Viser opslag med etiketten tilbagevendende mareridt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tilbagevendende mareridt. Vis alle opslag

torsdag den 15. december 2011

Kender I det, hva'?


Kender I den drøm, hvor man knalder ansigtet ned i et bæger tandstikkere og får dem gennem læberne og kinderne? Kender I den drøm, hvor man skal trække søm ud af hænderne med en tang?



tirsdag den 6. december 2011

Nyt & gammelt


Stod og ventede på at barberen åbnede i morges for at få trimmet skægget. Første gang under rigtig ragekniv. Spiste blæksprutter til frokost (luksuskonserves, nedsat til kr. 5, SuperBrugsen, 2009, udløbsdato 11/12, stod to somre i kolonihaven). Ville ønske jeg var syg, så jeg kunne ligge og se video hele dagen. Vågnede kl. 5.52 i morges af drømmen. Hulkede. Var liderlig.



onsdag den 8. juni 2011

Kunstnerdrømme


– Kender du den drøm, sagde min hebridiske kunstnerveninde til mig, – hvor man får lort på fingrene og bliver ved med at tørre, men der er hele tiden mere?

– Kender du den drøm, hvor man sidder på toilettet, og så er det midt på Rådhuspladsen?

– Jaja, sagde jeg.



torsdag den 17. marts 2011

– Jeg tager sengen, sagde jeg, – jeg er den største


Lysbilleder fra min hippiekulturbegivenhed i udlandet

Første nat ved hkb'en i udl. blev jeg vækket af væsler, der sloges inde i væggen, men det var bare Michael, der raslede i sin sovepose, fandt jeg ud af fire dage senere, da det skete igen.



lørdag den 12. februar 2011

Rester


Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.

Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.

Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.



lørdag den 10. oktober 2009

Fladt pis

***
Udpluk af vores skænderi i går:
– Nåh, det er så synd for dig, fordi du skal komme hjem og lave mad tre gange denne uge.
(Hvad med taknemmelighed for, at jeg gider?)

Hendes øjne lynede, og jeg måtte vende mig mod væggen.

I passiv aggression skruede jeg pæren i hendes læselampe løs bare for at se, om hun kunne regne ud at stramme den.
(Så lå jeg dér med ryggen til hele natten.)




Vågnede af en pakkedrøm. Jeg havde lejet en bil i en fremmed hovedstad, og nu skulle jeg aflevere den tilbage to dage over tiden. Jeg havde parkeret ude ved motorvejen og var taget til fest. Min jakke lå i den. Scenarierne er udskiftelige.

***

onsdag den 23. september 2009

Jeg ved hvor jeg har dem

***
De tre sidste dage er jeg faldet i søvn uden at være ulykkelig. Nu vil jeg ikke være uykkelig, har jeg sagt til mig selv, og mine mareridt har ikke sagt mig så meget.


***

onsdag den 16. september 2009

Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***

mandag den 25. maj 2009

Weekend i stomien (dag 1) III

***
Nogen spiller Last Night in Bangkok (fra ABBA's aborterede Chess-musical) virkelig højt. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det er for mennesker.

Jeg hader mit liv, når jeg ikke kan komme ud af mit hoved. Jeg gik gennem regnen med min paraply og så over hækkene og tænkte på, hvor uendeligt få glæder jeg har i livet.

Hvorfor insisterer folk på at spille deres ungdoms musik? Det er værst til fester. Hvis jeg skulle vælge en genre, var det Ny Musik. Jeg bliver ked af at høre det samme musik om og om igen, et lagret øjeblik spillet om og om igen. Det er som en ond drøm. Det er fint, det er der, jeg gider bare ikke høre det.

Helvede er den forudsigelige gentagelse.
***

fredag den 27. juni 2008

Hånd om det (min skat III)

***
Det er helt vildt. Jeg har i går læst papirerne, der fulgte med min selvangivelse, og i dag har jeg ringet ind til Skat og fået et pænt svar efter næsten ingen ventetid. Jeg troede, det ville være ligesom at tale med Darth Vader, men han virkede meget flink, denne mand, der holder min fremtid i sine hænder.

Jeg prøver at sige til mig selv: Det er bare penge, det er bare penge.
Jeg forstår det, men det er ikke sikkert det hjælper.

Lektion 1: Sæt dig ind i tingene og gør det ordentligt. Men det er svært for mig, der som udgangspunkt fusker.*) Jeg er alternativ, før jeg er mainstream. Godt man ikke bor i en terrorstat.

Lektion 2: Tænk på Skattevæsenet som et serviceorgan, der betjener dig.

Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det et mareridt. Nu har jeg lige fået at vide, at de har udskudt afleveringsdagen til d. 3., fordi systemet var nede, så jeg venter med at bekymre mig om det igen til efter weekenden.


*) Altså ikke kriminelt. Fusker som i: Jeg smækker det sammen og håber på det bedste. Fuske som i satse på sit held. Jeg er naturligvis et bundhæderligt menneske! Man spøger ikke med skattevæsenet.
****

tirsdag den 8. april 2008

Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke snart får en god nats søvn, men dæmonerne vedbliver at plage mig

Jeg bliver ved med at vågne om natten med den samme åndssvage drøm: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York, og pludselig er der otte reoler bøger, jeg ikke har fået pakket. I nat var jeg tilbage i lejligheden igen og sagde til mig selv: – Hvad laver jeg her? Det er X år siden, jeg flyttede. Landlord’en ville ikke bare lade den stå, den er da lejet ud (det tænkte jeg faktisk). Og så vågnede jeg.

Der må være en måde at konfrontere dæmonen på, men jeg er ikke engang sikker på, hvad dæmonen er. Altså, trin 1: erkendelsen!

Ellers en udmærket drømmenat: Jeg var ude at flyve i en lang snor, min kone holdt i.
At flyve er altid godt, vil jeg mene.

Mens jeg lå og vågnede i morges, drømte jeg, at jeg holdt en blyant i hånden, og på den blyant stod: Yardle Empathon Fitness. Det er hypnopompi, en disciplin jeg nu vil føje til hypnagogien.

onsdag den 7. november 2007

Fanget i et mareridt

Min 7-årige datter, der har diabetes 1 og altid laver ballade når hun skal ud af døren, slog armene op og sagde: – Jeg er fanget i et mareridt!


Gode mareridtsbilleder findes her

fredag den 2. marts 2007

Lortemorgen

Jeg vågnede kl. 5 af mit sædvanlige åndssvage mareridt: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York næste dag, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mine ting. Jeg kan umuligt nå at pakke det hele. Pludselig dukker der nye ting op, hele hylder med bøger. Lejligheden skifter form. Den bliver til mit rum her. Min kone hjælper mig med at pakke. Hun vil smide dynerne ud. Hun ligger ude i fragtelevatoren uden en trævl på. (Dæk dig til, skamløse kvinde!) Hun ser i øvrigt godt ud. Jeg redder dynerne. Men hvad med gaflerne og det andet knivtøj? Jeg kan ikke få mig selv til at smide det ud.
Og så kan jeg ikke falde i søvn igen.

Jeg er ved at drukne i arbejde, jeg når ikke at få luft. Jeg kan dårligt tage mig sammen til det, jeg skal.

Jeg ved ikke, om det var en drøm, jeg havde, eller om det var noget på fjernsyn, men det gik sådan her: En mand har sit arbejde, sin familie og så er der det, han godt vil. Det er svært at nå det hele. Det er umuligt at nå det, man godt vil. Det er umuligt for mig for tiden. Min kone er fortsat ”arbejdssøgende”.
Mit liv ligner ikke noget.