Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.
Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.
Klik og forstør.
Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.
Det sidder på leveren og milten og allevegne.
3 kommentarer:
Smertestillere. Hospice.
Alt der der. Jeg er ikke parat til det.
Det bliver du nok aldrig.
Men husk nu endelig at kramme hende meget. Let, selvfølgelig - når hun har så ondt - men meget.
Øv :(
Send en kommentar