Viser opslag med etiketten beslutninger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten beslutninger. Vis alle opslag

onsdag den 21. december 2011

tirsdag den 7. juni 2011

Totemnyt


Jeg drømte, at jeg tegnede en hest som Leonardo. Det føltes fedt.


Jeg lavede halen.

Lad mig i den forbindelse sige, at jeg nu officielt vælger en sort hest som mit totem. Den sorte panter er bumpet ned ad totempælen, selvom den stadig er god nok.

Den sorte hest kom tidligere i mit liv til mig i drømme, og vi blev venner, omend den bevarede sin vildskab.



mandag den 26. juli 2010

lørdag den 17. juli 2010

I forhindringsløbet er vandgraven fyldt med hajer


Jeg satte to dage af til at bede om lønforhøjelse.

Det var nemt på den måde, at der var andre ting, jeg havde meget mindre lyst til at lave*), så det var som en overspringshandling.

– Gi' mig lønforhøjelse, sagde jeg. – Jeg har brug for pengene.



*) som at få en hospiceplads til min mor f.eks.

mandag den 5. juli 2010

Det vilde ud af øjnene


Jeg er tilbage, og jeg har det værre end nogensinde.

Der er sket ting, jeg ikke engang kan begynde at tale om.

Ting, jeg ingen kontrol har over, som jeg står magtesløs overfor.

Det er ikke døden, men det føles sådan.


Metaforisk fremstilling:


onsdag den 30. juni 2010

De sidder der bare. Er der tale om en service?


Jeg var henne at tale med min bankrådgiver og tænkte: Hvem er dette menneske med hans paradentøse tænder og vittigheder, der ikke er sjove? Jeg må forholde mig til ham som et menneske. Vi må tale sammen menneske til menneske. Jeg ved ikke om det lykkedes, men han solgte mig en opsparingskonto.

Jeg har ikke været til en bankrådgiver i 10 år og havde ikke noget at tale med ham om.



– Det ville være åndssvagt andet.
– Nå, men så er jeg jo nødt til at gøre det.



BONUSDIALOG:
– Jeg kan høre på dig. at du er en forsigtigpeter ...
– Du læser mig som en åben bog ... men, det er da klart, det er jo penge, vi taler om.


mandag den 14. juni 2010

Jeg har ikke overskud til, at der går noget galt


Min cykelnøgle brækkede af i låsen.


Den ligner et omvendt kranium.

Faktisk nåede den ikke engang ind i låsen, jeg kunne bøje den af mellem fingrene som Uri Geller. Hvem finder på at sælge sådan noget lort?

Og jeg har ikke overskud til at gennemgå 30 flyttekasser for at finde min reservenøgle.

Prøv lige at se, hvordan pedalerne ser ud:



Jeg vidste, jeg aldrig skulle have købt den cykel. Fra første prøvetur.*) Men så havde jeg lagt depositum. Jeg hader at tage en dårlig beslutning, og jeg kan ikke lægge noget bag mig.


*) Fodbremse?!


mandag den 8. februar 2010

Heldigvis var vandet behageligt varmt


Jeg har været oppe siden kl. 5 med mareridt om, hvor elendigt mit liv er: først festede jeg med idioterne fra min gymnasieklasse, så væltede jeg om i bølgerne med nogle kendte kunstnere, mens jeg holdt mit ølkrus så højt, jeg kunne, og skoddede min cigaret mod havbunden. Jeg reddede den ikke fra skvulp, øllen.
– Men det er sguda irriterende, at min tegnebog blev våd. Nu er alle mine kvitteringer klistret sammen indeni.

Hvad var den drøm? tænkte jeg. Åh nej, det var min livshistorie.

Heldigvis har jeg mine børn, tænkte jeg. De gider altid godt tale med mig.

Jeg står i en brydningstid, og jeg har ingen holdepunkter, og jeg bliver igen og igen mindet om de fejl og dårlige beslutninger, der førte mig til, hvor jeg er nu. Dvs. ingen steder. Nede i bunden af hullet i nullet.

torsdag den 19. november 2009

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

lørdag den 17. oktober 2009

Instinktiv modvilje mod kones udlængsel & eventyrlyst

***
Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.
– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.

Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.

Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.

Jeg hader at tage en beslutning.
***

mandag den 12. oktober 2009

Nok med det

***
Jeg blev træt af at passe min potteplante i dag, så jeg smed den ud.


Farvel, gamle ven, vi havde fire halvmagre år sammen.
***

tirsdag den 11. august 2009

På den ene side og på den anden side – altid denne tvivl

***
Jeg er på pinden igen, hvor jeg intet vinde kan, bare græmmes. Jeg har købt en studiekalender, men jeg kan ikke lide den, for der er to dage på hver side, og det er jeg ikke vant til, og der er ikke plads nok. Den var også for dyr. Jeg vidste det. Nu må jeg købe en til eller vente et år. Jeg har vanskelige beslutninger at træffe om den nærmeste fremtid. Der er noget, jeg gerne vil, der kunne være vildt sjovt, men nu ved jeg ikke, om jeg gider alligevel, og jeg skal også ud og væk, og der kunne ske noget, men det er sjovt at fortælle folk om og vil sikkert være et minde for livet. Jeg må hellere se at bestille en billet. Men jeg får dårlig samvittighed over at rejse fra min familie. På den anden side så er jeg væk fra dem. Der er ting, jeg gerne vil, men alting kræver en indsats, og når det kommer til stykket, er jeg aldrig sikker på, om jeg bør kaste mig ud i afgrunden. Så står jeg dér og fryser på stranden i stedet for bare at kaste mig i bølgen den blå. Sådan er hele mit liv. Tror fanden, jeg ikke er nogen succes.

