Viser opslag med etiketten den søde tand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den søde tand. Vis alle opslag

mandag den 2. januar 2012

Året i glimt


Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

torsdag den 22. december 2011

Tzching! Tzching! Tzching!


Boomeranggaveprincippet


Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

torsdag den 15. december 2011

Spørgerunden


Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

fredag den 18. november 2011

Sjove vittigheder fra mit nærmiljø


Haha, den her dvd er sjov, fordi den hedder "Dildo":



Haha, det her guf er sjovt, fordi det hedder "Lokum":



søndag den 2. oktober 2011

Voksenalderen


Jeg gider godt gå ud at spise, men ikke hvis jeg skal have familien med. Det er simpelthen for dyrt. Jeg køber ind til mig selv i Irma, til frokost, men i Netto til dem.



Der var engang, jeg var ude hos min far, så siger jeg: – Hvad har du dér?
Han havde gemt småkager til sig selv nede i sofaen.
– Gi' mig dem!
UMF! ARGH!
– Gudsrost! Nej! Bente! Hjælp!
Knas! Knas! Ha!

torsdag den 8. september 2011

Før lagkage


Stod med min bror bag ved laden eller et pakhus.
Han sagde: – Du trænger til at få den sut…
Jeg: – Det kommer så ikke til at ske resten af mit liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii…

Så vågnede jeg.

Det er altid ham, det går ud over, fordi vi er tættest.

Lagkagefødselsdag senere på dagen.

mandag den 5. september 2011

Ferieminder


Jeg går rundt med to af min datters rokketænder i tegnedrengen.


Det er min pensionsopsparing, hoho.
(Det brune på tænderne er Twix.)



onsdag den 15. juni 2011

Dét er overskud, del VII


Jeg glemte at æde min kanelsnegl før nu kl. 21.18.



tirsdag den 7. juni 2011

Socialt brætspil i undervisningsøjemed


I skolen (15. klasse) spillede vi det her spil (lang historie), hvor det gjaldt om at stemme om hinandens karakteregenskaber (eks.: Hvem er en menneskelig hindbærroulade?), og jeg fik flest stemmer som den, der var parat til at skubbe andre til side for at komme frem. Det undrede mig, da jeg godt kan lide at være et uigennemskueligt venligt menneske.

Så stå ikke i vejen for mig, med mindre I gerne vil knuses (tværes ud, ikke krammes).

Men hvorfor er jeg så ikke kommet frem?

Hvorfor sidder jeg bare her og lader mig overhale?

Jeg er et par 'addocks.

Jeg bitre, triste mand. Hør mine tunge tårer falde.



mandag den 6. juni 2011

'30.000 forestillinger og jeg tror ikke du morede dig en eneste gang'


Det lykkedes os at holde to fødselsdage (for det samme barn) uden at tale sammen og uden at koordinere. Vi vidste bare instinktivt, hvad hver især ville gør – fra gaveindkøb til kagebagning.



Ligesom The Sunshine Boys, når de skal sætte deres nummer op (ikke afbildet), eller som her de siamesiske tvillinger i De fortabte børns by.



mandag den 9. maj 2011

For ikke for evigt at blive siddende som en firkantet pløk i et rundt hul


"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…

– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")

Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)

Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.

Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.


*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.




mandag den 21. marts 2011

Tre for to


(To poser Snickers, en Bounty, eller også var det Mars. Eller Kit kat)

Nedslagspunkter fra sidste hippiekulturbegivenhed i udlandet

– Skal vi ikke splejse til noget billig chokolade? sagde jeg til Michael i lufthavnen. – Det er skidegodt, hvis man vågner om natten og er sulten og ikke vil forstyrre slotsfruen ved at gå ud i køkkenet.

– Okay, sagde jeg, da vi pakkede ud i værelset. – Se lige her, jeg hænger posen med chokoladen op over døren [på en krog]. For hvis der kommer bjørne.



tirsdag den 22. februar 2011

Jeg giver aldrig slip


Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

lørdag den 19. februar 2011

Man skal aldrig råbe


Mine nye naboer hilser heller ikke på mig. Hvad skal jeg gøre for at få dem over på min side – frugtkage, spiritus? De må have hørt mig gennem væggen råbe som en misogynistisk psykopat. Men her er lydt, og min stemme er gennemtrængende. Sådan er den, rungende og klangfuld. Som Pavarotti i en kloak.



søndag den 13. februar 2011

Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)


I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

søndag den 23. januar 2011

Uden et ord


Min far og hans dame kommer til kaffe, og nu er min kone gået. Jeg ved ikke, hvor hun er. Hun blev sur og gik.

Det er lidt akavet, men ikke uoverstigeligt eller uhørt.

Jeg er ved at bage en apple pie.

tirsdag den 18. januar 2011

Spredt fægtning ved lukketid


Hvem var det, der sagde, at Scientology er et skalkeskjul for homoseksuelle?

Det lyder meget sandsynligt. (Så glatskurede de er og med sideskilning, som Ken-agtige Zor-mænd.)


I dag var der en barnevogn (midt for). Måske er den staffage. Jeg vil notere mig, om den også står der fremover. Jeg har aldrig set nogen ikke-cyborgs derinde før.

Apropos skabsbøsserygter, se her, hvis du vil vaccineres mod nogensinde at se en Tom Cruise-film igen (2008-nyt).



Jeg købte en fastelavnsbolle hos luksusbageren, men tabte fyldet på jorden ved første bid (ingen fotodokumentation).


– troede jeg først, der stod.

Jeg sveder.

torsdag den 30. december 2010

Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg


Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

tirsdag den 28. december 2010

Vi er alle engle


Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

mandag den 27. december 2010

Vidste du at klejne på grønlandsk betyder 'en der ligner en kusse'?


Det er der en, der siger. Ussusaaq eller ussusaat hedder det.

Fig. 1


Jeg ved ikke, hvor han har det fra (og han vil også vide, hvorfor jeg spørger. Hvis du læser det her, så hej "Torben"). Jeg har forsøgt at faktatjekke det på nettet, men der dukker intet op, hverken det ene eller det andet, i Den store grønlandske slangordbog – anbefalet læsning – eller nogen vegne. "Glatbarberet kusse" hedder utsuit unngiarluarsimasoq. "Din klamme fisse" hedder utsuituttussuit. Altså noget med utsuit tydeligvis. Men intet om klejner.

Fra Det Grønlandske Sprogsekretariats ordbog:

klejne (sb.) (-n, -r) (kage) klejne, qalunermut qalaataq, ulitaq

skede sb. (-n, -r)
1. (til sabel etc.) pooq
2. (hos en kvinde) naalungiarsuup aqqutaa

Iflg. Kogebog for Grønland hedder klejner klejnit (galunermi uutat) (se fig. 2 forneden). Men det beviser vel ingenting. En officiel udgivelse ville vel heller ikke skrive "væltet lokum". Jeg kender ingen inuitter intimt, så min udforskning slutter her.

Til gengæld kan jeg dokumentere, at klejne på vestjysk hedder "vridefisse" (wriefit). Der er tydeligvis tale om et mønster.

Fig. 2

Efter et stykke tid ser alt på grønlandsk liderligt ud (fra Caia Hansen: Kogebog for Grønland. Den Kongelige Grønlandske Handel, 1965, s. 227. Fås på dit lokale folkebibliotek).

Jeg er glad for, at jeg fik dette indlæg ud, mens det stadig er lidt jul. Jeg har haft det forberedt i to år. Hosanna for mig! Ka-tjing!

***MANDEJAMMER – HVOR DU FÅR ALLE DE HALVBAGTE FAKTA!***