Viser opslag med etiketten malerkunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten malerkunst. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper


Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

mandag den 26. december 2011

Gammel skik


Bemærk i dette klassiske danske maleri, at det kun er kvinder og børn, der danser. At danse om juletræet er umandigt. Hvornår holdt mændene op med at sidde inde i salonen og ryge cigarer?



Endnu et led i den almindelige infantilisering af den moderne mand.

torsdag den 1. december 2011

tirsdag den 15. november 2011

Hvem prøver du at narre? Det er bare mig


En kunstner viste mig sit værk: – Og her er Toulouse-Lautrec, og her de tre gratier og her Fredens Dal.

Det var ikke til at se en skid.

Han er altid pisseskæv.


John George Naish.

Kunstnere har altid de her historier om deres billeder, de fortæller sig selv, mens de står og maler dem: – Det handler om dikotomien mellem godt og ondt, symboliseret ved hhv. dukken og håndgranaten.

Som min kone siger: – Et er, hvad du tror, du siger, et andet er, hvad du siger, et tredje er, hvordan jeg opfatter det, du siger.



Det er resultatet af de lange ensomme timer uden selskab uden for sit eget hoved. Har jeg fortalt, at jeg vil starte et internationalt Skype-selskab af kunstnere, der kan lide at sludre, mens de arbejder?

Det kan være meget rart at slå den sludrende del af hjernen fra eller beskæftige den, ligesom når man laver telefontegninger.


Jackie Treehorn.

Kan det passe, at der er en gruppe kvindelige kunstnere i Kbh., der godt kan lide at mødes og snakke, mens de maler?

mandag den 14. november 2011

Noget for


Jeg malede, indtil der kom ren form ud af min pensel. Hvert strøg var et levende væsen. Og så holdt jeg frokost.



torsdag den 22. september 2011

Den nye stil


Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.



tirsdag den 20. september 2011

Efter 80 dage har jeg reduceret mit maleri til en perfekt grå flade


Det er meget uheldigt, at jeg igen har lavet et billede uden komposition. Jeg ved ikke, hvad der er for og bag. Næste gang starter jeg med kompositionen, som et fonuftigt menneske, og fylder ud bagefter. Det virker bare så kedeligt.



Jeg bør lave en liste over alle de ting, jeg ved er rigtige, men aldrig tager mig af: Start med de store former først osv. Hvis jeg pakkede kuffert, som jeg maler, kom jeg aldrig på flyet (jeg er en brillant pakker).

Jeg skal gøre, hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør.

Forbipasserende irritationsmoment hen ad eftermiddagen


Kender I det, når
man skal justere sit staffeli
og får det våde maleri
ned i sit hår?

tirsdag den 13. september 2011

Min nye helt


Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:






Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.

Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.

James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?

92 år gammel var han, da han døde i 2008.


James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).

Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.

Han være hyldet!



Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.

Dette billede ser ud som om, det var malet i går:



Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)

mandag den 12. september 2011

Eva


Er der andre end mig, der bliver seksuelt stimuleret af at se kvinder gnaske æbler?

Jeg tjekker nettet…

(2 minutter senere): Det er ikke voldsomt, hvad der findes:









Det her er bare fjollet:



Umiddelbart er der for mig at se mere saft i det gamle lort:











Her går det over stregen:




Konklusion 1:
At gnaske æbler er en sund og rask aktivitet og virker derfor tiltalende.

Konklusion 2: Bananer er fjollede.


Eksempler fra mit eget liv: a) Der var engang, hvor jeg godt kunne lidt at købe et rødt og grønt æble på vej til et selskab. Det renser munden og giver en noget at lave. b) Min mor plejede at spise æbler i bilen for at holde sig vågen, når hun kørte os hjem om natten fra min mormor og morfar.


fredag den 17. juni 2011

Wagner for musekor


Jeg er en dårlig kunstner. Jeg laver de samme fejl om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om. Jeg skriver en opera for spilledåse. Jeg er så dybt investeret, jeg kan ikke vende om, men jeg ved, jeg spilder min tid.

