Viser opslag med etiketten smerte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten smerte. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

Sit eftermæle er sgu noget mærkeligt noget at bekymre sig om


Der er dét på den ene side og på den anden side at forsøge at undgå smerte og for så vidt muligt have det rart.

Mine farver eksploderer.

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring som Harvey Keitel i Bad Lieutenant, men jeg finder altid på noget andet i stedet for. Bare fordi man får en ide, er ikke det samme som, at man bør føre den ud i livet. Der er dage, hvor jeg har lyst til at lade tissen løbe ned i min sko.



søndag den 4. december 2011

Et forpint blik helt nede fra tarmen


Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.



fredag den 9. september 2011

Kender I det?


Kender I det, når man smadrer tåen ind i staffeliet ligesom under en dør – for sådan er det her åndssvage staffeli indrettet, at der er noget der stikker frem – og neglen knækker bagover og folder ind over sig selv og bagefter falder af?


Den anden tå har det heller ikke for godt.

onsdag den 7. september 2011

Hurra, jeg er helbredt


Et absolut højdepunkt fra sidste år var, da jeg havde så ondt i ryggen, at jeg ikke kunne bevæge mig, men så lo jeg så højt over mine egne vittigheder på tjatten om, at Donzo er en gammel tante, at jeg ufrivilligt lænede mig tilbage i kontorstolen, så langt at jeg gispede af smerte, og da lød der et lettelsens knæk fra min ryg, og smerten var væk! Eller i hvert fald reduceret med 35%. Jeg grinede så højt over min egen vits, at jeg knækkede min ryg kiropraktisk. Hurra!


Jeg lo så højt over mine velartikulerede og laserpræcise beskrivelser af Donzo som en gammel tante, at jeg fik voldsomme smerter i ryggen, men jeg kunne ikke holde op at le hysterisk, og pludselig sagde det KRKK!, og smerten forsvandt!


Jamen, er det ikke fantastisk, at det kan lade sig gøre?

onsdag den 15. juni 2011

Natligt tilsyn


Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

onsdag den 8. juni 2011

Udsat


Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?



søndag den 29. maj 2011

Sulten i seng


Wow, det gør ondt i hovedet at ligge her kl.
to om natten og lytte til underboens fjernsyn
og ikke have noget sexliv.

Wow, jeg har ikke nogen udladning for mine
følelser. Hvor borgerligt. Prins Henriks tale til
Mary: "Jeg beundrer din evne til at styre
dine følelser."

Kung-fu.

Hvor mærkeligt og sørgeligt det altsammen
er. Jeg her i min hinde. Fanget på livstid.
Uden en drøm jeg kan kalde min egen.

Da jeg var ung, grinte mine kærester og jeg,
hvis vi lå med ryggen til hinanden som gamle
ægtepar.



tirsdag den 24. maj 2011

Spændenyt


Siden 1993, da jeg ramte min nevø i øjet med spændet på min læderjakke, og han sagde: – Av, Onkel Gudsrost!, har jeg haft det stukket ned i lommen.



mandag den 16. maj 2011

tirsdag den 12. april 2011

En ørkenvandring i en kattebakke


I parterapien sagde hun: – Det, jeg godt lide ved Gudsrost, er hans humoristiske sans.

Det er sjovt, for hun har ikke grint af noget, jeg har sagt, i 15 år.

Jeg kan huske, hvornår min kone sidst grinte af mine vittigheder. Det var i maj 1996.

Det er heller ikke rigtigt. Hun griner, hvis jeg falder eller slår mig.*)


*) Hvorfor er det i populærkulturen sjovt, hvis faren slår sig, men ikke hvis moren slår sig?




Tænk at tro, at det er hendes job at være skeptisk eller misbilligende over for alt, hvad jeg siger. De furer sætter sig fast.

I går forsøgte jeg at give min kone en kompliment, men hun troede ikke på mig, så jeg gav op igen. (Det er meget sjovt, at "at give op" betyder det omvendte af f.eks. "at give bolden op". Ligesom "at kaste armene i vejret", men ikke i triumf.)

