Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det

Da jeg var ung og tidligere, var Ødipus-komplekset noget, der blev taget alvorligt. Men hvilket bevismateriale lagde man egentlig til grund for denne teori, der er ret underlig, når man tænker efter – og også ved første øjekast i øvrigt?

Hvis man absolut skal lave verdenshistorien, skal man gøre det uden at gå for meget i detaljer. H.G. Wells’ A Short History of the World er et godt eksempel, der stadigvæk kan læses (Crumb anbefalede den, derfor læste jeg den – se billedet). Den har overblikket og er forbløffende progressiv, uracistisk i øvrigt og forsynet. Og så meget er der jo heller ikke, der har forandret sig siden 1929, når det er Romerriget og telegrafen og den slags, det handler om.Der var engangOsv. osv. Det hele handler om at verden skal dø en dag.
et kæmpe bang,
hvor hele verden skabtes.
Hvad nu hvis det sker igen,
og alle væsener dræbtes?
Universet ånder ud
og det ånder ind,
men når det ånder ind,
så ånder vi jo ud.
Hvorfor finder nogen på at sætte sig til at lave verdenshistorien eller Bibelen? Er det ikke tegn på den yderste idéforladthed? Tænk bare på Mel Brooks’ skøre verdenshistorie. Den var s’gu da ikke særlig god. (Hans idéer var støt gået ned ad bakke i 70’erne, til de til sidst strandede på verdenshistorien. Og nu er han ved at genbruge alt, han har lavet, som musikteater.)
Det samme gælder Claus Deleuran (hvis du spørger mig: Danmarks svar på Crumb, samme gnidrede linier fra rapidografen), også selvom jeg godt kan lide hans Illustreret Danmarkshistorie. Hans idéer var også støt sunket fra de store tinder, Thorfinn og Rejsen til Saturn, til der var ikke andet tilbage end ALTING!
Og hvad med Crumb selv? Han voksede op katolsk, og nu sidder han gu’dødme og laver en tegneserie ud af bibelen. (Han er også mindre sjov, når han bruger reference.)
Vores egen meddansker Peter Madsen, Valhalla-tegneren, har lavet "historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente" som "tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider” i samarbejde med Dansk Bibelselskab.
Til gengæld synes jeg Larry Gonicks The Cartoon History of the Universe er ganske god. Han lavede den også i et format, der gjorde, at han kunne blive færdig med den. Og det er moralen: Hvorfor slå sig selv ihjel over verdenshistorien, som Deleuran gjorde?
I 90’erne og frem var det populært med selvbiografiske tegneserier i USA, især som en arv fra Robert Crumb. Joe Matts Peepshow er et godt, sjovt eksempel.
Men det kan selvfølgelig blive for meget med alle de bekendelser, som man kan se af denne side af Johnny Ryan (kendt for Blecky Yuckerella).
Hvad han siger om selvbio-serier kunne ligeså godt gælde for blogs, inklusive nærværende, bortset fra at blogs ikke har tegninger med til at gøre det sjov og læsabelt. Man kan fortælle næsten alt, bare der er billeder til. Se bare hvad Harvey Pekar laver. (Hans serier handler ikke om andet end folk, der går og taler med hinanden på gaden eller tænker og skærer tænder, men tegningerne er til at græde over, undtagen når Crumb laver dem.) Crumb kunne lave "en historie om at pille næse og få det til at se fantastisk ud", for at citere Ryan. Det er så forskellen på ham og andre.
Når jeg ser en kvinde med en stor røv på gaden, får jeg lyst til at bokse hende i den.