Viser opslag med etiketten druknet i lort. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten druknet i lort. Vis alle opslag

onsdag den 29. december 2010

Til min store overraskelse – en kilde til selvindsigt


Jeg ryddede op og opdagede, at jeg ejer fem forskellige hæftepistoler. Her er de på rad (fra den slappeste til den stærkeste):


Den ældste (anden fra højre) ved jeg ikke engang, hvordan man åbner.

Jeg opdagede også, at jeg i årevis har hamstret limpistolstifter. Her er et udvalg:


Tændstikæsken angiver målestok.

Jeg har tydeligvis et uudfyldt behov for at få tingene til at hænge sammen.

tirsdag den 1. december 2009

Udgangene smækker i en efter en

***
Min kone spørger, om jeg ikke kan blive hjemme for at få orden på mine ting. Der er det eneste, der mangler nu. Nej, siger jeg, jeg skal arbejde. Det sagde jeg også i går. Og når jer er færdig med mit kedelige arbejde, skal jeg male (det sagde jeg bare ikke). Det er forfærdeligt, jeg har ikke virkelig ikke lyst til at røre ved nogen af mine gamle ting, der står hobet op i kasser nu. Og hvad med min ringbindssamling? Skal den bare ud? Og mine forede kuverter? Det er en kvælende fornemmelse, jeg kan mærke det stramme om mit strubehoved som en jernhånd lige nu, bare mine tanker bevæger det. Godt jeg har min lange næse til at komme op og få luft.



Det er svært at smide bøger og gamle plader ud.

Nu vil jeg se, hvad Donzo N og Einar Ejegod skriver om ovre på Facebook ...
***

søndag den 29. november 2009

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***

tirsdag den 10. november 2009

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

søndag den 20. september 2009

– Hvad med vores projekt? Du har været hjemme tre uger nu

***
Jeg begik i naiv optimisme en fatal brøler i sommer ved at igangsætte "et projekt" med at lave om i lejligheden, og nu springer det op og sparker mig i røven, fordi der ikke sker en skid med det, og det ikke fører til andet end bitterhed og skuffelse og ufred. Jeg har andre ting, jeg hellere vil lave, og nu hænger det hele på mig.

– Jeg har lavet det, jeg kan, siger min kone.

Nu skal jeg male lejlighed, hurra. Jeg ville hellere have mine tommelfingernegle hevet af af dværge i Schwarzwald. Jeg skulle aldrig, aldrig være begyndt på det projekt. Men jeg håbede altså på det bedste (og så håbede jeg på, at det ville styrke vores kærlighed at "starte på en frisk"). Og hvad får jeg ud af det? Bebrejdelser, anklager, seksualstrejke med blokadevagt og kamptaler. Fuck det hele så grundigt i røven, Jeg har absolut ingen motivation for at foretage mig dét eller noget som helst andet.
***

fredag den 11. september 2009

Så fast som Hansaplast

***
Jeg har haft denne bunke pakkematerialer og kluns liggende midt på gulvet siden d. 5. juli, fordi jeg regnede med at skulle bruge det igen. Det er irriterende at skulle udenom, men jeg sidder alligevel altid klistret til computeren og kan undvære gulvpladsen.
*

Et plateau af pap som monument over min uduelighed. Dimensioner: 162x132x18cm. WD40-dåsen er medtaget for at angive målestok.

Suk. Mit liv er så sørgeligt, så omme. Intet forandrer sig. Jeg kommer aldrig videre. Jeg sidder så fast, så fast i det op til halsen. Jeg stakkel. Min røv er eksistentielt bankekød. Jeg fortjener ikke mig selv.
***

Helt hjemme

***
Hver dag kommer min kone hjem og brokker sig over, at jeg roder. Hun har ret, men jeg har ingen steder at gøre af tingene. Hun siger også, at jeg går i vejen. Jeg har heller ingen steder at gøre af mig selv.