Der er sgu ikke meget at grine af.

Det bedste er at være ligeglad.

torsdag den 10. marts 2011

Udskiftninger


I dag var jeg hos tandlægen for at få fjernet min sidste sorte plombe, og bagefter skulle jeg til møde for at diskutere min lønnedsættelse.



PS Jeg fik "forårsrabat" hos tandlægen.

søndag den 6. februar 2011

Endnu en


Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.

Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.

– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.

– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.

– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?

– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...

– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.

– Ikke noget.

Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.

– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).

– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.

Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.

Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.

Nu kan jeg høre gråd derinde fra.

Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.



Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.


torsdag den 20. januar 2011

Som et nyfødt barn, måbende


22:13

Mit problem er, at jeg er en helgen, og jeg simpelthen er forbløffet over mine negative tanker. Det er inkongruensen, den skarpe kontrast mellem stykker af glødende kul mod en snehvid grund. Mit sind er som snemandens ansigt.

Jeg er en engel, der er sendt ned på jorden for at skabe fred blandt mennesker. Og jeg martres og ofrer mig selv, som Jesus. Min godhed bliver min død.

Mine lidelser er for jer. Og hvis I også lider lidt så længe (I få tilbageværende stakler, der har mave til dette), er det kun godt.

Derved hæves det universelle godhedsniveau til alles glæde & stjernernes fryd.

Nu kommer min kone ind og fortæller mig, at jeg skal fjerne skrællerne fra vasken.



En utrolig smuk dans
af kulørte grønsagsstumper
på bunden af min vask


Desuden (for den meget standhaftige læser):
Mit problem er, at jeg er så god som dagen er lang. Jeg synder aldrig. Kun mod mig selv. Jeg forbryder mig kun mod mig selv, for jeg kan ikke få andre til det. Min synd går kun ud over mig, den smule synd. Det er mest bekymringer. Er bekymringer synd? De er i al fald ærgerlige.

Jeg begår virkelig aldrig nogen synder. Jeg er så fucking ren.

Jeg er pletfri ren. Jeg er lavet af stjernemasse.

I øvrigt er jeg ligeglad med synd.

Jeg er et godt menneske. Jeg er god mod andre mennesker. Det eneste, der er galt med mig er mine bekymringer og mit lave selvværd. Mørke skyer over mit krystalblå sind.

Det er skønt at være så god - for min sjæls evige frelses skyld - men det lønner sig ej. Jeg snyder mig selv i stedet for andre. Deraf mit salige smil.


Jeg er frelseren, lyt til mine ord,
Gud er min far, men hvem er min mor?
Et menneskekar, der i mit hjerte bor.
Far, send flere penge,
så skal jeg nok huske at ringe.


torsdag den 30. december 2010

Den, der læser dette, er dum


Nu vil jeg fornærme mine læsere bare for at teste dem, for sådan gør jeg med dem, jeg holder af.

Det er derfor, indlæggene er så dårlige. Nogen skal det gå ud over.

Hvis du læser dette, er du en åndsbolle med dårlig ånde (jeg er bare ved at varme op). Du er en lorteæder (heraf den dårlige ånde), og din mor er en gammel luder, hvis hun ikke er blevet kneppet ihjel. Jeg hader alt ved dig, og det gør alle andre også. Jeg tørrer røv i din gud, og dit liv er intet værd. Gå hjem og vug og knep dig selv i røven med en bambusstang og en Netto-agurk og en brandbil og Rundetårn og skoleskibet Danmark. Og når du er færdig med det, kan du sætte ild til dit hår og klemme dit lår i døren og tisse dig selv i munden og børste tænder i hjemløs sperm og gå på lokum i dine kommodeskuffer og iføre dig din mors lyserøde korset, mens du spiller skedeslikkervalsen på Marguerite Vibys afpillede lig og dit hus brænder og du får en istap i hovedet og du spiser fordærvet kød på 1000 forskellige måder, så du kaster op i røven på Kong Karl, der ler højt ad dig og din uduelighed. Og undskyld mig lige, nu skal jeg ud at græde.

