Viser opslag med etiketten krigens ofre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krigens ofre. Vis alle opslag

mandag den 5. september 2011

Addendum III


Der var en, der sagde: Hvis der er nogen, der bliver skilt, så ønsk dem tillykke. Ingen lykkeligt gifte mennesker bliver skilt. Og det er sikkert rigtigt nok.

På den anden side er der vel heller ingen lykkelige mennesker, der begår selvmord. Skal man så også sige tillykke for det (selvom de ikke er der)? Jeg tror, problemet i begge tilfælde er collateral damage – hvad hedder det på dansk? – dem, det går ud over, selvom det ikke er deres skyld. Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg kan ikke tage det.


Niklaus Manuel Deutsch: Skt. Anton plages af dæmoner (1520).

mandag den 20. juni 2011

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket


Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.



Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

tirsdag den 10. maj 2011

Piger i trøjen 2.0


Jeg har længe sagt, og nu siger jeg det igen, at hvis kvinder skulle tjene, ville værnepligten blive ophævet i morgen. Kan du forestille dig at prøve at få danske kvinder til det?: – Jeg gider kraftedeme ikke være med i din pikfascistiske hær (eller tilsvarende mere tidssvarende kraftudtryk).

I øvrigt tror jeg, nogen (en mand) ville have en rigtig god sag for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ved at hævde, at værnepligten er kønsdiskriminerende.



I øvrigt ved jeg slet ikke, om der er værnepligt længere. Jeg er gammel.




lørdag den 13. februar 2010

Ilddåb


Sjanten smed bukserne og befalede de unge rekrutter at sutte på sit rødblussende, sprængfærdige mandslem. 69 Jensen faldt straks på knæ og labbede det i sig som en tørstig hundehvalp, mens 48 Kama Sutra Klausen slikkede på befalingsmandens lyserøde, behårede nossepose. Den fregnede knøs, frisk fra session i Bjerringbro, kunne ikke undgå at bemærke en vis indelukket dunst af mandemusk fra Sjantens nedre dele. Behændigt lod han en suttet finger glide om bagved mellem den overordnedes baller og gned prøvende frem og tilbage over det runkne, noprede numsehul, før han forsigtigt lempede den indenfor og prøvende ud og ind i hastigt stigende tempo til tonerne af tambourkorpset, der øvede sig på excerserpladsen udenfor. Sjanten gispede og havde nær slugt sin c'rutstump: de var lærenemme, de små. Et godt kuld i år. Men han var ikke klar til at spilde sin glohede gardersperm endnu. – Oomkring, befalede han myndigt, og Jensen og Klausen adlød straks, hvorefter han gennemborede dem på skift med sit stålhårde danskerlem, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, til rytmen af Champagnegaloppen og nu – endnu bedre – Kronprins Frederiks march derudefra. – Åh gud, så godt det er! brølede han som en ekstatisk elgtyr. – Længe leve Dronningen, længe leve Danmark! og lod sin sperm sprøjte ud over de rødmende, dampende fodfolks faste endeballer, så fintperlende at sollyset ind gennem barakvinduet skabte en Eliasson-regnbue i luften, som billede på den uendelige skønhed, der i dette øjeblik forenede de tre mænd, den ene gammel og garvet, de andre unge og grønne, men nu indviede i korpsets mysterier og soldaterlivets glæder, for evigt sammensmedede i kammeratskabets ubrydelige lænker.
– Her, tør jer, sagde han til knægtene og smed dem sit sammenkrøllede, kamuflagefarvede lommetørklæde.
Nå ja, det er sguda bedre end at skrælle kartofler, tænkte Klausen.

Følg med i næste afsnit, hvor Jensen og Klausen og ham den underlige Zachariassen kommer i "hullet". Og glæd jer til sæsonens store klimaktiske afsnit, hvor hele eskadronen bliver spærret inde i en afghansk grotte med en bande lystige, langskæggede talibanere og tror, de skal dø.



fredag den 12. februar 2010

Jeg er for fred


Fænomener jeg har fået nok af: gule støt tropperne-hårbånd.


Slut med soldater.

Hvem var den franske filosof, der sagde: "Enhver amerikansk tendens, lige meget hvor tåbelig, kommer til landet før eller siden"?


SHOPPINGTIPS: En bred vifte af lattervækkende produkter findes her.


fredag den 26. juni 2009

Når jeg er dårlig, bliver meget godt

***
Det gode ved at være syg er, at så kan jeg klare at se realitets-tv. Så kan jeg grine ad America’s Top Model og Chef Ramsay, der skriger ad alle folk, åh hahaha. Når jeg er syg, er jeg på niveau med det lort. Til hverdag kan jeg ikke tåle det. I det hele taget er jeg meget taknemmelig, når jeg er syg. Til hverdag er jeg konstant utilfreds. Tak, tak, kære familie, siger jeg, fordi I bringer mig te og mad. Og sentimental. Sentimental bliver jeg også. Jeg var syg sidste uge og skyndte mig hjem fra arbejde og lagde mig og græd ad slutningen på The Big Lebowski, hvor de omfavner hinanden, den PTSD-ramte veteran og hippien.



PS Jeg har ikke været syg nok endnu til at se dansk realitets-tv, men jeg så engang 10 minutter af svensk Robinson, og da var jeg rask. Det er for tæt på, når det er danskere, til at jeg synes, det er sjovt. Allerede Sverige er tilpas langt væk til, at jeg kan tænke: Åh, disse klovner. Nordmændene er totalgrineren. Finner er eksotiske som japanere.
***