Viser opslag med etiketten hår og negle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hår og negle. Vis alle opslag

fredag den 6. januar 2012

Og nu er det bedre


Jeg malede et portræt, indtil der kun blev håret tilbage.



Mågeslet


Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.



tirsdag den 13. december 2011

Blodskudt


Jeg vil godt skrive en roman, men tanken om at finde på en historie gør mig helt udmattet. Folk elsker en god historie. Hvem gider høre om, hvad der foregår inde i nogens hoved? Ikke mig! Giv mig noget at rive i, jord og blod og hud under neglene. Osv. Marimba-Johnny smilede lystigt op mod baren. En sporvogn klirrede. Hendes cremede lår over strømpebåndet. Forår i Prag, hvor selv Muldvarpen kan se. Han rømmede sig og så dovent op fra puden.



fredag den 9. december 2011

Bryan Ferry ligner Mitt Romney


Det er skosværten.


T.v.: ldrende crooner, der lader sig kneppe i røven af satan. Indsat t.h.: amerikansk præsidentkandidat uden sjæl. I midten: ikke oplyst.

mandag den 21. november 2011

Når solen går ud for mine dage


Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.



Afgørende forskel ang. social mobilisering


Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.


tirsdag den 15. november 2011

Se lige


Prøv lige at se størrelsen på den negl, jeg rev af i går efter sex.



tirsdag den 4. oktober 2011

Udefrem


Facebook minder mig om den scene i The Road, hvor manden åbner lemmen ned til kælderen, og der er fyldt med kødslaver med afhuggede, kauteriserede ben, og de skriger og råber om hjælp: "Red os, red os, tag os med!" "Ud, hurtigt!" Jeg ville ønske, jeg aldrig havde set det. Hvordan blev livet sådan? Det var ikke meningen, livet skulle være sådan. Hvordan blev det det?

Facebook minder mig om at løfte en sten, og der er fyldt med orme, der vrider sig. Nogle af dem har sløjfe i håret.



Voice Memo


Digteren ser ud af vinduet og forestiller sig, at han boller en kvinde i en stram rød regnfrakke med lyserøde hjerter
Digteren går i bad
Digterens hår er en stor hvirvlet masse
Digteren går ud af badeværelset
og hen til sin diktafon nøgen
forbi vinduet
Digteren har igen siddet og læst i et blad i stedet for at gå på arbejde
Nu tager han diktafonen med sig tilbage til badeværelset forbi det åbne vindue.

tirsdag den 20. september 2011

fredag den 9. september 2011

Kender I det?


Kender I det, når man smadrer tåen ind i staffeliet ligesom under en dør – for sådan er det her åndssvage staffeli indrettet, at der er noget der stikker frem – og neglen knækker bagover og folder ind over sig selv og bagefter falder af?


Den anden tå har det heller ikke for godt.

tirsdag den 30. august 2011

Noget for sej


Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.




onsdag den 1. juni 2011

fredag den 20. maj 2011

Scenario


Første akt, scene 1: I det lille hjem

– Goddag, min lille nørklemand, vil hun sige, når hun kommer ind ad døren og nuldrer mig i håret.
– Hej skat, har du tjent en masse penge?
– Ja. Men det vigtigste er, at jeg har reddet liv.
– Fedt. …Jeg har foldet tortellinier!


Billednote: Jeg har den her på dansk et sted. Skal lige finde den.

lørdag den 23. april 2011

Også her en foregangsmand


Man ser forresten af disse billeder, hvorfor Dan Tùrell valgte at barbere sin isse og gå med den åndssvage hat:


Nokkengang, 1985.

PS Han var tilsyneladende også ved at miste hørelsen:



fredag den 18. marts 2011

UPDATE


UPDATE: Nu er mit maleri helt gråt!

Og det rystende er: det er bedre på den måde

Oh gru...

Oh grå...

Grå som Hammershøis bedstefars kønsbehåring

Grå, grå

Som et kommunalt venteværelse

Som et gymnasietæppe

Som en forstad

Donzo: Som en gennemsnitsdansker. Som leverpostej

Som De grå Herrer

Forsvindende grå.



onsdag den 16. marts 2011

Unisex


Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, mænd og kvinder ligner hinanden.

Donzo siger, det er noget med fødedygtighed.

Den slutter jeg mig til. Når kvinder når en vis alder – lad os sige min alder og opefter – ligner de mænd med en lidt anden facon, andet hår og sminke.



tirsdag den 18. januar 2011

Grundbog


- Er det fysisk muligt, at vi kunne have en form for fysisk kontakt?
- Mener du fysisk som i naturlovene?
- Ja.
- Ja.



Dit hår er som det brusende hav. Dine øjne er to svesker. Dine tænder er det skær, hvor min tunge går på grund. Dine læber er brændende buske.

mandag den 3. januar 2011

Hånden på hjertet


Jeg har aldrig kunnet fordrage Lille Per. Jeg kunne ikke lide ham, da jeg var barn (ikke at jeg nogensinde så filmene), og jeg kan ikke lide ham nu.



Han er en dæmon.

Jeg kunne heller ikke lide Tarzans boy.


Han var simpelthen for væskeholdig.

Korak er god nok. Boy er dum.



Nej, jeg kan ikke lide små drenge.

Jeg er ligesom skomageren i Albert:




Og det tør jeg godt sige, selvom jeg selv har været en lille dreng.


Det hjælper dog, hvis de har fedt hår: