Viser opslag med etiketten Klunke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klunke. Vis alle opslag

tirsdag den 22. november 2011

Jeg har skrævet en vittighed:


– Nej, mormor, ikke sådan en skridttæller!

Hahahaha! Ha!



Forklaring: Mormor kigger på mændenes "pakker".

fredag den 30. september 2011

Nervepirrende nødaktion


Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.



mandag den 26. september 2011

'Det snotgrønne hav'


Min datter (15) skal øve sig på engelsk, så jeg gav hende Ulysses at læse højt af. På side 3 kom der et ord, jeg ikke har har hørt: "scrotum-tightening".
– Jeg har hørt nok, den bog er uartig, sagde jeg og tog den fra hende. Tror fanden, den blev forbudt.

Fantastisk ord i øvrigt: "pungstrammende"*) på dansk (overs. Mogens Boisen). Jeg vidste ikke, det fandtes, men nu vil jeg bruge det i alle tænkelige sammenhænge.

Bagefter læste hun et par kapitler højt af The Thin Man. Næste gang får hun en Tao Lin, som jeg tror er rimelig scrotumstrammende.



Spørgsmål: Giver det mening for en kvinde at læse ordet "scrotumstrammende"? Er det en følelse, I kan forstå? Er der et tilsvarende fysiognomisk fænomen hos kvinder?

PS Det gode ved litteratur er, siges det, at man kan nikke genkendende ("nikke genkendende", ha!, en af de lammeste af alle floskler) til, hvad andre tænker. Her kunne jeg godt have brugt det ord.

*) Klunkekrympende, siger jeg bare.

onsdag den 8. juni 2011

Udsat


Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?



mandag den 2. maj 2011

Henfald


Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.



mandag den 4. april 2011

onsdag den 30. marts 2011

Svar mig på det




– Hvorfor griber jeg mig om kuglerne, når jeg skal tænke?

mandag den 21. februar 2011

Mystiske tunneler & sminkede lig


Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

lørdag den 13. februar 2010

Ilddåb


Sjanten smed bukserne og befalede de unge rekrutter at sutte på sit rødblussende, sprængfærdige mandslem. 69 Jensen faldt straks på knæ og labbede det i sig som en tørstig hundehvalp, mens 48 Kama Sutra Klausen slikkede på befalingsmandens lyserøde, behårede nossepose. Den fregnede knøs, frisk fra session i Bjerringbro, kunne ikke undgå at bemærke en vis indelukket dunst af mandemusk fra Sjantens nedre dele. Behændigt lod han en suttet finger glide om bagved mellem den overordnedes baller og gned prøvende frem og tilbage over det runkne, noprede numsehul, før han forsigtigt lempede den indenfor og prøvende ud og ind i hastigt stigende tempo til tonerne af tambourkorpset, der øvede sig på excerserpladsen udenfor. Sjanten gispede og havde nær slugt sin c'rutstump: de var lærenemme, de små. Et godt kuld i år. Men han var ikke klar til at spilde sin glohede gardersperm endnu. – Oomkring, befalede han myndigt, og Jensen og Klausen adlød straks, hvorefter han gennemborede dem på skift med sit stålhårde danskerlem, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, til rytmen af Champagnegaloppen og nu – endnu bedre – Kronprins Frederiks march derudefra. – Åh gud, så godt det er! brølede han som en ekstatisk elgtyr. – Længe leve Dronningen, længe leve Danmark! og lod sin sperm sprøjte ud over de rødmende, dampende fodfolks faste endeballer, så fintperlende at sollyset ind gennem barakvinduet skabte en Eliasson-regnbue i luften, som billede på den uendelige skønhed, der i dette øjeblik forenede de tre mænd, den ene gammel og garvet, de andre unge og grønne, men nu indviede i korpsets mysterier og soldaterlivets glæder, for evigt sammensmedede i kammeratskabets ubrydelige lænker.
– Her, tør jer, sagde han til knægtene og smed dem sit sammenkrøllede, kamuflagefarvede lommetørklæde.
Nå ja, det er sguda bedre end at skrælle kartofler, tænkte Klausen.

Følg med i næste afsnit, hvor Jensen og Klausen og ham den underlige Zachariassen kommer i "hullet". Og glæd jer til sæsonens store klimaktiske afsnit, hvor hele eskadronen bliver spærret inde i en afghansk grotte med en bande lystige, langskæggede talibanere og tror, de skal dø.



mandag den 25. januar 2010

Jeg frøs ad helvede til på cyklen


Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

tirsdag den 24. november 2009

Ellers ligner det jo ikke noget

***
Min bror vil fyre en på sit job, fordi han (medarbejderen) har "indtørret slim i mundvigene, trækker sine bukser for højt op, så han får mandlig kameltå, har dybsiddende øjne og tynde arme."*) Men han kan ikke lide at gøre det.

– Gør det, siger jeg, – I er nødt til at holde en vis standard, ligesom på Melrose Place. Det går ikke an, at han kommer ud og stirrer på folk med sine hule onanistøjne. Det skræmmer kunderne væk.

Og så illustrerede jeg med en opbyggelig Iggy Pop-historie: Da han var 14 og boede i den berømte trailerpark, betalte hans nabo ham for at slå sit græs, men han gjorde det dårligt.
– Du er fyret! sagde naboen.
– Hvad? sagde lille Iggy.
– Du har gjort et dårligt stykke arbejde og får ingen penge, sagde naboen.
– Hvad?! sagde Iggy. Men det var en værdifuld lektie, han dér lærte, som han sidenhen har husket på, når han selv skulle fyre nogen (fra bandet f.eks.). Ingen har godt af ikke at blive fyret/fyre under de omstændigheder.