Nogen gange kan det være, I tænker: Hvorfor er jeg egentlig sammen med min kone? Men I kunne lige så godt spørge: Hvorfor er I så sammen med jeres partner? Hvorfor er nogen sammen med nogen?

Jeg er træt af at føre logbog over alle vores uoverensstemmelser. I en grad så der faktisk var en for 14 dage siden, jeg undlod at beskrive.

Hvad betyder dét?
***

torsdag den 10. september 2009

Hvor længe skal der gå?

***
Min kone smed brusegardinet ud sidste uge, men hun har ikke købt et nyt endnu. – Jeg kunne ikke have det længere, siger hun.

Jeg kan ikke have, at der er vådt på gulvet.

Hun bliver sur, når jeg minder hende om det.


(Se også brusegardiner her.)





Hele vores hus flyder. Vores indretningsprojekt er gået i stå. Hvordan skal man male en lejlighed, når man bor i den? Jeg har i årevis dækker enhver tænkelig overflade med bunker af ting, jeg ikke kan tage hul på at sortere. Mine ting ligger i driver i hjørnerne, bag kommoden, oven på skabene. Det giver mig hovedpine at tænke på.
***

fredag den 26. juni 2009

Daglig påmindelse

***
Her er en bakke med ting jeg tabte på gulvet i december, som jeg ikke har gidet samle op endnu.


***

tirsdag den 5. maj 2009

Hvidvask

***
Jeg vågnede kl. halv fem i morges og tænkte: Jeg har alt undtagen en karriere. Med alt mener jeg alt mit lort, der står og fylder op alle vegne, så jeg ikke kan ånde, men som jeg ikke nænner at skille mig af med: alle mine uønskede malerier, andres uønskede malerier jeg går og gemmer for at male over, min halvanden meter 78’ere etc. etc. Jeg var lige ude at kigge på alt mit lort, jeg har stående i min fars kælder, fra gamle dage. Det deprimerer mig. Jeg kan ikke engang kigge på det.

Og så hostede jeg og tænkte: Åh nej, jeg får kræft og dør. Hvad tænker jeg på? Hvad vil mine børn ikke tænke?

Og så tænkte jeg på, hvor ugidelig jeg er og hvor lidt jeg får udrettet her i livet. Malerier formede sig inde i mit hoved, men de var dårlige alle sammen. Indadskruede.

Så gik jeg på lokum og løste en vanskelig sudoku, indtil mit hoved var renset, og jeg kunne ligge på ryggen en halv time som en skibbruden sømand og døse hen det sidste stykke.

Jeg har lyst til at være inde i et tomt rum med hvide vægge.
***

torsdag den 29. januar 2009

Jeg skal have gjort noget ved de ledninger

***

(Ikke-iscenesat foto)

Her plejede min kortbølgeradio at stå med en stak vigtige papirer ovenpå. Nu har jeg sat den ud under vasketøjskurven. Så kan den være dekorativ dér. Jeg kunne aldrig få den til at virke.

Det gode ved vigtige papirer er, at hvis de står en 6 mdr., er de ikke vigtige mere.

Jeg tænke på, om man kunne tage en spand og lægge alle ledningerne op i, eller om det ville udgøre en brandfare.
***

tirsdag den 23. december 2008

Når jeg giver fortabt

***
Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)
– Jeg ved det, siger jeg. – Jeg har et problem.
Jeg kan ikke få mig selv til at smide gamle plader og bøger ud, og jeg bliver ved med at samle dem op, andre folk smider ud og sætte dem ind under sengen.

Nu har jeg lovet min kone at rydde op under sengen i juleferien, men det var fordi, hun bragte emnet på bane, da jeg lå og troede, jeg skulle til at have noget.


*) Men det er heller ikke helt rigtigt: jeg påkalder mig også offerstatus, når det handler om at planlægge mit liv eller noget som helst langsigtet.
– Ja, siger jeg, – jeg ved det, jeg har et problem.