Og i dag var en god dag.

Hver dag er jeg parat til at holde op. Uden medgang, uden produktivitet, uden popularitet er det drøjt. Imens går årene taktfast forbi.

Det er så lidt, der skal til, men jeg har det ikke. Måske hvis jeg fik en iPad, så fylder billederne i det mindste ikke noget.

Her er en video af en, der maler et æg (anbefales). Hvis det var mig, ville jeg standse omkring 1:08 og kalde det en Cezanne.


Faktisk finder jeg videoen afslappende: se hans pensel flyve afsted. YouTube er fuld af tutorials af tåber, men han her ved, hvad han laver.


Min status på dagen:

Få fingeren ud af bagen
(som om det hjalp
for sådan en hvalp,
og så den lugt
af dinglende frugt).
Det er nok sikrest at lade den sidde,
den skal alligevel ud, når jeg skal skide.
(Det eneste, der er lidt svært,
er at taste
med de resterende ni,
men jeg skal nok få det lært,
før min tid er forbi,
uden min rygrad at overbelaste.
Se, jeg kan!
Jeg kan godt taste! Virkelig!
Som en rigtig mand,
mens jeg stimulerer min prostatakirtel.)

Nej, den finger bliver siddende mellem mine baller,
indtil, som sagt, naturen kalder,
og den bliver skudt ud som en prop
på en flaske champus
med et plop
fra min mandekus'.
Kom og skål med, jeg har sprittet af
(med champagne,
hvad er det, en vask hænder-kampagne?)
Lad os fejre, at jeg ikke kvitted' i dag.
Hurra! Hurra! For Mandejammer og hans brune finger,
han har mere styrke i den end alle kunstverdenens pinger.
Og med "styrke" mener jeg ikke kun lugten,
der kunne standse et tog på tværs af Køge-bugten.
Nej, jeg mener hans tæft,
vid, bid og charme.
Lad os håbe, han ikke får kræft
og dør
eller smelter helt bort
ved sin blussende talentsols varme
som smør,
der steger sort.

Skål til Jammermanden og hans fans
både hjemme og udenlands.
Han er en drøm, en frelser med vinger
hov! *rømme* hvin! Undskyld jeg blev skinger,
men her satte jeg mig igen på den skide finger.

Og med den tilbag',
hvor den hører hjemme
vil jeg blot runde af
med at sige (med sænket stemme):
Når først den er ude,
skal I få noget at forgude.
Jeg verden betvinger
med en løftet pegefinger.
Jeg ved nok, hvad vej vinden blæser
(fra den side, hvor fingeren bliver kølig),
og hvis der her er tilbage blot én eneste læser,
fortjener han/hun et stort krus med øl i.
Jeg gi'r, hvis vi en dag ses i virkeligheden
(men det bliver nok efter, de har løst verdensfreden).
Skål, skål & skål igen.
Gør som jeg, gør fingeren brun, min ven.
Så får du også noget at grine af,
mens du driver den af
(eller river den af),
det får ingen pine af
(især hvis du sutter på den først – ikke efter,
for himlens skyld
– det talrige vidneudsagn bekræfter,
styr uden om den endetarmsbyld.
Eller brug creme, så den kan glide
ud og ind & omkring din hæmorroide).

Men nok med mine gode råd
(jeg har sagt gør fingeren våd,
endelig kan man også bruge handske):
Vågn op til dåd!
Jeg kalder min finger Holger Danske!
(Den hviler i en kælder,
omgivet af dinglende røvbjælder,
der bimler, når faren sig nærmer fra land eller sø,
som en incestuøs forælder
sin knøs eller mø.)
Vogt jer, fædrelandets fjender,
I kan også få den op mellem jeres bagerste kinder.

Jeg hiler dig, Danmark,
med en finger indhyllet i brun bark.



