Viser opslag med etiketten hvor er mine læsere?. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hvor er mine læsere?. Vis alle opslag

søndag den 18. september 2011

Analyseinstituttet siger:


Nu er jeg allerede tilbage til at have færre læsere, end før jeg begyndte at skrive bloggen igen.



fredag den 1. april 2011

Truisms var meget populære i firserne, men jeg kan endnu


En beskidt scanner har mere karakter.


Jeg er groft sagt ligeglad med dine lidelser, jeg har nok i mine egne.


Tilsidst dukkede min yndlingslæsers kæreste op i kommentarerne: "Jeg kan godt se, det er meget synd for dig", og siden da hørte jeg aldrig noget til hende.


*Truisms kan groft sagt oversættes som "en god samvittighed".


6 ord.

fredag den 13. februar 2009

Jeg har været uden læsere i halvanden måned nu

**
Tallene lyver ikke:



De få læsere, jeg har, er begyndt at opfordre mig til at blogge mindre – for min egen skyld.

Jeg burde nok lukke butikken. Hele projektet er pinligt & nager mig. Forleden dag tænkte jeg på Mandejammer under udførelse af kønsakten. Jeg tror virkelig heller ikke, det er sundt for mig at dyrke alt det her nedtur & negativitet. Men hvem gider læse om nogen, der har det godt?

Bloggen her er bedre, når det går mig skidt. Hvis det går lidt godt, skal det straks blive værre igen.

Alt er bedre end denne standen vånde.

Hvis jeg nu fik kræft, ville bloggen for alvor blive spændende. Så kunne
man beundre mit mod og min galgenhumor på min uundgåelige nedtur mod
graven.



Jeg kommer aldrig frem til det, jeg egentlig vil skrive, fordi der altid er noget, jeg skal klage mig over. Der er en hel stribe fænomenale kulturkritiske essays og erindringsbilleder og andre skarpsindigheder, jeg aldrig når til pga. mit konstante uvæsen. Jeg er bange for, hele mit liv er sådan.
***

torsdag den 15. januar 2009

En stemme i mørket

***
Min Analytics er brudt sammen. Dag for dag kunne jeg se mine tal gå ned, og nu har jeg slet ingen læsere.



Det er på én måde bedre. Så kan jeg skrive, hvad jeg vil igen.
***

torsdag den 25. januar 2007

Med J. Per over grænsen

Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg kigger i mapperne for at se om der skulle gemme sig noget, jeg kan hælde ud i intetheden til mine ikke-eksisterende læsere.

Den korte overgang jeg havde bil, forestillede jeg mig følgende road movie i knækprosaform:

Jeg er så klar til at sætte
mig ind i bilen og køre over
grænsen og ikke stoppe før jeg har
nået den franske Riviera eller
Sydspanien.
At gå walkabout, det er
hvad jeg trænger til. Og det er
ikke fordi jeg ikke elsker min kone
og mine børn, for det gør jeg og
det ved de, men netop fordi jeg
gør det og selvfølgelig mest fordi
jeg har lyst til at komme ud
herfra, og det kan ikke gå hurtigt
nok. Stoppe på vejen og se om min
kæderygende, grænsepsykotiske
invalidepensionistven vil med
( – Find dit pas, J. Per, og en
tandbørste og ekstra stomiposer,
hvis det er nødvendigt) og så
deruda’ mod Rødby. Og vi
synger gerne Steppeulvene og vi
griner gerne af de andre.



tirsdag den 23. januar 2007

Pludselig blev jeg helt flad

Jeg har været ovre og kigge på nogle af de andre blogs i blogbot.dk. De er meget sjove, nogen af dem. Jeg kan ikke få min blog her til at dukke op i blogbot, så alle kan læse den og synes jeg er genial. Jeg er deprimeret. Måske er jeg ikke så sjov, som jeg selv troede (okay, det vidste jeg allerede).
Det er lige ved, jeg tror, det bedre kan betale sig at lave noget arbejde i stedet for.
Jeg kunne også se om Donzo er dukket op i Messenger.
En af dagene må jeg lære at frakline mig denne computer.

*

Senere
Jeg fandt ud af, hvad der var galt: Jeg havde bare glemt at spise morgenmad! Det var det hele! Det er utroligt, så lidt der skal til nogen gange. Her gik jeg og troede, det var noget eksistentielt.