Viser opslag med etiketten R. Crumb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten R. Crumb. Vis alle opslag

søndag den 14. februar 2010

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?


Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.



lørdag den 21. november 2009

Jeg kunne ikke se det – eller noget – i øjnene

***
Da mit første barn blev født, kunne jeg ikke få mig selv til at skrive det i min dagbog (det var ikke en rigtig dagbog, men en skitsebog, men jeg brugte den til begge dele). I stedet skrev jeg: "Kære dagbog, der er sket så meget" og lod det blive ved det.

Og lavede tegninger som denne:



Hvad var det, jeg ikke kunne forholde mig til – altså ud over chokket? Sikken et spild. Et spild på flere måder, men især i forhold til mit "kunstneriske udtryk". Jeg regrederede.

Det, jeg tænker nu, er: Hvad gør jeg nu, der er mage til spild?

Hele mit liv har været én lang undvigelse.

*

Mine skitsebøger gik hurtigt ned ad bakke fra dette punkt. Jeg var ellers lige begyndt at strenge mig an – efter at have set Crumb-filmen – for at hæve skitsebøgerne op til et selvstændigt, levedygtigt udtryk eller i hvert fald lave bedre, mere gennemførte tegninger deri og ikke bare løse skitser som bremsespor på lokumsrulle.

***

tirsdag den 27. januar 2009

En tosset idé

***
Da jeg var ung og tidligere, var Ødipus-komplekset noget, der blev taget alvorligt. Men hvilket bevismateriale lagde man egentlig til grund for denne teori, der er ret underlig, når man tænker efter – og også ved første øjekast i øvrigt?

Man er jo oven i købet biologisk programmeret til ikke at have lyst til at have sex med sin nærmeste familie. Og godt for det.

Jeg har f.eks. aldrig tændt på min mor.

Så teorien kom selvfølgelig fra Freud, men hvad lagde man ellers til grund for den, andet end at han sagde det? Ét eneste græsk sagn og Lille Hans? Hvad er der ellers?

Og så er det meningen, at det skal gælde for alle. Sikke en idé!


Billedet t.h.: Freud og hans mor
***

tirsdag den 2. oktober 2007

Verdenshistorien, 2. del – opsummering

Hvis man absolut skal lave verdenshistorien, skal man gøre det uden at gå for meget i detaljer. H.G. Wells’ A Short History of the World er et godt eksempel, der stadigvæk kan læses (Crumb anbefalede den, derfor læste jeg den – se billedet). Den har overblikket og er forbløffende progressiv, uracistisk i øvrigt og forsynet. Og så meget er der jo heller ikke, der har forandret sig siden 1929, når det er Romerriget og telegrafen og den slags, det handler om.


PS Jeg ser nu, at det slet ikke er den korte verdenshistorie, Crumb anbefaler, men den oprindelige, længere udgave. Verdens historie hedder den på dansk.


*

Man kan også skrive verdenshistorien på vers, som jeg har tænkt mig, hvis ikke Jhs. V. Jensen allerede har gjort det. Her er et udkast til de første episke strofer:
Der var engang
et kæmpe bang,
hvor hele verden skabtes.
Hvad nu hvis det sker igen,
og alle væsener dræbtes?

Universet ånder ud
og det ånder ind,
men når det ånder ind,
så ånder vi jo ud.
Osv. osv. Det hele handler om at verden skal dø en dag.

mandag den 1. oktober 2007

Hvad driver nogen til at lave verdenshistorien eller Bibelen?

Hvorfor finder nogen på at sætte sig til at lave verdenshistorien eller Bibelen? Er det ikke tegn på den yderste idéforladthed? Tænk bare på Mel Brooks’ skøre verdenshistorie. Den var s’gu da ikke særlig god. (Hans idéer var støt gået ned ad bakke i 70’erne, til de til sidst strandede på verdenshistorien. Og nu er han ved at genbruge alt, han har lavet, som musikteater.)

Det samme gælder Claus Deleuran (hvis du spørger mig: Danmarks svar på Crumb, samme gnidrede linier fra rapidografen), også selvom jeg godt kan lide hans Illustreret Danmarkshistorie. Hans idéer var også støt sunket fra de store tinder, Thorfinn og Rejsen til Saturn, til der var ikke andet tilbage end ALTING!
(Sidebemærkning: Hans tegninger var kedeligere, når han tegnede efter reference.)

Og hvad med Crumb selv? Han voksede op katolsk, og nu sidder han gu’dødme og laver en tegneserie ud af bibelen. (Han er også mindre sjov, når han bruger reference.)

Vores egen meddansker Peter Madsen, Valhalla-tegneren, har lavet "historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente" som "tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider” i samarbejde med Dansk Bibelselskab.
Er det ham, man ringer til, når man skal have lavet en religiøs tegneserie? – Det er noget med guder, ring til Peter!
Hvad bliver det næste, Peter Madsens Buddha Comix? Verdensreligionerne 1-5? Han tegner godt, men han er komplet blottet for humoristisk sans.

Til gengæld synes jeg Larry Gonicks The Cartoon History of the Universe er ganske god. Han lavede den også i et format, der gjorde, at han kunne blive færdig med den. Og det er moralen: Hvorfor slå sig selv ihjel over verdenshistorien, som Deleuran gjorde?

En stor skam, at gode gamle Deleuran aldrig nåede til det 20. århundrede, anden verdenskrig og den slags, det havde jeg glædet mig til (se bare nedenstående billede, der er fra den sidste side, han nåede at lave).

lørdag den 22. september 2007

'Vi er alle Crumbs børn'

I 90’erne og frem var det populært med selvbiografiske tegneserier i USA, især som en arv fra Robert Crumb. Joe Matts Peepshow er et godt, sjovt eksempel.

Den samme tendens slog i øvrigt også igennem i den periode blandt kvindelige fotografer, med inspiration fra Cindy Sherman.


Marietta Davis f.eks. fotograferer altid sig selv

Men det kan selvfølgelig blive for meget med alle de bekendelser, som man kan se af denne side af Johnny Ryan (kendt for Blecky Yuckerella).


Klik for fuld, læsevenlig størrelse. Jeg har nuppet siden fra The Comics Journal

Hvad han siger om selvbio-serier kunne ligeså godt gælde for blogs, inklusive nærværende, bortset fra at blogs ikke har tegninger med til at gøre det sjov og læsabelt. Man kan fortælle næsten alt, bare der er billeder til. Se bare hvad Harvey Pekar laver. (Hans serier handler ikke om andet end folk, der går og taler med hinanden på gaden eller tænker og skærer tænder, men tegningerne er til at græde over, undtagen når Crumb laver dem.) Crumb kunne lave "en historie om at pille næse og få det til at se fantastisk ud", for at citere Ryan. Det er så forskellen på ham og andre.

Vigtig pointe: Noget tegneserier er gode til, som ingen andre medier kan, er at vise, hvad folk tænker, samtidig med at de taler.

onsdag den 30. maj 2007

Hvordan kan det være?

Når jeg ser en kvinde med en stor røv på gaden, får jeg lyst til at bokse hende i den.
Er det naturligt?