Viser opslag med etiketten kønspolitik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kønspolitik. Vis alle opslag

mandag den 26. december 2011

Gammel skik


Bemærk i dette klassiske danske maleri, at det kun er kvinder og børn, der danser. At danse om juletræet er umandigt. Hvornår holdt mændene op med at sidde inde i salonen og ryge cigarer?



Endnu et led i den almindelige infantilisering af den moderne mand.

mandag den 21. november 2011

Afgørende forskel ang. social mobilisering


Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.


tirsdag den 21. juni 2011

'Jeg er en STOR MAND'


I lørdags var jeg ovre hos Donzo sammen med Triple-K og se en dårlig splatter (oprigtigt dårlig: Dellamore Dellamorte, kan ikke anbefales) og fik at vide, at jeg lyder ligesom Pia Kjærsgaard, fordi jeg er "antielitær" og synes en nuværende adjunktprofessor var en snothvalp i 1993, tsk, tsk. Ugen før var jeg ude og fik at vide, at jeg lyder ligesom Jørgen Leth, fordi jeg rakte hånden ud og sagde "med savoir faire og tæft". Jeg har overvejet, om jeg bare er dum at høre på og burde holde min kæft. Den mulighed eksisterer. Fra nu af bliver jeg hjemme og tænker over dét.



Han er sjov, den Donzo: – 'Ækel mandsling', har han sagt to gange nu, – sådan affejer du hele mandens [Woody Allens] værk.

– Du skal ikke være en Dominique Strauss-Kahn-apologist, siger jeg. – 'Jeg er en
stor mand!'

onsdag den 8. juni 2011

Indprentning af flugtplan


– Hvis der er nogen, der overfalder mig, sagde jeg til mine børn, – skal I bare løbe jeres vej. Jeg skal nok klare mig, men det er svært, hvis jeg også skal forsvare jer. Løb hjem eller ring til politiet, når I er på behørig afstand.

Der er typer, der udnytter, hvis man er sammen med børn. De truer en på en måde, som de ikke ville gøre, hvis man var uden børn. *)



Jared Diamond beskriver den gamle situation med manden, der går forrest, mens kvinden går bagefter med et kæmpe læs brænde eller en unge, f.eks., som ikke sexistisk men naturlig, idet manden skal have armene fri til at forsvare sin familie.


*) – Hvad vil du så gøre, far?
– Jeg løber bare ud mellem bilerne eller hopper op og ned som en abe. Jeg skal nok klare mig.
– Hvad hvis de har en pistol?
– Det er en anden historie. Jeg har ikke tænkt videre end til en kniv.


Slut på Lektion 1.



tirsdag den 10. maj 2011

Piger i trøjen 2.0


Jeg har længe sagt, og nu siger jeg det igen, at hvis kvinder skulle tjene, ville værnepligten blive ophævet i morgen. Kan du forestille dig at prøve at få danske kvinder til det?: – Jeg gider kraftedeme ikke være med i din pikfascistiske hær (eller tilsvarende mere tidssvarende kraftudtryk).

I øvrigt tror jeg, nogen (en mand) ville have en rigtig god sag for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ved at hævde, at værnepligten er kønsdiskriminerende.



I øvrigt ved jeg slet ikke, om der er værnepligt længere. Jeg er gammel.




Hvis side er du på?


– Du får 25 øre for hver mælkebøtte, du hiver op, sagde jeg til min datter (10).
– Jeg vil have 50 øre, sagde hun.
– Jeg er stolt af dig på dit køns vegne, at du forstår at forhandle, sagde min kone.
– Jeg kan også bare sige, du skal gøre det uden at få noget for det, sagde jeg.
– Så gider jeg ikke, sagde hun.

Vi blev enige om kr. 33⅓ pr. stk. *)



PS Hvis man ikke kan se humoren her, kan man forestille sig, det var omvendt, at min kone beder vores søn slå græsset, og han nægter, og jeg siger: – Jeg er stolt af dig på vort køns vegne, knægt.

Jeg er meget følsom over for den slags.

Hvor latterligt.


*) Hun tjente kr. 13.

tirsdag den 3. maj 2011

Spændende nyhed


Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

tirsdag den 12. april 2011

En ørkenvandring i en kattebakke


I parterapien sagde hun: – Det, jeg godt lide ved Gudsrost, er hans humoristiske sans.

Det er sjovt, for hun har ikke grint af noget, jeg har sagt, i 15 år.

Jeg kan huske, hvornår min kone sidst grinte af mine vittigheder. Det var i maj 1996.

Det er heller ikke rigtigt. Hun griner, hvis jeg falder eller slår mig.*)


*) Hvorfor er det i populærkulturen sjovt, hvis faren slår sig, men ikke hvis moren slår sig?




Tænk at tro, at det er hendes job at være skeptisk eller misbilligende over for alt, hvad jeg siger. De furer sætter sig fast.

I går forsøgte jeg at give min kone en kompliment, men hun troede ikke på mig, så jeg gav op igen. (Det er meget sjovt, at "at give op" betyder det omvendte af f.eks. "at give bolden op". Ligesom "at kaste armene i vejret", men ikke i triumf.)

Der er sgu ikke meget at grine af.

Det bedste er at være ligeglad.

fredag den 4. marts 2011

Døren går op (forts.)