Jeg har så mange tårer endnu, så mange længsler, så mange fortrydelser. Så bitterligt livsnerven er knuget om min hals fra nytår til Sankte Hans. Og ingen, ingen har jeg at dele det med, for jeg er så ensom og alene og overset og glemt, og ingen elsker mig, undtagen dem jeg skider allermest på. Der er ingen vej frem. Jeg kaster mig i afgrunden. Farvel onde verden, farvel.

Farvel, farvel, farvel.

Aaaaaaaaarrrrrhhhhh...

Det var nyhederne, og nu godnat.

Sluk fjernsynet og knep dig selv i røven med en jernbanesvelle og en pølsevogn og en gardinbus og Eiffeltårnet i Paris og Det skæve Tårn i Pisa og Panserkrydseren Potemkin, og må en ringbane-Metro sprænge sig vej gennem din krop og ud af din mund, hvor alle folk står glade ud og stempler dig i øjet med deres klippelort, så du skærer dig og bløder og må forbinde dit øje med brugte menstruationsbind og brugt lokumsrulle og aids-nåle til at holde det fast med og cocktailpølser til pynt og bagte bønner ud over dit hoved, skoldhede, og de er ikke engang taget ud af dåsen endnu, så det gør ekstra ondt, og du vil ærgre dig længe, fordi Jobs bylder vokser frem overalt på din krop og vædsker, og din aktiebeholdning viser siger at være værdiløs og ikke det papir værd, den er skrevet på, og din mand og/eller kone knepper med folketingsgruppen for samtlige partier, og alting gør ondt og er dårligt resten af dit liv, mens du plages som Adolf Hitler, hvis der virkelig fandtes en gud. Bare skidt det hele, forstår du, og intet bliver nogensinde godt og rart og velkendt igen.

Jeg mener det ikke personligt, men generelt. Forbistrede verden, den har mig lige, hvor den vil have mig, med bollerne i skruetvingen og næsen i sky, hvis det ellers giver nogen mening, men det var, hvad der faldt mig ind.

Og din hud vil falde af som efter en atomprøvesprængning, og dit højre øre vil blive døvt, og græshopper vil æde din køkkenhave, og havet vil sluge dit sommerhus, og alt hvad du elsker vil visne og dø, mens du hviler på dit leje af brændenælder og slikker pik på en, der lige har kneppet en, der har spist figner. Og du vil blive taget for at rejse uden gyldig rejsehjemmel i S-toget og for at køre uden lys på cyklen i skyndingen rundt i svinget ved Rughavevejens Skole i Valby, og dit hår vil falde af, og dit røvhul vil klø og dine arme være for korte, og du vil være ude af stand til at bukke dig, så du kan nå, og dine negle vil blive revet af af dværge i Sortskov, og tag det nu ikke for nært, men jeg vil fornærme din musiksmag og sige, alle de film, du godt kan lide, er dårlige, og jeg vil stjæle de bedste år af dit liv og misbruge din kærlighed og forvrænge alt, hvad du siger, og kun tænke på mig selv og sige, at din kaffe og madlavning er dårlig og elendig, og at dine gaver er fantasiløse, og jeg vil aldrig gide rydde op og vil smide mine ting allevegne og prutte dig i hovedet, mens du sover, og bare grine, når du protesterer, fordi jeg er større end du er, og jeg vil sige, at din familie er latterlig og taberagtig, at der lugter hjemme hos dem, at de har dårlig smag i samlivspartnere og ikke forstår at more sig ordentligt juleaften, og at alting i hele Danmark er rullet ind i pøllebæ og drysset med hudflager af indtørrede grønlændermumier.

Jeg er led og ked af det hele og ser ingen anden udvej end at fortsætte i denne gænge, indtil noget giver sig. Indtil solen falder ned i noget med kusse og røvballer og afrevne testikler, som mågerne pikker i.