PS i øresneglen: Nu har min kone lige ringet og brokket sig over, at jeg ikke har købt vin.
– Jamen, jeg drikker ikke vin, siger jeg.
– Nå, skal man så kun købe det ind, man selv bruger? siger hun.
– Jeg gider ikke blive skældt ud, siger jeg. – Jeg har løbet alle vegne rundt.
– Det har jeg også, siger hun.
– Ja, siger jeg, – men jeg skælder ikke dig ud.
Hun: – Blablabla.
Jeg: – Kan vi ikke bare drikke den, der står oppe på hylden?
– Det troede jeg var din.
– Jeg er sgu da ligeglad!
– Godt.
Klik.


Jeg hader virkelig julen med et intenst, glødende had.
***

torsdag den 23. oktober 2008

Sin egen vægt værd i pulp

***
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).


Moralen er: Tegneserier er mere værd end anden gammel kulørt litteraturpulp.

Spørgsmål: Vil det sige, at hvis man laver sine historier som tegneserier, er der flere, der gider læse dem? Eller de holder længere? Aner det ikke. Det er i al fald ikke nok bare at gennemillustrere.

PS Det minder mig om Lenny Bruces gamle guldkorn med, at det er bedst at blive interviewet til pornoblade, fordi sådan nogen gemmer folk, pænt, i en stak inde i skabet.

PPS Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg finder gamle tegneserier i en container, tegneserier jeg ikke anede eksisterede, hæfter i overstørrelse fra 50’erne og ukendte bind af Tintin m.m. (tit er det er problem at få det slæbt med hjem, så stort er mit fund.)


*) Og mest af alt, at jeg ikke troede, de var noget værd. Jeg mener, oversættelser. Men da jeg kom hjem, så jeg selvfølgelig, at det var en førsteudgave. Der var næsten hele serien, undtagen den første, Tarzan abernes konge.
***

tirsdag den 8. juli 2008

Mit liv er blevet til en lang oprydning

***
Min lejlighed flyder, mit kolonihavehus flyder, mit værksted flyder. Hver gang jeg kommer et af stederne hen, er der noget nyt galt.



Jeg har ikke styr på en skid.
***

mandag den 23. juni 2008

Brandudsalg


Jeg har et kælderrum, jeg skal til at rydde, fyldt med dårlig eller halvfærdig kunst, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med: min højttalersamling til en lydinstallation, der aldrig blev til noget, Lademanns Leksikon fra 70’erne (godt hvis man mangler et flot farvebillede af Dwight Stones eller Erhard Jakobsen – jeg fandt det på Amager og transporterede det her ud, jeg har aldrig kigget i det, de sidste fire bind er klistret sammen pga. vandskade [ikke min skyld]), halvanden meter disco-maxisingler med lettere mugne omslag (ikke min skyld), min 78’er-samling og andre ting, jeg ikke har lyst til at tænke på. Jeg har ikke lyst til at tage stilling til noget af det, og jeg har ikke noget sted at gøre af det.

Løsningen er selvfølgelig at holde brandudsalg. Jeg inviterer alle folk, jeg kender fra nordkysten, og deres venner, køber noget billigt sprit og inviterer nogen damer, der kan stå og vise sig frem og få køberne til at føre sig frem. Jeg hænger det hele op på væggen og spiller gamle plader dertil. Alle er velkomne. Alt er til salg til spotpris. Resten brænder jeg.

Det er den eneste udvej.

Se også her for, hvor dum en idé det er at gemme for meget af sit gamle kunstlort ingen vil have (verden render over med halvdårlig kunst).