Jeg har nu fået at vide, at jeg ikke skal "gå og spille Kong Gulerod" og "hvad med mig selv?" Suk. Det er mærkeligt at få skældud af en kvinde, der ikke er ens kone. Det er i det hele taget mærkeligt at få skældud, når man er voksen, og det ikke er af ens boss, men jeg synes altså ikke, mænd generelt skælder hinanden ud. Jeg mener ikke, det er almindelig omgangsform blandt mænd at skælde hinanden ud. Men nu vil jeg til bunds i denne sag. Som en detektiv vil jeg finde ud af – f.eks. ved at spørge – hvad det er, jeg har gjort, om det så betyder min undergang.

Måske er det noget, jeg fast kunne praktisere?: – Undskyld, hvad har jeg gjort dig?

Der var en kulturformidler forrige uge, der virkede irriteret på mig, og der vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde gjort.



torsdag den 27. januar 2011

Et stort ansvar


Jeg formåede at overtale min kone til at have sex med mig (ring til Reuters, Guiness, Ripley's - sikke'n nyhed), og næste morgen gik jeg og fløjtede ude i køkkenet.

– Sikke't humør, du er i i dag, sagde hun. – Sikke'n forandring.

– Det må være mærkeligt at holde nogens lykke i sine hænder på den måde, sagde jeg.



torsdag den 13. januar 2011

Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage


Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!



Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.



  • ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1:
Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)


Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.

fredag den 25. juni 2010

fredag den 8. januar 2010

Om middagsbordet


– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

tirsdag den 20. oktober 2009

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

mandag den 8. september 2008

Samme gamle – afsluttende bemærkninger


***
Mange læsere vil erindre, at jeg havde et bittert og anstrengende skænderi med min kone sidste uge (link selv). Nu har jeg fundet ud af, hvad det handlede om: hun var præmenstruel. Doh! Suk.

Lærer jeg det aldrig?

Det sjove er, at hvis man antyder, at hendes humør er styret af hormoner, siger hun, at man er sexistisk. Og får et flip.


Konklusion: Jeg vil også have en uges frizone hver måned, hvor jeg kan være så urimelig og irrationel, det passer mig. Eller også skal jeg bare begynde at på kro.
***

fredag den 29. august 2008

PS ang. mit drastiske vægttab – et emne jeg ved interesserer mange

***
Jeg tror, min kones smarte elektroniske badevægt er indstillet til at flattere hende.*) Min læges vægt viste 4 kg mere, og nu har jeg lige vejet mig igen efter en uges intens opfedning med Nutella og hvidt brød og fiskefileter og fiskefrikadeller med rasp og remoulade, og hvis min kones vægt passer, har jeg tabt 800 g.

Jeg afventer med spænding mine testresultater på mandag... Bliv hængende: Hvis jeg får en dødelig eller kronisk sygdom, er I de første, der får det at vide.


*)
Det minder mig om det her fænomen med, at kvinders sko- og tøjstørrelser er blevet mindre med årene, så det der plejede at være en 43 er blevet en 41 osv., samtidig med at mænds størrelser er blevet større, fordi mænd gerne vil være store og svulmende, mens kvinder vil være små fine prinsesser. Der findes et ord for fænomenet med krympende størrelser: vanity sizing. Se selv.


Vi er blevet til et af de her par, hvor konen bliver ved at tage gods på, mens manden bliver mere og mere udmagret.

Flot billede af ost fra Lademanns.
***

fredag den 27. juni 2008

UG med kryds og slange

***
Her er noget, der varmer mit gamle hjerte: en solbrændt hottie på ladet af en studentervogn råbte GOD RØV efter mig, da jeg kom cyklende.

Men jeg har også en god røv. Det er tydeligt for enhver.


***

torsdag den 15. maj 2008

Radar

Jeg dømmer mænd efter hvor mange penge de har, og kvinder efter udseendet.

Men også mænd efter om de er store nok til at banke mig, og til dels udseendet, og kvinder efter hvor mange penge de har.

Er det unormalt at tænke på alle personlige relationer som magt- og sexbaserede?*) Hver gang jeg ser et andet menneske er det: magt/sex. Eller er det normalt i sociale væsener med magthierarkier som menneskearten?

Jeg føler dybest set, at alle kvinder i verden burde tilhøre mig, hvis jeg vil have dem.

Ligeledes et biologisk forsvarligt synspunkt velsagtens.



*) Det er derfor klart forvirrende, hvis en transvestit f.eks. er voldelig.

onsdag den 23. april 2008

En oplevelse rigere

Min veninde Anya sagde engang, at alle mænd burde prøve at blive kneppet i røven. (Jeg kan ikke huske sammenhængen.)

Måske. Jeg har aldrig bare rigtig haft lejlighed til det.

torsdag den 7. februar 2008

Han/hun-hybriden på den øverste lederpost

Det her med at få "Billary" som præsident er der tilsyneladende enkelte af mine læsere (I ved hvem I er), der går meget op i.

Kombinationen af en mand og en kvinde som leder/supreme commander, en mand og kvinde i én, minder mig om "den fuldkomne tvekønnede kejser-kejserinde" i John Difool.



Her har jeg sat Hillarys og Bills ansigt på for yderligere at anskueliggøre.

Fra: Jodorowsky & Moebius:
Nedenunder.