Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.