I parterapien sagde hun: – Det, jeg godt lide ved Gudsrost, er hans humoristiske sans.
Det er sjovt, for hun har ikke grint af noget, jeg har sagt, i 15 år.
Jeg kan huske, hvornår min kone sidst grinte af mine vittigheder. Det var i maj 1996.
Det er heller ikke rigtigt. Hun griner, hvis jeg falder eller slår mig.
*)
*) Hvorfor er det i populærkulturen sjovt, hvis faren slår sig, men ikke hvis moren slår sig?
Tænk at tro, at det er hendes job at være skeptisk eller misbilligende over for alt, hvad jeg siger. De furer sætter sig fast.
I går forsøgte jeg at give min kone en kompliment, men hun troede ikke på mig, så jeg gav op igen. (Det er meget sjovt, at "at give op" betyder det omvendte af f.eks. "at give bolden op". Ligesom "at kaste armene i vejret", men ikke i triumf.)
Der er sgu ikke meget at grine af.
Det bedste er at være ligeglad.