Overskydende tags: afvigende adfærd, artist manque, assgasm, danske affærer, druknet i lort, dyreriget, dø bakterier, dø bakterier, døden, elektroniske forbrugsgoder, er der nogen der kender en der giver terapi til blokerede klynkekunstnere, fastlåsthed, fedtstoffer, fejl og mangler, fri onani, fugt, ganske som jeg plejer, guds talerør, højstemt skinger latter, jeg anbefaler, jeg kender min besøgstid, jeg stakkel, klagesang, kropsfunktioner, kropsvæsker, kræft mig her og kræft mig der, kunstartikler, kunst- og kultursektionen, Kusse, latrinært og prekært, min trofaste læserskare, løsningsmodeller, mit spildte liv, numseballer, olfaktoriske oplevelser, peristaltiske bevægelser, planteriget, råd og vejledning, trafigalt, sprit, om kirtlernes funktion, noget for husarerne, personlig pleje, samme gamle, soldatersjofelisme, som jeg plejer van, stakkels mig, så til søs, tidens slave, tingene ophober sig, tips og tricks, uduelighed, uundværligt udstyr for den moderne mand, vagt i alarm

mandag den 4. april 2011

Så let mit greb


Mens jeg stod og malede, faldt mine bukser ned.



Mens jeg stod og malede, tabte jeg min pensel ud af hånden.

tirsdag den 29. marts 2011

Undervandsmaleri


Jeg har på det sidste haft en stor trang til at fylde mit hoved med natur. Ikke mere andenhånds, men den ægte vare. I mine unge dage snorklede jeg over et koralrev og fyldte mit hoved med det billede. Det må jeg male, tænkte jeg, men jeg kunne ikke finde ud af det. Nu trænger jeg til at stikke mit hoved i noget lignende igen, men det nærmeste jeg har er bedet under vinduet, hvor man nogle gange finder fuglekranier. Måske sætter jeg mig ind i palmehuset i Botanisk Have, hvor der er så godt at sove på bænken eller skrive poesi.



PS Her er en type (ved navn Alfonso Cruz), der dykker ned under vandet og maler malerier dernede. De ser ræ'rlige ud selvfølgelig, men derfor kan ideen jo være god nok. Godt man ikke tænkte på det først. Jeg havde bare tænkt mig at gøre det i badekarret.



fredag den 25. marts 2011

Hvem ka'? Guernicand!


Jeg kan godt lide det her Miro-billede, fordi det ligner en døddrukken and, der skriger mod himlen:



Eller omvendt: en damesko:




BONUS: Sko formet som Anders And-næb:

Andefødder/næbsko/Andejammer: Duckbill Shoes.


Videre læsning: Om Picasso som en
kunstner med tegneserieagtige former, se her.

fredag den 18. marts 2011

Store gryder


Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.


tirsdag den 15. marts 2011

Lysbilleder fra sidste års hippiekulturbegivenhed


Jeg spurgte slotsherren: – Hvad synes du om mit maleri?

Han drog af sin Gauloise og svarede: – Det ligner 30.000 mennesker, der har gruppesex.



søndag den 13. marts 2011

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet


Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.



onsdag den 16. februar 2011

Nyt mål, nye udsigter – curareblæk


Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".

torsdag den 10. februar 2011

Ind over hinanden


På det sidste*) er jeg begyndt at have komplet stilhed, når jeg maler. Som et eksperiment. Det er på en måde meget rart.

I går, da jeg skulle sove, blev jeg ved med at se Maxfield Parrish-skyformationer i permutationer.

*) Det vil sige én dag.


Maxfield Parrish er ham, Spielberg samler på. Alle bøffer fra ham. Han satte små dukketeatre op med fotos for at få dybde i sine billeder, som reference.




fredag den 28. januar 2011

Nu hader jeg det igen


Satans også, i dag, da jeg kom ind, så mit maleri godt ud. Nu tør jeg ikke røre ved det. Det er ligesom ikke at turde tale med den smukkeste kvinde til festen.


Jeg tør vædde på, Botticeli aldrig havde sådan nogle problemer.