Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.