Slug dine virtuelle madeleine'er

Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.