"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")
Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)
Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.
Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.
*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar