Viser opslag med etiketten chok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chok. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2012

Min fjende


Da jeg stak hovedet op af kælderskakten, var der en, der stod på lur og slog mig oven i hovedet med en lægtehammer, men jeg havde heldigvis min cykelhjelm på, der prellede slaget af til en snitter. – ROARR! brølede jeg, og gerningsmanden flygtede i mørket, som den feje køter han er.



fredag den 30. december 2011

Rødt & grønt chok


Jeg stod og tissede og gøs:
der sad en bussemand i gardinet
......lige i øjenhøjde,
det må være, da jeg nøs.




mandag den 16. maj 2011

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation


Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).



lørdag den 21. november 2009

Jeg kunne ikke se det – eller noget – i øjnene

***
Da mit første barn blev født, kunne jeg ikke få mig selv til at skrive det i min dagbog (det var ikke en rigtig dagbog, men en skitsebog, men jeg brugte den til begge dele). I stedet skrev jeg: "Kære dagbog, der er sket så meget" og lod det blive ved det.

Og lavede tegninger som denne:



Hvad var det, jeg ikke kunne forholde mig til – altså ud over chokket? Sikken et spild. Et spild på flere måder, men især i forhold til mit "kunstneriske udtryk". Jeg regrederede.

Det, jeg tænker nu, er: Hvad gør jeg nu, der er mage til spild?

Hele mit liv har været én lang undvigelse.

*

Mine skitsebøger gik hurtigt ned ad bakke fra dette punkt. Jeg var ellers lige begyndt at strenge mig an – efter at have set Crumb-filmen – for at hæve skitsebøgerne op til et selvstændigt, levedygtigt udtryk eller i hvert fald lave bedre, mere gennemførte tegninger deri og ikke bare løse skitser som bremsespor på lokumsrulle.

***

onsdag den 18. marts 2009

100 års tosomhed

***
I går lagde min kone sin hånd kærligt på min arm. Det føltes elektrisk. Jeg var ved at græde. Jeg er ikke vant til at blive rørt.


***

torsdag den 18. september 2008

Min fars evne til vedblivende at gå mig på nerrrrverne

**
Jeg havde min far til middag og fodrede ham, og straks begynder han med, at jeg er "hård ved ham" som altid og nedgør ham. Der er ingen i hele verden, det er mindre sjovt at varte op. Hvorfor er han her? tænker man. Han hører overhovedet ikke efter.

Han bad om et glas vand, og det bevægede mig til at fortælle følgende historie:

– Da vi var små, og farfar stadig boede hjemme hos os, sad han altid ved bordet og bad om et glas vand. "(Min storebrors navn)", sagde han, "vil du ikke nok hente mig et glas vand?" Og da min storebror ikke gad det mere, spurgte han mig: "(Mit navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" En dag hentede jeg et glas varmt vand til ham, og han sagde SCHPRRUT! (Her griner børnene.) Så begyndte han at spørge min lillebror: "(Min lillebrors navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" og min lillebror gik ud i køkkenet og lavede ham et glas saltvand. "Hvad er det for noget?" sagde han, for det var helt hvidt.

– Hvad gjorde han så? spurgte børnene.

– Ja, han flyttede da, sagde jeg, det ville han da ikke finde sig i. Man har vel sine principper!

Almindelig moro.

Min kone vil ikke engang give ham en krammer, når han kommer ind og siger "Giv mig et knus, svigerdatter" med snotten løbende ud af sin gammelmandsnæse og fortæller om, hvor dejligt det er at knuse klinikassistenten hos tandlægen. Hun synes, han er en "dirty old man", og det er han. "Downright filthy", kan jeg tilføje.

Lige meget hvad jeg gør, synes min far, at det er synd for ham. Han tror stadigvæk, at jeg er 13 år gammel. Han bliver groft sagt chokeret, hver gang han ser mig.

Han har evnen til at irritere mig til evig tid, men han er så gammel, så gammel, den ældste mand på jorden.


BILLEDTEKST: Her er en opfindelse, jeg godt ville have gjort.
***

mandag den 18. august 2008

Som man ser det

**
Det er ikke fordi jeg går så meget op i OL (bortset fra at jeg pjækkede en enkelt dag sidste uge og så OL hele dagen, men det var fordi jeg var træt, træt), men det er bemærkelsesværdigt, at NBC (den am. tv-kanal der sender OL) sætter USA øverst i medaljestillingen (fig. 1 t.h.), selvom Kina har flest guld. De danske medier tæller pr. flest guld.

Åndssvag nationalisme. "Forestil dig, at der ikke var nogen lande..." (synges).

Det minder mig om verdenskortet:



Første gang jeg så den australske udgave, fik jeg et mindre chok (vant som jeg var til den eurocentriske). Nord er ikke op, okay!

