Mærkeligt som alt det, jeg elsker, bliver til en bitter vittighed.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Jeg begik i naiv optimisme en fatal brøler i sommer ved at igangsætte "et projekt" med at lave om i lejligheden, og nu springer det op og sparker mig i røven, fordi der ikke sker en skid med det, og det ikke fører til andet end bitterhed og skuffelse og ufred. Jeg har andre ting, jeg hellere vil lave, og nu hænger det hele på mig.
Jeg havde min far til middag og fodrede ham, og straks begynder han med, at jeg er "hård ved ham" som altid og nedgør ham. Der er ingen i hele verden, det er mindre sjovt at varte op. Hvorfor er han her? tænker man. Han hører overhovedet ikke efter.

Jeg er i skidedårligt humør.
Det er svært at beskrive de konstante ydmygelser, man udsættes for i et langvarigt forhold, på en måde der lader en bevare et skær af respekt omkring sig selv.

Mens jeg tog bad i morges, tænkte jeg på alle de fejltagelser, jeg har lavet i mit liv, senest i går hvor jeg blev blitzet for at køre for hurtigt oppe i Farum. 52 km/t – får man en bøde for det? Fuck det.

Jeg kan ikke udholde at arbejde. Jeg har det som om mit liv løber ud mellem fingrene på mig. Det føles som det værste tidsspilde. Det rykker mig ingen steder hen. Når jeg kommer ud på den anden side og er færdig, er jeg præcis derhenne, hvor jeg begyndte. Ingen steder.- som tårer i regnen.(vælg selv en passende floskel).
- som sand mellem fingrene.
David Byrne sagde, at han valgte at gå på RISDE, fordi det var den skole, der havde det bedste graffiti. Hvor hipt.
Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.
Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.
Vi skændes hele tiden. Min kone siger, hun ikke kan ”rumme” mig. ("Nej, det ved jeg godt, hverken på den ene eller den anden led”.) Hun vil ikke holde op/kæft, selvom jeg beder hende om det flere gange i træk, og så siger hun, at jeg bliver hurtigt vred. Jeg siger, hun ikke respekterer mig eller tager det, jeg siger, alvorligt.*) Inde i mellem står børnene og prøver at få os til at holde op. Min yngste datter giver mig fingeren og siger jeg er dum.