Og må alverdens forbandelser regne over hovedet på enhver, der læser det her, og give stof til eftertanke. For lidelser lutrer og forbandelser forpligter.

Mere i morgen.


Det er så let at være negativ, men hvad med at sige noget pænt til en forandring?


Jeg må indrømme, jeg er helt udmattet nu efter at have læst din tirade, men hvor gjorde det dog godt.

Jeg ved, hvor du bor, fister, du har gjort min kone ked af det, og nu skal du betale.

Jeg håber, du er meget stolt af dig selv, store baby, du med din tunge, fyldte ble, du ikke kan få nogen til at skifte.

Vi reder op til dig på Skt. Hans, her kommer mændene med nettet.

Skulle det være noget særligt, lille grimme abe? Du er så uartikuleret, når du er dum. Har du ikke bedre ting at spilde tiden på, Dummkopf? Grav dig ned og smid skovlen væk.

Ingen vil savne dig. Du er en plet i Guds øjne og et sørgeligt spild af sperm.

Du skulle skamme dig. Først lader du det gå ud over en sagesløs psykoteraprut, og nu dette? At fornærme ALLE dine læsere? Over een kam? Som om vi har gjort noget. Hvad rager det i øvrigt os, hvad du siger? Kom ikke for godt i gang. Naturen har en måde til helt naturligt at udjævne ubalancer. Så held og lykke med at undslippe den universelle orden. Sure gamle bedstefar. Du stinker af sur røv, og dit lem er langt og slapt som en udkogt kålrabi. Jeg foragter dig og alt, hvad du står for, hvilket ikke er meget. Du burde være glad for, at nogen overhovedet gider læse dig. Tænker du måske nogensinde på det? Hvad der ville ske, hvis ingen virkelig lyttede? Så skulle du høre dig selv hulke, for ingen andre ville selvsagt. Ha! Tag den, dit lange, slappe jammerlem. Du blafrer i blæsten som en udtørret sælhud. Vi hader dig alle skidemeget og synes bare, du skal dø. Farvel selv, JEG er skredet. Og jeg tager mit følge med. Kom, små sykofanter.

Bjæf, bjæf, logre, logre, savle, savle.

Vi er dem, der er gået.

Og din prosa er også slap. Prins Henrik digter bedre end dig. Og hans røvhul lugter bedre end dit hår og hans kone er lækrere. Og de har bedre sex, tiere og længere. Og deres børn er kønnere og bedre begavet. Åh hahahahaha.

mandag den 21. juni 2010

Beskeden, omend magtpåliggende observation om mine nærmeste omgivelser


Lokummet har fået sørgebind på. Brættet er knækket, og ellers niver det mig i røven, når jeg rejser mig op.


Jeg er til eg. Giv mig et godt bræt af eg. Kirsebærtræ er også godt. Eller valnød. En god, hård sort. Jeg kan leve med ask.

søndag den 14. februar 2010

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?


Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.



onsdag den 3. februar 2010

Intet godt


Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

tirsdag den 19. januar 2010

Den tid igen


Jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen. Vi talte i telefonen i går:
– Jeg kan også godt spørge en af dine brødre i stedet for, sagde hun.
– Lad hellere være med det, sagde jeg. – De bliver bare følelsesmæssigt belastede, og så ender du med at trøste dem.
– Hahaha, lo hun hjerteligt. Det er rart at få hende til at grine.

Hun har ingen energi. Hun har mavesmerter, fordi kræften snart er over det hele. Nu er hun lige færdig med sin sidste runde kemo, der heller ikke virkede. Jeg tror ikke, de har mere tilbage at kaste efter hende.



mandag den 5. oktober 2009

Venstrehåndsarbejde

***
Jeg skulle have noget ud af skabet, da hammeren faldt ned og smadrede en blåkant-tallerken, så et skår sprang op og skar en sene i min finger over. Nu har jeg en kronisk kroget ringfinger.


***