Jvf. Iggy Pops selvbiografi I Need More, 1980.


*) Og han kigger mærkeligt, hver gang min bror går forbi hans kontor.
***

fredag den 14. august 2009

Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***

mandag den 29. juni 2009

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

torsdag den 2. april 2009

Jeg er en fæl fiasko

***
Et penselstrøg fra i går, jeg ikke fik tørret af:



Jeg har trækninger i testiklerne.

Alt det jeg ikke når.

Min udstilling er ikke ordentligt færdig, så jeg fusker det igennem. Som sædvanlig. Øv.

Jeg overvejer, om ikke det var tid til at holde op med at lade som om, jeg er kunstner. Men hvad så med alle mine tuber? Hvad skal der blive af de små, hvis jeg ikke er her?


– Piv, piv, piv! Du må ikke gå!
© Dansk Reportagefoto 2009

Og hvad med mine 8 kubikmeter usolgte malerier? Har jeg hjertet og rygraden til at makulere, hvor makuleres bør? Jeg kunne ikke engang give dem væk, om så jeg prøvede.

Tanken om at skulle betale for at opmagasinere det lort er dræbende.

Endnu engang har jeg sat min dårligste fod forrest og skudt mig selv i den.
***

fredag den 27. februar 2009

Humørhjørnet



– Når jeg bliver nervøs, krymper mine testikler, og så bliver jeg på en underlig måde liderlig (fordi der forgår noget dernede), men så gælder det bare om at finde på noget andet at lave.

torsdag den 29. januar 2009

Den daglige vanvidsscene – det gælder om at holde hovedet koldt

***
Der kommer et tidspunkt lige før sengetid, hvor alle skriger ad hinanden. Børnene begynder at slås om en legetøjsslange, og jeg må skille dem ad.
– Nu får I ikke mere godnathistorie! råber jeg.
– Var der ikke noget, du skulle med de her børn? råber jeg til min kone. – Sætte en insuflon i eller sådan noget?
– Det har jeg gjort.
– Ud at børste tænder!
– Det er min slange!
– Waah, du holder altid med hende!

Så står jeg og vasker op (mest fordi jeg ikke gider putte børnene, der giver mig hovedpine): – Det kunne være rart, hvis du gad vaske op engang imellem.

Det irriterede mig også i morges.

– Hvad?
– Jeg har lavet mad og vasket op hele ugen. Det bliver kedeligt. Det kunne være rart, hvis du også gad …
– Hvad mener du hele ugen? Bare fordi du en sjælden gang …
– Jaja, lige meget hvad jeg gør, har du et bagkatalog af lidelser, jeg aldrig nogensinde kan indhente!
– Du skal ikke spille martyr.
– Ja, jeg er en martyr! En martyr! Jeg er en MARTYR!*), siger jeg, mens jeg angiver takten med opvaskebørsten på kanten af håndvasken.

Børnene står og hænger med hovedet.

Lige meget hvad jeg bidrager med, økonomisk eller husholdningsmæssigt, bliver det ikke regnet for noget.

Hvorfor tager jeg ikke bare og sømmer mine nosser op på væggen med det samme?


*) Hellere martyr end slet ikke tyr, som min nye far plejede at sige.


På en skala fra 1 til 10 er det her en 5. Rundt regnet par for banen.
***

tirsdag den 2. september 2008

Obskøn graffiti (falliske malerier II)

***
Jeg kan bedst lide graffiti, der er obskøn. Det synes jeg passer bedst til.

***Kom med mig på fotosafari gennem byen!***

Fig. 1. Fra nedgangen til cykelkælderen.

Klik og forstør.

Fig. 2. Klunkepose observeret på Hauser Plads. Genskabt efter fantasien. Genial i sin enkelthed. Og så hang den lige i hovedhøjde.

Digitalt manipuleret trickfoto.

Fig. 3. "Pik" malet over på H.C. Ørstedsvej.

Arbejdere i færd med graffiti-afrensning. Man forestiller sig, hvad de siger til konen, når hun spørger, hvad de har lavet i dag: – Åhr, jeg har malet en pik over.


***Nye indlæg med obskøn graffiti er i støbeskeen. Så glæd jer!***
***

fredag den 13. juni 2008

Betryggende omsorg


Jeg er blevet udsat for noget lægehumor i dag. To yngre læger er rykket ind hos min gode, gamle ortopædkirurg, og jeg ville have dem til at kigge på mit åbne operationssår i knæhasen, der ligner et grædende øje.

De pillede et stykke "komplikationsvæv" ud nede på skinnebenet, så siger den ene: "Jeg spiser det til frokost, hahaha!"

Så er de færdige og har bundet mig pænt ind, og så siger den anden: "Nu skal vi undersøge dine testikler, hahaha!"

Lægehumor.

Undersøgelsesrummet genlød af min skingre mandelatter (à la Tom Hulce i Amadeus).

onsdag den 13. februar 2008

Sigt

Jeg har været med min mor til samtale på hospitalet i dag. Der er ikke mere kemo, de kan give hende. Så nu er det eksperimentelt/på skrømt.
Det er ad helvede til.
Hun er bange. Det er nok jeg kan gøre med at være rolig.



Jeg får en krybende fornemmelse i testiklerne.