingen ideelle øjeblikke. (Eller også er der, hvis man er i zonen – i zen'en, hvor man skal vente til det rigtige tidspunkt med at sætte strøget. Men man kan selvfølgelig ikke vente til torsdag med at komme i zonen. Kaffe hjælper heller ikke.) Mit output var minimalt, grinagtigt, men mine undskyldninger var endnu rimelig friske. Der var endnu håb.
***


