Viser opslag med etiketten materialisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten materialisme. Vis alle opslag

tirsdag den 28. december 2010

Hovedbrud


Jeg vil gå i dyb meditation for at finde ud af, hvad jeg skal købe for fradrag før nytår.



Der er ikke noget, jeg har brug for, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg er ude i sånoget som en A3-scanner. Jeg gider ikke købe en iPad, før der kommer kamera i, men så skal I ellers se grafik. Min hemmelige drøm er, at jeg kan bruge den til at lave tegneserier på. Så vil jeg have en lomme i mit skræddersyede tøj ligesom David Hockney og slæbe den rundt som en skitsebog. Som om jeg nogensinde tog nogen vegne hen.

Det minder mig om dengang, min far ville købe en rejseprinter. – Hvad vil du bruge den til, sagde jeg, – printe ting i S-toget?

Jeg havde svært ved at forestille mig en reel anvendelse. Han har altid været en meget visionær senior.

Jeg burde invitere ham ind, nu det er jul, men jeg ved ikke, om mit nervesystem kan holde til det.

Hvad ellers? Et stort møbel? Jeg kan ikke fordrage at bruge penge på møbler og laver dem hellere af forhåndenværende materialer.

Måske en laptop, selv om jeg har? Jeg kunne jo altid købe en og så tage den tilbage, hvis jeg skifter mening.

Det er en hovedpine. Jeg er meget. meget distraheret over for min sande mission for tiden. Dels er det jul, dels er jeg umulig. Hvis jeg kunne tage mig sammen, gad jeg i hvert fald ikke skrive det her gejl. Hvor sørgeligt. I skal ikke tage jer af mig, jeg er langt ude.

Jeg har lyst til at græde.

Måske går jeg ned og køber en cigar.

Det ville være en bedre historie, hvis det var heroin. Mit nytårsforsæt er at drikke mere. På forskellige tidspunkter af døgnet. Jeg morer mig ikke nok.

Jeg er
så parat til en total perspektivudvidelse.

Tak til jer, der holdt så længe som hertil, I er den hårde kerne. Fortjenstmedaljer, fortjenstmedaljer. Til alle! Store og små. Og nu afsted:
wiiiiiiiiiiiiiiiii!

tirsdag den 27. juli 2010

Funkis


Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

torsdag den 21. januar 2010

Alt ånder liv


Engang imellem, når jeg møder gamle venner, siger de: – Gudsrost, hvordan kan du blive ved med at se yngre ud, for hver gang jeg ser dig?
Og jeg siger: – Jeg kan ikke forklare det. Det må være, fordi jeg er søn af det åbne hav og den grønne skov og den høje himmel.
– Du har indgået en pagt med djævelen?
– Nej, jeg er søn af den brusende elv og den bølgende kornmark og ...
– Så må du få mange gaver!
– Haha, ler jeg. – Det er ikke det, det handler om. Materielle værdier er ikke vigtige for mig. Jeg pulserer i takt med den kosmiske bevidsthed.
– Wow, jeg elsker dig!
– Det er en almindelig reaktion. Det går over, når du lærer mig bedre at kende.
– Du er ikke en gylden gud? For jeg synes, din udstråling blænder mig ... Samtidig varmer synet af dig mig helt ind i knoglerne.
– Jeg har den effekt på folk. Nej, min ven, jeg er kuns et menneske.
– Men så essensen af menneskehed da, må man sige?
– Velsagtens. Det er pænt af dig at sige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden så godt på trods af vores lange adskillelse.
– Det er i sandhed transcendent. Jeg er glad for, jeg mødte dig. Nu er mit sind lyst. Før var jeg tynget af problemer, nu husker jeg end ej, hvad de var.

Og med disse ord skiltes vi, begge en oplevelse rigere.

fredag den 17. april 2009

Gaver er til at give videre

***
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.

Bogen handler om, at kunsten er en gave, man skal give videre, ligesom alle andre gaver. Der er ikke noget ved det, hvis man bare har det liggende i skrivebordskuffen eller loftsrummet.

I forordet står:
... Markedssamfundets mytologi vender billedet på hovedet: at få snarere end at give markerer, at man er et menneske med substans, og helten "hviler i sig selv", er "selvskabt". Så længe disse antagelser er i højsædet, vil en foruroligende fornemmelse af trivialitet eller ligefrem værdiløshed nage den mand eller kvinde, der arbejder i en gaves tjeneste og hvis produkter ikke i tilstrækkelig grad beskrives som handelsvarer. Når vores substans regnes efter vores erhvervelser, magter det begavede menneskes gaver ikke at gøre ham substantiel.
(s. XIV. Min oversættelse, putte)

Det første, man altid bliver spurgt om som kunstner, er: Kan du leve af det? Penge er den eneste gældende målestok for kunst. Hvis man ikke sælger, bliver man ikke regnet for noget. (At modtage statslegater kommer ind under penge som værdisætning.)

Det er sørgeligt at være falleret kunstner og svært at retfærdiggøre, også over for sig selv. Det er svært at stå dér og skulle til at være kreativ, når man tænker: – Hvad er det værd?



Her er citatet på engelsk:

"The mythology of a market society reverses the picture: getting rather than giving is the mark of a substantial person, and the hero is “self-possessed,” “self-made”. So long as these assumptions rule, a disquieting sense of triviality, of worthlessness even, will nag the man or woman who labors in the service of a gift and whose products are not adequately described as commodities. Where we reckon our substance by our acquisitions, the gifts of the gifted man are powerless to make him substantial.”