Faktisk er det ikke så dårligt alt sammen. Det er det, der er så fandens. Det er sket, at jeg er sluppet af med noget af det, og når jeg ser det hænge på folks vægge, ser det faktisk meget godt ud. Fandens til dilemma.


tirsdag den 8. april 2008

Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke snart får en god nats søvn, men dæmonerne vedbliver at plage mig

Jeg bliver ved med at vågne om natten med den samme åndssvage drøm: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York, og pludselig er der otte reoler bøger, jeg ikke har fået pakket. I nat var jeg tilbage i lejligheden igen og sagde til mig selv: – Hvad laver jeg her? Det er X år siden, jeg flyttede. Landlord’en ville ikke bare lade den stå, den er da lejet ud (det tænkte jeg faktisk). Og så vågnede jeg.

Der må være en måde at konfrontere dæmonen på, men jeg er ikke engang sikker på, hvad dæmonen er. Altså, trin 1: erkendelsen!

Ellers en udmærket drømmenat: Jeg var ude at flyve i en lang snor, min kone holdt i.
At flyve er altid godt, vil jeg mene.

Mens jeg lå og vågnede i morges, drømte jeg, at jeg holdt en blyant i hånden, og på den blyant stod: Yardle Empathon Fitness. Det er hypnopompi, en disciplin jeg nu vil føje til hypnagogien.

fredag den 25. januar 2008

Overflodssamfundet à la mig

Jeg fik det her fjernsyn af min nabo, men jeg har ikke noget at bruge det til.



Og jeg tør ikke tage det med hjem, for hvad mon min kone siger?
Hun siger: Du fylder huset med lort!
Jeg siger: Men det er et helt nyt fjernsyn!
Og så står det og fylder op som alt det andet lort, jeg aldrig bruger.

PS Til orientering er det et Dantax.

torsdag den 3. januar 2008

Begivenheder i det nye år

Jeg fandt 100 78’ere under sengen, jeg havde glemt, jeg havde. Mest danske, tror jeg, jeg fik ikke kigget efter, før jeg stillede dem væk igen.


Jeg ringede til Don Nzo. Han sagde: "Bare jeg var død, død og begravet". Han er det mest nedtrykte fødselsdagsbarn, jeg endnu har mødt (og med god grund, hans liv er ad helvede til).


Jeg har ikke fået lavet det arbejde, jeg skulle lave. Ikke tilnærmelsesvist. Nu skal der hustles, før de begynder at skrige ad mig.

– Hørte du det?
– Hvad?
– Det er møllen, der maler.

(Ferien er omme.)

mandag den 12. november 2007

Min gurus samlede skrifter

Min guru sad altid og skrev haikus og visdomsord i sine notesbøger, ligesom den jeg sidder med nu, den ene efter den anden. Han havde et system, hvor han markerede de gode med stjerner og cirkler. De rigtigt gode havde måske tre stjerner, tre cirkler – og tre af noget andet, hvis det var ekstra godt. Jeg skrev et par bøger ind for ham, så jeg lærte systemet at kende. Det var svært ustruktureret. Da han døde, havde han flere kasser med sine notesbøger og digte stående, som bare blev smidt ud. En enkelt veninde reddede en kassefuld, men der var jo ingen der kunne tage det hele på sig.

Han nåede dog at hjemmeudgive et par store og små bøger af sine korte digte. Hans erindringer havde været værd at læse.

Eksempel fra en af hans udgivelser:

The cock
Half in, half out
What’s on its mind?

Note: Det var det. Nu lægger jeg de her guruhistorier i forlængelse af hinanden og kalder det litteratur.

onsdag den 29. august 2007

40 kg hæfter

Jeg fik min kone til at græde i søndags. Hun havde brugt hele dagen på at rydde op og gøre rent, mens jeg var til 50-års fødselsdag, og senere tog jeg over og hentede 40 kg tegneseriehæfter fra 70’erne, jeg har haft lånt til min nevø*), og stillede dem ind i stuen. Det var dråben, nu er hun "druknet i lort".
Jeg hørte hende forbitret klynke i køkkenet, en knækket kvinde.











*) Samlingen er siden blevet spædet op med hans og hans søsters Anders And-blade fra midten af 90’erne og frem.