Viser opslag med etiketten skilsmissebarn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skilsmissebarn. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2011

Tzching! Tzching! Tzching!


Julegaver i miniformat


På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

onsdag den 7. december 2011

Ud i nye led


– Var det ikke meget hyggeligt? sagde jeg til min kone. Jeg havde faktisk en god fornemmelse efter min fars fødselsdag. – Han talte oven i købet med [min datters navn].
– Jeg kunne ikke undlade at høre, hvad han talte om, sagde min kone. – Han fortalte hende om, hvor svært det var for ham, da din mor ville skilles og var ham utro.

Og således forplantes giften til de næste generationer. Vinderne skriver historien. Hendes elskede farmor, der forkælede hende med kærlighed alle de år. Hendes farfar, der kun har passet hende én gang, eller i hvert fald ladet sin kæreste gøre det.



"Jeg er din farfar" er det eneste, han siger til min yngste datter, når han ser hende. "Jeg er din farfar." Han har gjort det samme med alle sine børnebørn, men nu er hun den yngste.

onsdag den 21. september 2011

Frygt & familie


Min datter (11) sagde: – Hvad er du mest bange for?
Efter et kvart sekund: – At der skal ske jer noget.
– Nåhr…
– Hvad er du mest bange for?
– At I skal blive skilt, sagde hun med det samme.


Straw Dogs, Home Alone for voksne.

mandag den 5. september 2011

Addendum III


Der var en, der sagde: Hvis der er nogen, der bliver skilt, så ønsk dem tillykke. Ingen lykkeligt gifte mennesker bliver skilt. Og det er sikkert rigtigt nok.

På den anden side er der vel heller ingen lykkelige mennesker, der begår selvmord. Skal man så også sige tillykke for det (selvom de ikke er der)? Jeg tror, problemet i begge tilfælde er collateral damage – hvad hedder det på dansk? – dem, det går ud over, selvom det ikke er deres skyld. Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg kan ikke tage det.


Niklaus Manuel Deutsch: Skt. Anton plages af dæmoner (1520).

tirsdag den 19. april 2011

Det samme tema


Min far udgav en artikel om sit liv: Jeg mødte [hans nye dames navn] igen tre år, før jeg blev skilt. Folk sagde, de aldrig havde set nogen så forelskede som os, stod der at læse.
– Har du læst min artikel? Har du læst min artikel? blev han ved med at spørge.
Han sendte mig den tre gange.
– Far, jeg kan ikke læse længere end dertil, hvor du skriver, at du var min mor utro, mens I endnu var gift.
– Det skrev jeg ikke.
– Jo, det gjorde du.
– Nej, det gjorde jeg ikke.
(…)

– Jeg kan godt forstå, du ikke bryder dig så meget om den artikel, sagde hans dame sidst.

Han vil udvide den til en bog.

Et ærligt forsøg


Min far ville skrive digte, så jeg gav ham en sen Bukowski.
– Her far, sagde jeg, – han var en gammel fyr som dig. Bare skriv om dit liv.

Et par dage efter fik jeg en mail med hans første forsøg, der sluttede: "og så tog jeg hende med de store patter". *)

Far, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Fortsæt endelig, jeg er bare ikke sikker på, at det er for mig.


*) Hele sætningen var: "Jeg havde en smuk, intelligent kvinde og tre dejlige drenge, og så tog jeg hende med de store patter."


tirsdag den 27. juli 2010

Funkis


Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

tirsdag den 15. juni 2010

Svigtsot



Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.

To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.

(10 minutter senere.)

– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.

Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.


tirsdag den 20. oktober 2009

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

torsdag den 30. april 2009

Det sørgeligste jeg har set

***
Der var en bøsseudstilling i Huset i 70’erne med tilhørende spørgeskema. Det lå og flød på vores sofabord en overgang, min far havde fyldt noget af det ud: "Hvor tit har du sex?", stod der, og min far svarede: "ind i mellem / en sjælden gang / engang hver 3.-4. uge ... " – sådan noget lignende – " ... når [min mors navn] har lyst". Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har læst.

Jeg tænker på den dag, mine stakkels børn læser deres fars jammerlige blog her, og hvad de ikke må tænke. Intet bliver væk på nettet. Hvor sørgeligt. De har ikke fortjent det.

Alt det her (brok over deres mor) ville være nemmere, hvis jeg var skilt.


***

tirsdag den 21. april 2009

Dårlig vane, dårligt tegn

***
Jeg er begyndt at kritisere min kone foran børnene (for små ting, når hun ikke er der). Godt jeg ikke er alkoholiker: – Din mor elsjker mig ikke længere ...



Godt jeg ikke er skilt ligesom mine forældre:
Min far: – Hun bollede med ham.
Min mor: – Jeg kunne aldrig stole på din far.
***

torsdag den 16. april 2009

Hvem kunne have set det komme?

***
Min mor havde i årevis en bog liggende på natbordet med underskriften: How Did a Marriage Made in Heaven End up in Hell? Det var i årene op til deres skilsmisse.

Hun havde også tit et halvsuttet maltbolsje liggende på natbordet.

I køkkenet lod hun et halvdrukket glas saftevand stå bag gardinet, så fluerne ikke kunne komme i det.

Efter min far skred, begyndte hun at gå på jazzklub alene. Hvorfor skulle en enlig kvinde ikke kunne gøre det? Oppe i baren stod der jo masser af enlige mænd.
***

fredag den 20. juni 2008

Andre udpluk fra min frokost med min far (bonusmateriale)

***
(Baggrund: Min far var her på mit værksted til frokost i forgårs.)

Min far sagde: – Når du så ikke kan tage at arbejde mere, springer du op og maler?
– Nej, sagde jeg, jeg sætter mig til at skrive selvmordsbreve.

(...)

– Jeg har inviteret din mor med til min fødselsdag, sagde han, men jeg ved ikke, om hun kommer.
– For min skyld er jeg helst fri. Jeg har ikke brug for at se jer sammen.
– Men vi har jo familie sammen. Det vil vi altid have.
– Ja, men det er ikke det samme som, at hun skal komme til din fødselsdag. I er jo ikke sammen længere.

(...)

– Det bliver for incestuøst. Skal "Jette" (min fars kærestes eksmands nye kone) så også med?
– Nej, hun er taget til Jylland.*)

Mine forældre driver mig til vanvid. Ikke mindst når de er i samme rum.


*) Min far ville helst have et harem.
***