Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger

Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.