Og her er den australske medaljeoptælling:



Jeg kan ikke finde ud af at se basketball live online i stedet for at arbejde, og det irriterer mig. NBC streamer kun til USA.
***

mandag den 16. juni 2008

PFOM!

***
Min espressomaskine i kolo eksploderede i nakken på mig i går.



Mens jeg stod og vaskede op. Der løb espresso ned ad mit ben og blandede sig med udsivende sårvæske.

Det billige skidt. Jeg købte den på Kaninmarkedet af en Brøndbyfan, der havde vundet den henne i klubben, men nægtede at bruge den eller lære at bruge den (kr. 50).

onsdag den 4. juni 2008

Hjertebanken

Min bror ringede midt om natten, men jeg kunne ikke nå at tage telefonen, og det eneste jeg kunne høre af beskeden var: "...skrat... skrat... er død" med hulkende stemme. Han tog ikke telefonen, da jeg ringede tilbage. Dumme svin. Næste dag fandt jeg ud af, at det bare var Johnny Cash, der var død, og min bror bare var fuld til en eller anden fest i en yachtklub med Poul Glargaard og sådan nogen idioter.

Det måtte jeg bede ham aldrig gøre igen.

Hver gang telefonen ringer på ulige tidspunkter, tror jeg det er min far der er død, fordi han er ældre end alle andre og derfor står forrest i køen.
Det var så indtil for nylig.

onsdag den 21. maj 2008

Kunstnere er nogen svin, også på Islands Brygge - eller: Hvad, har de ingen håndvask?

Hvorfor ville fire kunstnere, der har tre etager ned til nærmeste lokum, vælge at pisse (og muligvis skide) i en murerbalje i stedet for at bruge f.eks. halvandenliters colaflasker?


Det minder mig om den Sartre-bog, hvor nogen franske soldater barrikaderer sig i en kirke og fylder døbefonten med vin, men da en drikker af den om natten, er der nogen der har skidt i den. Et uforglemmeligt billede. Sådan forestiller jeg mig min ven Florian, da han lånte atelieret, fordi han skulle støbe noget, og opdagede den halvfyldte balje.

tirsdag den 19. februar 2008

onsdag den 31. oktober 2007

Levende død i en kiste af pap

Den første dag sendte vores skulpturlærer os ud at finde skrald til at lave skulpturer af. Nogle var heldige at finde keyboards, de kunne hive tasterne af, andre fandt hjul, de kunne sætte under deres (alt ser godt ud på hjul). Jeg fandt en lang papkasse på fortovet og åbnede den og fór tilbage, for der lå en mand og sov nede i den, som Dracula i sin kiste i dagslys.

Er der nogensinde nogen, der er blevet dræbt, fordi de har lagt sig til at sove i skraldet (fx. en brandert) og er blevet losset op bag i skraldevognen og kværnet?

Jeg forestiller mig altid lig gemt nede i de frosne snedriver ved cykelstien, som dukker frem, når det tør.



Papkister for de miljøbevidste kan bestilles her.

•

Efter redaktionens afslutning indsætter jeg dette vagt relaterede billede fra The Spirit:

lørdag den 18. august 2007

Komplettere omvæltning

Jeg håber ikke, at jeg bliver en af de forældre, der aldrig kan tale om andet end deres børns sygdom, men lige nu fylder det bare vildt meget.
Ikke så underligt. (Min datter på 7 fik at vide, at hun havde diabetes forrige fredag. Det er fucked.)

Jeg har været i chok, og nu er jeg ved at prøve at vænne mig til det.

*

Til gengæld fik hun fyret nogen meget gode nogen af, mens hun var på hospitalet:

Lægen kom ind og fortalte hende om, hvad det vil sige at have diabetes. Til sidst sagde hun, lægen: - Er der noget, du vil spørge om?
Og min datter svarede uden at blinke: - Hvorfor har du så store øjne?

Her burde hun have fortsat med: - Hvordan får man børn? og - Hvad er meningen med livet?, men lægen havde desværre ikke fattet den, og hun holdt klogelig inde.

Det kommer sig af, at vi har hørt Rune T. Kiddes Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr, deriblandt Den lille møghætte, en CD der varmt anbefales til alle (de første to og de sidste to spor er i al fald gode. Grille-Lise Live er genial.)

Jeg har aldrig syntes, Rune Kiddes Litterærligheder var særligt sjove, men han fortæller enormt sjovt, som en parodi på en gammeldags fortællerstemme, som man kender dem fra plader med Disney-film (jvf. Ove Sprogøe læser Mads & Mikkel).

*

I det hele taget har hun udvist en forbilledlig galgenhumor.