Mere følger i denne vigtige sag.


PS Hvis jeg tager afsted, kommer det også til at koste mig penge, fordi jeg må sige nej til jobs. Rare penge, kedelige jobs. Men det skal jo til.
***

tirsdag den 19. maj 2009

78 sind – spøgelser fra fortiden III

***
Faste læsere vil vide, at jeg er i syv-otte sind over, om jeg skal tage med til gymnasiegenforeningsfest. Nu vil de også invitere ham læreren, det skæggede 70’er-svin, der bollede min kæreste, før hun var min kæreste.

Jeg kan ikke tage dramaet.
Jeg er allerede kørt helt op.

Som opvarmning er jeg begyndt at lytte til oldies på netradio: "It’s too late now, darling, it’s too late".

Jeg må have brygget en historie sammen: Måske har jeg OCD? Folk vil hellere købe varen, når der følger et narrativ med.

– Sælger du noget kunst? kan de spørge, og jeg vil svare: – Ja, men kun i New York. Til mine faste private samlere. Folk med en meget specialiseret smag.

Jeg er allerede begyndt at forberede replikker. Eks.:

Åbningsreplik 1: – Hej! Hvornår vi skal begynde at falde tilbage i de gamle roller?

Åbningsreplik 2: – Hvem er du?
***

onsdag den 25. februar 2009

Den ufødte leder

***
Hver gang jeg i mit er blevet bedt om at træde op og tage lederposten, har jeg takket nej og ladet ringere mænd føre an.

Jeg har altid ment, at det var bedre at være nr. 2. Så får man måske ikke hugget hovedet af, hvis der kommer et kup. Måske er det, fordi jeg er den andenfødte. I hvert fald har jeg altid været mod ansvar og beslutninger. Vent at se til jeg får taget en beslutning, det er der ingen, der har tid til.

Således kom jeg aldrig til at regere på samfundets øverste tinde. (Og så er jeg selvfølgelig en sky og tilbageholdende person.)

Men nu – med Obamas inspiration – vil jeg lære at føre ordet – højt og rungende. Hører I mig?!


PS Det her kommer sig af, at jeg skal holde to taler i dag, og jeg har kun holdt den ene endnu.

PPS Jeg har aldrig haft lyst til at lede nogetsomhelst.
***

mandag den 15. december 2008

Dødt kød

***
Jeg overvejer at skære de ting fra, jeg ikke gider. Men hvad er der så tilbage?

Til at begynde med tror jeg, at jeg dropper min holdsport. Der er en bitter atmosfære.

Jeg gider ikke sidde i omklædningsrummet og tænke over, om der er nogen, der lægger mærke til mine lange tånegle.

Hvis det skal være på den måde, hvorfor så? Det var hvad jeg fik ud af det i dag.

Hvis man skal støde ind i de samme idioter hver uge, bør det i det mindste være nogen, man kan lide.

Ingen siger noget, undtagen dem der bliver sure over, at nogen siger noget. Jeg med min vindende personlighed er offer for stærk fjendtlighed.

Hvad er ideen med at holde fast i ting, man ikke gider, når man kommer i dårligt humør af dem? Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg godt gider, men aldrig når.

Eller skal det være: Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg kommer i godt humør af, som jeg heller ikke gider, men aldrig når.

Eller: ...som jeg godt vil, men er for ugidelig til at nå.

Senere vil jeg overveje andre ting, jeg kan skære fra.


Konklusion: Jeg vil på børneorlov, koste hvad det vil.
***

tirsdag den 8. april 2008

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

mandag den 7. januar 2008

Nu skal det være

Jeg har bestemt mig for at få et par nye briller. Dem jeg har er syv år gamle. Jeg kan dårligt se noget med dem på mere, fordi mine øjne har forandret sig (blevet slappe i musklen, som optikerdamen sagde – slapt som alt midaldrende), og der røg også en flig af stellet, da jeg strakte mig bagover i kontorstolen engang og tabte dem ned på betongulvet (dog ingen tape på endnu).

Briller er pissedyre, kr. 4.000-5.000. Jeg hører, man kan få dem billigere i Malmø, men så skal man dérover, og jeg kan godt lide min gode, gamle københavnske brillemand, der giver personlig service og husker mit navn.

Så jeg tror bare, jeg tager mig sammen og tager derind og bestiller et flippet par i en frygtelig ruf.