Funkis

Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.