- Vidste du, at David Bowie er rockens kamæleon?
- Vidste du, at von Trier er den nye Dreyer?
Viser opslag med etiketten David Bowie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten David Bowie. Vis alle opslag
mandag den 30. maj 2011
Slå mig ihjel nu
tirsdag den 24. maj 2011
De smukkeste kvinder
Jeg har gode erfaringer med at snakke med de smukkeste kvinder, der er. Tit er de til overs, fordi ingen tør tale med dem eller tror, de er utilnærmelige. Det er i hvert fald stereotypen. Jeg tør som regel heller ikke, men nogle gange, hvis jeg har tømmermænd eller tømmermandslignende symptomer, er jeg ligeglad. Det kan der komme noget godt ud af. Inden for tre dage hjalp en smuk kvinde mig til at finde en skole til min datter, og en anden sagde, at jeg skulle søge til radioen. Men det er et stykke tid siden nu. På det sidste har det stået sløjere til.
Jeg fandt engang denne klassiker på gaden, men kom til at give den til min irriterende roommate, typen der fik $10-blowjobs uden for Jungle Jim's. – Ser hun ikke bare godt ud? sagde han om hende på coveret. – Her, tag den, sagde jeg. En af bogens hovedmoraler er: Kvinder er også liderlige, ligeså liderlig som dig!
BONUS!
Pablo Picasso (Jonathan Richman). Alle kunstrockerne dækker pudsigt nok den sang (Bowie, Iggy, John Cale). Jeg hørte den her først:
Burning Sensations: Pablo Picasso.
"Har du nogensinde prøvet at score en chicks og blive kaldt en spazmo?
Det skete aldrig for Pablo Picasso."
(Jeg arbejder på en fordanskning. Gi' mig nogle forskningsmidler!)
tirsdag den 22. marts 2011
Vidste du det om Elvis?
Vidste du, at Elvis var blond?
Det står i The NY'er, så det må være rigtigt:
Back downstairs, John Strausbaugh, a journalist and the author of several books about music and pop culture, riffed about the evolution of hair styles in rock and roll, citing images from his collection of old LPs. ("Elvis was a natural blond until after high school. He dyed his hair blue-black to look like a comic-book hero.... With every album, Bowie changes his hair style and his musical style. See, there's that futuristic duck's ass, and he's kind of inventing the mullet.")
(The New Yorker, 14. marts 2011, min fremhævning - red.)
John Strausbaugh er skidegod, han plejede at skrive Making Book i The NY Press.
PS I skolen skrev jeg en opgave, hvor jeg påpegede, at Elvis lignede klassiske statuer.
PPS Den samme tanke dukkede op i Mystery Train. Folk ser Elvis allevegne!
Elvis looks like a classic statue.

Elvis looks like the Statue of Liberty in New York.

Elvis as Buddha.

Madonna looks like Elvis.

– Elvis som Madonna? Nej, ikke det!
PPPS Her er et andet eksempel:

1800 år gammel romersk statue.

Elvis 1968.
PPPPS Der er en hel hjemmeside med billeder af statuer, der ligner Elvis. Haha!
PPPPPS Diskussion om Elvis, den græske gud.
lørdag den 31. januar 2009
Dagen på langs
***
Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.

– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.

Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.

Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***
Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.

– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.

Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.

Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***
Etiketter:
braklægning,
dansk ost,
David Bowie,
druk,
i familiens skød,
krav,
Marx Brothers,
noget at æde
onsdag den 23. april 2008
Formålsløs udfyldning af spalteplads – muligt blogsperiment forude
Er det almindeligt at få nogen andre til at skrive sin blog? Jeg tænkte, nu hvor min egen blog alligevel er blevet infiltreret af såkaldte venner, der tror de kender mig, kunne jeg få dem til at skrive bloggen et stykke tid.*) Ville nogen kunne se forskel? Hold udkig efter dette snedige eksperiment hen ad vejen, når I mindst venter det.
De tror, de kender mig. Kan de også lyde ligesom mig? Don’t touch that dial.*) Så skriver jeg deres imens. Ligesom Bowie og Stones med Angie og Rebel Rebel, iflg. rygtet.
mandag den 4. februar 2008
Revner i fortovet
Den her fortovsflise ligner en tyk dame i en lille bikini. (Det tænker jeg hver dag, når jeg går forbi, og nu har jeg fotograferet den.)

Aaron Siskind fotograferede en masse revner i fortovet. (Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde nogen af de billeder, men her er noget lignende af ham: to vægge og en vej)


Min far fortalte, at første gang han røg noget pot, stod han og kiggede på revnerne i fortovet hele vejen hjem.
Det er han sikkert ikke den første, der har gjort (jeg tror, David Bowie har beskrevet en lignende oplevelse).
Min bror, da han røg mest hash, sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi prøvede at ryge sammen med min far. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg aldrig fortrudt, vi ikke gjorde.
Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)

PS Irving Penn tog en serie billeder af asfalten for sine fødder, Underfoot.

Aaron Siskind fotograferede en masse revner i fortovet. (Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde nogen af de billeder, men her er noget lignende af ham: to vægge og en vej)


Min far fortalte, at første gang han røg noget pot, stod han og kiggede på revnerne i fortovet hele vejen hjem.
Det er han sikkert ikke den første, der har gjort (jeg tror, David Bowie har beskrevet en lignende oplevelse).
Min bror, da han røg mest hash, sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi prøvede at ryge sammen med min far. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg aldrig fortrudt, vi ikke gjorde.
Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)
PS Irving Penn tog en serie billeder af asfalten for sine fødder, Underfoot.
mandag den 12. februar 2007
Da jeg mødte David Bowie og var pinlig
Jeg mødte engang David Bowie, mit ungdomsidol, oppe på The Metropolitan Museum. Han var sammen med en bodyguard-lignende type og havde en utrolig flot lang frakke på. Ovr, var der to andre studentertyper ved siden af mig, der sagde.Elegant skred jeg op på siden af ham og spurgte, om jeg ikke måtte få hans autograf.
- Nej, svarede han uden at tabe et skridt. Og lige så elegant trak jeg mig tilbage igen.
Hvor pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade ham gå på museum i fred? Fordi jeg ville vise mig overfor mine gamle venner derhjemme.
Min eneste undskyldning? At jeg var ung og en grønskolling.
Morale: Sådan kan det, der kunne have været en god historie, blive til et pinligt minde i stedet.
Etiketter:
afslag,
David Bowie,
erindringer,
mangel på kølighed,
møder med berømtheder,
Nevørk,
pinligheder
Abonner på:
Opslag (Atom)