Lewis Hyde: The Gift: Imagination and the Erotic Life of Property. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Kirk Douglas ses her i den klimaktiske scene i Lust for Life, drenge og piger.
***

onsdag den 12. december 2007

Ting jeg har købt i Netto men aldrig fået brugt



Golfputtesæt
(kr. 150).
Sender bolden retur.
Executive style.
Som set på TV i 70’erne, hvor forretningsledere gerne puttede på kontoret. Heraf tiltrækningskraften.
Sammenlagt brugt i mindre end 3 minutter.




Laminator (kr. 50).
(Reelt indkøbt i SuperBrugsen.)
Hvem kunne modstå et sådant tilbud?
Aldrig taget ud af æsken eller brugt.
Ekstra laminatorkassette købt til tilsvarende fordelagtig pris.




Bredhæfter
(kr. 50).
Endnu et fantastisk tilbud.
Kan ikke hæfte mindre end 50 ark sammen af gangen.
Brugt en enkelt gang. Holder en livstid.


Konklusion: Netto kan tilsyneladende sælge alt, bare de kalder det "spotvarer". Genialt således at fylde containerne med alt, der kan fås billigt i Fjernøsten, når man alligevel er derude (Maersk), og sælge det til forbrugshungrende danskere. Intet er for åndssvagt, intet er for overflødigt! Solgt skal det nok blive.

Advarsel: Giv agt! Jeg udgiver snart listen over alt, hvad det er nødvendigt at eje her i verden.

torsdag den 6. september 2007

Rigtige venner


Jeg prøver at forklare Day-O, hvordan det er at have et barn med en kronisk sygdom, men det eneste han kan snakke om er, at han var til fest med Bruce Springsteen og hans kone.
- Hvor mange andre var der med? spurgte jeg.
Fornylig befandt han sig i en brusekabine med Pamela Anderson.
Det virker materialistisk.
Jeg gider ikke være patetisk.



torsdag den 14. juni 2007

Nymodens rejsegrammofon - lige til at tage med på stranden

På tip fra min gode ven 2mason tog jeg forbi Aage i dag og købte en rejsegrammofon, de har på tilbud derinde til kr. 695. Det er for fedt! Nu kan jeg spille alle de gamle plader, jeg har samlet gennem årene, bl.a. halvanden meter 78’ere jeg fandt ude på vejen her for fem år siden og aldrig har hørt (eks. jeg lige har hørt: Bing Crosby m. Les Paul: It’s Been a Long, Long Time. Det er kræs. Det er knas. For ikke at tale om den signerede Poul Bundgaard, jeg ikke nænner at spille) Jeg har fortalt alle, der er gået forbi, om det allerede, og jeg har ikke tænkt mig at standse foreløbig.
Ikke bare det, jeg kan forbinde grammofonen til computeren og lovligt rippe indhold til mine tonekunstprojekter.

Jeg har haft en pladespiller stående i kælderen i syv år, men aldrig sluttet den til. Alle min kones Røde Mor- og Donna Summer-plader står klar inde på hylden, lige til at smække på drejeskiven. Ditto to kasser disco-maxisingler med vandskadede covers, jeg har haft opmagasineret. Sommeren er reddet.

tirsdag den 24. april 2007

Magt er magt – det er ren materialisme

Der var en historie for et par uger siden, der skabte stor furore – det her med skulpturen af Chokolade-Jesus, og hvorfor må man godt fornærme kristendommen, når man ikke må fornærme muslimerne?
Det kan jeg godt sige hvorfor: Fordi der ikke er nogen, der har lyst til at blive slået ihjel.
Hvis man fornærmer Allah og Profeten får man dødstrusler, der vil noget.
Det er ikke religion, det handler om, det er magt.

Der var samtidig en anden historie, der handler om det samme: En svensk tøjkæde, Kapp Ahl, solgte nogen T-shirts med dødningehoveder på. Det tog de lokale Hell’s Angels dem ilde op, fordi de mente kæden havde kopieret deres logo.

"Derfor mødte to medlemmer af klubben op i en butik i Skåne og fortalte om deres utilfredshed. Butikskæden, der har 270 butikker i Sverige, Norge, Finland og Polen, reagerede ved at fjerne t-shirtene fra hylderne i en række af butikkerne i Sverige" (24 timer, 4. april).
Det var hurtigt!

Man bemærker tilsvarende, at politiet godt kan sætte store ressourcer ind på at rydde Ungdomshuset, men ikke en rockerborg.

Det samme er tilfældet med det rockerbyggeri, der pludselig dukkede op ude på Christiania, ”Lille Ishøj”. Hvor var christianitterne henne, da der skulle blokeres for den øjebæ? Hvorfor blev der ikke slået en menneskelig ring rundt om den byggeplads?
Hvis jeg må have lov at fremhæve min tese igen: Fordi det er et magtspørgsmål, og fordi man kan komme til skade.


PRESSELINK
Plus nyeste nyt i sagen, så vidt jeg kan se, og det er ikke engang så nyt.

onsdag den 28. februar 2007

Den bedste gave jeg nogensinde har fået


Min ven Fuchs fandt denne brystbold i Stockholm og tog den med hjem til mig - og det var ikke engang min fødselsdag!
Brystbolden er blød og behagelig at røre ved, man kan kaste den frem og tilbage til hinanden, børnene synes det er sjovt at gå og nive i den osv. = timevis af mageløs spas.



Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lettere seksuelt stimuleret af at manipulere denne "brystdildo". Godt man ikke er ensom.







Navn: Mini Jumble Ball
Tekst på æske: For age 5+ years
Producent: Ukendt
Oprindelsesland: Made in China
Diameter: Ca. 12 cm


Jeg har en tegning af en brystbold i min skitsebog fra 1993. Ligesom telefonen i sin tid var det en opfindelse, der måtte komme, en historisk nødvendighed.