Jeg troede, at det var min bror, der ville savne min mor mest (for jeg ved, at han betroede sig til hende, det var hvad hun sagde), men jeg tror faktisk, at det er mig. Jeg tænkte: Jeg har jo en varm og åben kone, jeg kan dele mine følelser med.
Det var altid pinligt at skulle beklage sig til min mor over min kone, men hun kunne altid høre på mig, når jeg var ked af det.
Da jeg var lille, sagde hun: – Hvis du græder, begynder jeg også.
Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)
3 kommentarer:
Der fik du vist også lige knaldet noget af om, hvad du syns om din brors smag i koner...
Det anede mig og bør bortredigeres.
Man må godt snakke med sin mor, når man er ked af det, også over konen (eller manden). Man har forhåbentlig bare en mor, der godt kan finde ud af at udvise omsorg for sit barn og forstå, at det ikke er hendes job at bestemme, hvem der er den gode og hvem der er den onde (i evighed, amen), og hvem der skal være gift eller ikke - og sådan en mor, tror jeg din har været, og det skal du være glad for, not many of those around, I'll tell you that for sure.
Send en kommentar