Der sad en seddel ude på min dør i dag: "Hej MJ".
Hvem kender min hemmelige identitet?
Så jeg satte en tilbage: "Shh!"
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)
– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!
Okay, det er officielt, jeg har langt om længe bestilt min billet til et prestigefyldt hippiearrangement i udlandet, jeg ikke kan nævne navnet på her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet. (Det gælder også jer andre, I læsere derude der ved, hvem jeg er: Denne blog er hemmelig, I må ikke sige noget til nogen. Hvis I lader som om, I ikke ved, hvem jeg er, skal jeg nok også gøre det. I ved, hvem I er. Det er jer, jeg taler til. Spilder I bønnerne, falder masken, må bloggen lukke. Sande fans vil derfor afstå fra yderligere adfærd, der kan bringe bloggens fremtid i fare. Alle andre er for mine fjender at regne og vil blive behandlet derefter.)
Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.
Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.
Jeres blogskriver er blevet inkapaciteret. Jeg har smadret anklen og kan ikke gå.
Desuden: Fjendtlige kræfter har infiltreret denne blog. Okay, "fjendtlige" er måske overdrevet, men det er folk, der kender mig, hvis fortalenhed bringer min anonymitet i fare. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg må lukke butikken.