***
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a.
Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.
Deri stod:
Mit job her i verden er jo at skrive. Og en forfatter mister let kontakten med almindelige mennesker. Han sidder ved sit skrivebord og bliver en slags turist i tilværelsen. Det er påfaldende, hvor mange forfattere der skriver og bliver ved at skrive på deres barndoms og første ungdoms oplevelser.
(forts. forneden)
Det er mig! Der sker mig aldrig noget, jeg sidder bare inde i mit rum og tænker på min ungdoms hårdetrip. (I hvert fald har jeg noget, der skal ud dér.)
Men det var det mindste af det: hovedfundene var en guitartaske og en laptoptaske. Guitartasken fyldte jeg med to paraplyer, Broby-Johansen og dette billede af et udviklingshæmmet barn:
Laptoptasken fyldte jeg med et børnekeyboard med dyrelyde, der lige passede i. På hjørnet mødte jeg min nabo, eks-makedonieren.
– Spiller du også musik? spurgte han.
– Nej, sagde jeg. – Men tjek mine knaldgode fund.
– Er der en computer i?
– Ja, sagde jeg og zippede lynlåsen op. – Se, et børnesymfoniorkester!
Haha!Det er en kedelig historie. Jeg havde bare lyst til at skrive børnesymfoniorkester.
Børnesymfoniorkestret tog jeg op og til Gummi-Arms øvelokale og gav ham i forsinket fødselsdagsgave. Hans overraskelse og benovelse var mærkbar. Bagefter inviterede han sig selv til gratis mad, og jeg gik hjem i regnen.
Morale I: Der sker ingenting, hvis du bare sidder derhjemme og er sur.
Morale II: Der er skrald nok til alle.
Jeg tror mest, Broby-Johansen er kendt for at have det vilde udseende. (B. Askholm foto.) BONUS BROBY-JOHANSEN-CITAT
– for hardcore Broby-Johansen-entusiaster:
Den avancerede forfatter føler sig som lidt af en olympier, men digteren, der læser op, artikelskribenten, som forelægger sit materiale mundtligt, eller tænkeren, som meddeler sine overvejelser direkte uden omvejen om ad skriftsproget, har kontakt med sit publikum på lige fod så at sige.
Folk, der ikke selv har oplevet det, vil næppe kunne forstå, at en foredragsholder hele tiden fornemmer tilhørernes reaktioner, ikke bare som kompakt gennemsnit, men samtidig hvordan nogen er med fynd og klem, andre føler sig desorienterede, nogen keder sig og andre er forargede …
Det er ganske ligegyldigt, hvad tilhørerne mener om ham, om de beundrer eller ringeagter ham, om de synes han er en klovn eller et ideal. Det, det drejer sig om, er at han har noget af interesse at meddele og er i stand til at gøre sig forståelig.
(forts. fra ovenfor)
Det er også mig! Som blogskriver er jeg jo i umiddelbar kontakt med mine læsere og reagerer med seismisk følsomhed på deres mindste rømmen og utålmodige skiften sig i sædet.
Tak.
***
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a. Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.
