Jeg er sur over ikke at få bryst mere.
LIGE TIL AT PRINTE UD OG HÆNGE OP!
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det

When I was a child, I spake as a child, I understood as a child, I thought as a child: but when I became a man, I put away childish things.*) (1 Corinthians 13:11).Det har jeg aldrig gjort.





– Jeg er bekymret for dig, sagde min kone.
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.

Jeg havde min far til middag og fodrede ham, og straks begynder han med, at jeg er "hård ved ham" som altid og nedgør ham. Der er ingen i hele verden, det er mindre sjovt at varte op. Hvorfor er han her? tænker man. Han hører overhovedet ikke efter.
Apropos korte bukser gik det op for mig, hvorfor der ser dumt ud, når folk (mænd) går med skjorten eller T-shirten stoppet ned i shortsene: det er fordi korte bukser er uformelle, og det er formelt at have skjorten stoppet ned i bukserne. Kombination er absurd. Ligesom sokker i sandalerne. Badebukser og slips. Slips og sandaler osv. Smoking og svømmefødder.




Jeg var med min mor ude for at købe sundhedssandaler til mig i går, og pludselig var det som om jeg var syv år gammel igen. Men heldigvis er jeg nu stor nok til at modstå hendes pres og valgte en stribet trøje i stedet for.
Axel arbejdede i årevis i Barnes & Noble. Hver dag stjal han en hurtigskriver og en bog*). Derhjemme havde han en hel skotøjsæske fuld af hurtigskrivere og en hel væg fuld af skinnende nye bøger (over for en anden væg med hans Star Wars- og Simpsonsfigurer). Princippet var lidt af gangen: Hvis han en dag blev taget, ville det ikke være for noget særligt slemt.
Jeg var til julefrokost med familien. Det var ikke så slemt, som det kan være, undtagen i begyndelsen hvor alle diskuterede en morsom fjernsynsudsendelse med ledende politikere (Villy var ikke sjov som Pia) og de sjoveste nyeste fjernsynsreklamer. *)
Jeg rev dette hul i min nye sweater juleaften, da jeg sprang rundt om et hjørne ud på gangen (under en runde fangegemme) og klinede mig åndeløst op af en mur, mod et søm, hvor der havde hængt et maleri. Det var første gang, jeg havde den på. Jeg havde lige købt den dagen før.
Jeg var forståeligt ængstelig op mod genforeningsfesten for min folkeskoleklasse, men jeg garderede mig ved at sige: Og hva’ så om jeg ikke har en karriere, jeg vil være bekendt, jeg er lykkeligere end de er*), og i det mindste har jeg alt mit hår på hovedet. Men det viste sig, at de alle sammen havde gode karrierer, topstillinger, familier, børn og hår. Alle var slanke, undtagen én, der var uigenkendelig. Flere lignede sig selv på en prik, andre ville jeg ikke have genkendt, selvom de sad overfor mig i toget – og det på trods af at jeg har tilbragt 10 år spærret inde i et klasselokale sammen med de mennesker.